Hvilken stjerne ledte astrologerne til Betlehem?

Moderne computerteknik gør det stadig lettere at dreje stjernehimlen tilbage til den tid, da Jesus blev født. Derfor kan astronomer i dag med stor sikkerhed fastslå, at der var indtil flere opsigtsvækkende fænomener på stjernehimlen omkring Jesu fødsel. Planeternes baner har været kendt i hvert fald siden matematikeren Johannes Kepler i begyndelsen af 1609 fastslog de love, som planeterne bevæger sig efter. (Formentlig kendte de gamle egyptere, babylonere og indere også en del til dem, før deres civilisationer gik i forfald.)
Kepler var assistent for danskeren Tycho Brahe i Prag, men de to kom ikke godt ud af det med hinanden. Kepler så i stjernerne den gode Guds almagt og var så alvorligt troende, at han – skønt han var lutheraner – ikke ville indordne sig under dens ortodoksi, og senere var han nødt til at flygte fra Graz til Prag, fordi han heller ikke var katolik.
Brahe var hans modsætning, lidt af en drukkenbolt og levemand, der havde mistet sin næse i en duel. Brahe døde efter en stor middag af urinforgiftning.
Brahe frygtede, at den unge geniale assistent skulle overgå ham som datidens største astronom, så han skjulte sine observationer og satte Kepler på en åbenbart uløselig opgave, nemlig at forstå planeten Mars’ bane. Men netop derved gjorde Kepler sin store opdagelse, at Mars og de andre planeter ikke bevægede sig i cirkler, som Kopernicus var gået ud fra, men i ellipser om solen. Da Brahe døde, overtog Kepler hans post og fik adgang til hans observationer, og nu kunne han udforme sine love for „det harmoniske univers“ i bogen ”Astronomia Nova”

Kepler regnede sig tilbage og fandt ud af, at der havde været en konjunktion mellem Jupiter og Saturn omkring år 7 f.Kr. i Fiskenes tegn. En konjunktion vil sige, at to eller flere planeter kommer meget tæt – her med kun 1 grads afstand – set fra jorden. De kan imidlertid godt være millioner af kilometer fra hinanden, fordi den ene befinder sig i en anden bane længere ude. Men set fra jorden ser de ud til at stå ved siden af hinanden.
Når de ydre planeter er i position dvs står modsat solen, foretager de – set fra jorden – en sløjfeformet bevægelse på himlen. Snart går de frem, står stille, går baglæns, står stille og endelig fremad på ny.
På grund af jordens omdrejning og planeternes forskellige hastigheder og ellipseformede baner ser det nu og da ud, som om en planet går frem og derefter tilbage. Sådan var det med Jupiter og Saturn, der mødtes i år 7 f.Kr. d. 1.6., den 1.10. og igen den 1.12.
Kepler mente ikke selv, at konjunktionen i år 7 f. Kr. var selve Bethlehems-stjernen, men at påvirkningen mellem planeterne havde skabt en ny stjerne – sådan som det skete ved en lignende konjunktion i Keplers tid. I 1604 viste den nye stjerne sig, men Kepler var så uheldig, at han ikke selv så den, fordi der var overskyet den 10. oktober, dér hvor han stod… (Men andre så den!)

Stjernekredsens billeder nævnes allerede i Jobs Bog og er derfor mindst 4.000 år gamle…
Var de et syn fra Gud til Enok – en profeti på stjernehimlen om verdenshistoriens gang…?

Kepler var overbevist om, at Gud havde ladet dette stjernefænomen ske ved Jesu fødsel, netop for at gøre de astrologi-fokuserede kaldæere (nuværende Irak) opmærksomme på frelseren:
„Jeg tvivler ikke på, at Gud ville have nedladt sig for at fange kaldæernes lettroenhed,“ skrev han.
De vise fra Østerland var jo såkaldte magere – magi’er – astrologiske præster. (Ordet kaldæer kommer af kalda, som var navnet for tilbedelsen af stjernerne.)
Men også i Europa var de kristne i middelalderen og renæssansen meget optaget af astronomi OG astrologi – altså ikke blot af at betragte og beskrive stjernerne, men også af fortolkningen. Selv videnskabsmænd troede til en vis grad, at stjernerne påvirkede det, der skete på jorden.
Men dengang kendte man åbenbart også til de oprindelige stjernetegn, hvor f.eks. Jomfruen i stedet for sit hår bærer et barn (stjernebilledet Koma) og Shakespeare skriver et sted om dette stjernebillede: „the good boy in Marys lab“ – den gode dreng på Marias skød.

Den danske biskop Münster skrev i det 19. århundrede om konjunktionen af Saturn og Jupiter uden at nævne Keplers ekstra nye stjerne, og det er fortsat den konjunktion, der regnes for Bethlehems-stjernen af de fleste. (Bl.a. teologen Hartvig Wagner, som har skrevet et spændende lille hæfte om „Stjernen over Bethlehem – netop gengivet i „Til Tro“s julenummer 2003.)

Et fund af en kileskrift-almanak fra år 7 f.Kr. i Sippar (i dag Abu Habbah, sydvest for Baghdad) viser, at man vidste om den forestående konjunktion.
Saturn er nemlig i astrologien knyttet til jødefolket, Jupiter er den store konge-planet og Fiskenes Tegn var i stjerne-kredsen „de sidste tider“, og blev symbolet for de kristne, så det synes oplagt.

Når man har valgt at fokusere på år 7, skyldes det, at man tidligere har fastslået, at den frygtelige Kong Herodes døde år 4 f. Kr. Og så kunne Jesus være født ca. 2-3 år før (fordi Herodes dræbte alle drengebørn på under 2 år).

