Vil regeringen afskaffe ’helligdage’?

Trods erklæringen i regeringsaftalen om, at ”Danmark er et kristent land” er regeringen i færd med at fjerne begrebet helligdage i loven.

– Det klinger hult, når regeringen i sit regeringsgrundlag kalder Danmark et kristent land samtidig med, at den med et snuptag vil gøre Store Bededag til en almindelig arbejdsdag og fjerne det helt grundlæggende begreb helligdage, der netop danner rammen om tro og fællesskab.

Sådan skriver generalsekretær Mads Christoffersen og næstformand Tonny Jacobsen fra Danske Kirkers Råd i en protest. ”Det er kort og godt et brud med den danske model – også hvad angår forholdet mellem kirke og stat. Derfor bør forslaget om at fjerne Store Bededag tages af bordet, mener Danske Kirkers Råd, som er fællesorgan for både Folkekirken, frikirkerne og Katolsk Kirke og Den Ortodokse Kirke. Alene Folkekirken har 73 pct. af danskerne som medlemmer.

”Helligdage” fjernes

I forbindelse med regeringens afskaffelse af Bededag er beskæftigelsesminister Morten Bødskov kommet med et lovforslag til ændring af lukkeloven. Her er ordet ”helligdag” helt væk. Det betyder dog ikke, at de enkelte helligdage ikke længere nævnes.

Tværtimod. Mens der nu kun står i loven, at ”helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag” er lukkedage, vil regeringen ændre dette til at nævne de enkelte dage ”nytårsdag, skærtorsdag, langfredag, første og anden påskedag, Kristi himmelfartsdag, første og anden pinsedag, grundlovsdag, juleaftensdag, første og anden juledag”. Men altså ikke længere skrive ”helligdage”.

1000 års tradition

Det opfatter både kirkelige og politiske ledere som regeringens forsøg på at ”snige en helligdagsreform ind ad bagvejen”, som professor i kirkeret ved Roskilde Universitet, Lisbet Christoffersen, udtrykker det: ”De sidste 1.000 år har kirkens helligdage været samfundets lukkedage.

Det har været et fælles begreb, hvor enhver holder fri. Med den her lille lovtekniske ændring kan man nu bare ændre lukkeloven uden at skændes med folkekirken i fremtiden,” siger professor i kirkeret ved Roskilde Universitet, Lisbet Christoffersen, til Altinget.

Er intet helligt?

De Konservative har bedt Morten Bødskov om en forklaring. ”Vil ministeren begrunde, hvorfor det er nødvendigt at skrive ordet ”helligdag” ud af lukkeloven istedet for blot at fjerne Store Bededag fra listen over lukkedage?” spørger Konservatives erhvervsordfører Mona Juul. Hun undrer sig over, om ”der ikke er noget, der er helligt for regeringen”.

Selv SF, som ønsker at adskille stat og kirke, er skeptisk. Beskæftigelsesordfører Karsten Hønge siger til KD, at ”hvis der kommer flere fridage i farezonen, så er det alvorligt”. Og modsat er han indstillet på at beholde begrebet ”helligdag”, hvis det gør det sværere at fjerne arbejdernes fridage.
Den nye kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der er kommet i klemme mellem kirke og regering, begrunder fjernelsen af store bededag som et økonomisk og ikke kirkeligt anliggende.

 

Comments are closed.