Udfordringens radiomission hjælper de kristne til at leve fredeligt med muslimer
Udfordringen hjælper kristne mindretal med at oprette radiostationer i muslimsk-dominerede områder. Det skaber fred og frelse...
Udfordringen hjælper lokale kristne i Afrika med at få oprettet kristne radiostationer, som de lokale selv driver. Radioerne sender oplysende udsendelser om landbrug, hygiejne, sundhed, AIDS, viden og familieliv – sammen med de forkyndende udsendelser.
Det giver en god indgang – også hos muslimerne. Det nedbryder fordomme og had til de kristne. Jævnligt hører vi om muslimer, som har fået Jesus i hjertet. Der sendes programmer på flere lokale sprog udover fransk, som er fællessprog i Cameroun, Centralkafrika og Tchad.
Udfordringen har betalt udstyr og været med til at oprette eller videreføre følgende radiostationer:
Garoua – en storby i det nordlige Cameroun. Radioen sender næsten 24 timer i døgnet.
Pala – en by i Tchad. Radioen er knyttet til Den Lutherske Brødrekirke.
Tcholire – en by i et afsides muslimsk kongedømme i bushen i Cameroun. Radioen bruger dieselgenerator, da der ikke er adgang til elnet.
Maroua – en millionby i det Extreme Nord i Cameroun. En muslimsk højborg, men med voksende kirker. Universitetsby.
Kousserie – stor grænseby ved Tchad-søen. Et meget islamistisk område præget af terror. To tidligere muslimer leder radioen med livet som indsats. Programmerne er på arabisk.
Touboro – grænseby mellem Centralafrika, Cameroun og Tchad. Udfordringen holdt sammen med Gospel Outreach en kampagne i Touboro i 2018, hvor over 2.000 tog imod Jesus Kristus. En FM-radio er nu oprettet.
Ndjamena – hovedstaden i Tchad. En kommerciel radio, som også udsender kristne programmer.
Bibemi – en mindre by og kommune i Grand Nord, Cameroun. Radioen i Bibemi rækker ind over grænsen til Tchad og når mange på den anden side af grænsen.
Douabali, Tchad – en mindre radio i en landsby af kristne, som tidligere har været muslimer. Ca. 100 km sydøst for hovedstaden. Radioen hedder ”Den Gode Hyrdes Fællesskab”.
Ngaoundere – Hovedstaden i Adamaoua provinsen i Cameroun. Udfordringen har støttet flere radioer her, især den store Radio Sawtu Linjiila som sender til muslimer på kortbølge og FM. Henri Nissen var udsendt til denne radio for Mission Afrika i tre år.
Banyo – by i det sydlige Adamaoua, Cameroun, nær på grænsen til Nigeria. Radioen skaber fred midt i en borgerkrig mellem fastboende kristne/animister og muslimske kvægnomader.
Kaele – grænseby til Tchad, radio oprettet af kristen leder, som nu er død.
Poli – radio i en uddannelsesby i et fattigt bjergområde.
Maga – en by i det nordlige Cameroun nær grænsen til Tchad. Anlagt af Brødrekirken.
Tokomberé – tæt på nationalparken Waza i det nordlige Cameroun. Bibeloversættere.
Mogodé – tæt på grænsen til Nigeria, plaget af islamisk terrorisme.
Planlagte radioer:
Gore – grænseby i det sydlige Tchad. En gruppe er i gang med at installere en radiostation og fremstille et antennetårn.
Figuil – grænseby mellem Cameroun og Tchad.
Kelo – i det sydlige Tchad. Navnet er Radio de Kelo, Tchad.
Garoua-Boulai – grænseby mellem Cameroun og Den Centralafrikanske Republik.
Saar – grænseby mellem Tchad og Centralafrika, center for olieudvinding.
Radiomission kan forandre store befolkningsgrupper. Bed for de kristne radio-ildsjæle. Støt dem gennem Missionsfondens projekt ’5984 Radio-mission i Afrika’ på konto nr. 9570 – 0006 139450. Eller MobilePay (se Missionsfonden.dk). Husk at nævne projekt-nummer.
Comments are closed.