Imidlertid er der nu blevet rykket ved denne opfattelse.
Kilden var nemlig den jødiske historiker Josephus’ værker, hvori han fortæller om Herodes død i forbindelse med en måneformørkelse.
(Josephus brugte naturligvis ikke vort kalendersystem, men hans oplysninger svarer til år 3-2 f. Kr.)
Troede man…
Men en undersøgelse arrangeret af British Museum af de tidligste af Josephus manuskripter har vist en kopi-fejl. En bogstrykker, som satte Josephus værk om jødernes historie (Antiquities) op i 1544, fik ikke gengivet manuskriptet korrekt. Det viser sig, at alle tidligere manuskripter af Josephus understøtter, at Herodes døde år 1 f. Kr. (Se note 1 og 2)
En ny href=”http://www.astronomynotes.com/history/bethlehem.star.html”>kalkulation af begivenheder og årstal, at år 1 f. Kr. er mere sandsynlig. (Mere om år 4 og 1)
Josefus skriver, at Herodes døde efter at have brændt den jødiske præst Matthias og hans tilhængere levende. Og den samme nat var der en blodrød månedformørkelse. Og ganske rigtigt var der en delvis måneformørkelse i år 4 f.Kr., som næppe kunne ses, men der var en total måneformørkelse d. 10. januar år 1 f.Kr. Her har det set ud, som om månen blev til blod. Meget passende for en paranoid barnemorder, som også havde udryddet en stor del af sin egen familie.

Fænomenerne år 7 var altså kun et forspil, der kunne vække astrologernes opmærksomhed. Og den virkelige Bethlehems-stjerne viste sig omkring år 2-3 f.Kr. Var der da nogen fænomener dér?
Ja, i høj grad.
Den 17. juni år 2 f.Kr. kl. 20.02 mødtes de to stærkest lysende planeter på vesthimlen, Jupiter og Venus, med en minimal afstand på kun 3 bueminutter (3/60 grad – månens diameter er ½ grad).
Man har set dem som én, iøjnefaldende stjerne!
Allerede den 12. august år 3 var Jupiter og Venus mødtes, men da med ca. 12 bueminutters afstand, og selv om det ikke har været samme formidable syn, så har synet formentlig blæst turbanen af astrologerne i Østen. Dette måtte betyde en stor ny hersker.

Jupiter er som nævnt fra ældgammel tid betragtet som Konge-planeten (gudernes gud) pga. sin størrelse set fra jorden. Venus er den lysende morgenstjerne i Bibelen og forbindes i astrologien med modergudinden – Isthar hos babylonerne, Isis hos egypterne, den nordiske Freja, den græske Aphro-dite). Altså en meget vigtig gudinde/stjerne for dem – noget tyder på, at forbilledet var Noas hustru Naama – eller Eva.
Også Johannes Åb. 12 fortæller tegnet på himlen: „en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit ho-ved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone“ (Åb 12,1ff).

At Jupiter den 14. september derefter kom i konjunktion med Regulus, en anden kongestjerne, har yderligere overbevist astrologerne om, at en ny stor hersker var født. Jupiter fortsætter nemlig forbi Regulus, men ser så ud til at standse – „stjernen stod stille“ (Matt. 2,9) – for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og endelig en tredje gang den 8. maj!
At stjernerne mødtes i Løvens stjernebillede var det, der fik astrologerne til at rejse til Jerusalem, for Løven er Judas stjernebillede. (Judas løve – se f.eks. 1. Mos. 49,9 eller Hos. 5,13).
(Man kan se en animation af dette herunder.)

Jupiters første møde med Venus (d. 12.8. år 3) eller Jupiter-Regulus (14.9) kan altså have fået astrologerne til at rejse til Jerusalem.
Kan det så passe, at „stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var“, som Mattæus (2,9) fortæller med sit eget ikke-astrologiske sprog?

Ja, for efter at Jupiter den 14. september år 3 har været i conjunktion med Regulus fortsætter den, og “vender om” og passerer igen Regulus den 17. februar år 2 – og står så næsten stille tæt ved Regulus, indtil den 8. maj igen passerer Regulus. Denne sløjfe kan have været tolket som, at stjernen stod stille.
Og i så fald er vismændenes gaver sjovt nok samtidige med den tid på året, hvor jøderne fejrede Hanukkah, og hvor man gav gaver.

Men der er et mere oplagt bud:
For den 17. juni kommer Jupiter og Venus igen i conjunktion nær Regulus – og dette ville se ud som én lysende stor stjerne på aftenhimlen, der stod stille, indtil den gik ned i vest i retning mod Jerusalem – set fra Babylon.
Hvis vismændene har befundet sig øst for stedet, hvor Maria og Josef var med Jesus-barnet, så kan det bogstaveligt talt have set ud som om den store stjerne stod stille, mens den gik ned i vest over stalden!

„Da de så stjernen, var deres glæde meget stor“, skriver Mattæus (2,10). Vi ved ikke, om han henty-dede til de første konjunktioner af Jupiter, Venus og Regulus omkring vores “juletid” – eller til den helt store stjerne den 17. juni. Det sidste er nok det mest sandsynlige. (Der var hyrder på marken – så det juni er mere sandsynlig end om vinteren.)

Og hvilken bekræftelse for én, der tror på astrologi. De har kunnet rejse tilfredse hjem – og få generationer senere var troen på Jesus også kommet til deres lande.
Her er et vidunderligt eksempel på, at Gud rækker ud til alle: „Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig“ (Esajas 65).
Astrologi som religion advares der imod i Bibelen. Og med god grund, for kanaanæerne, som boede i Israel før jøderne, ofrede – også små børn – til stjernerne.
Stjernerne er selvfølgelig ikke guder, men de er tegn fra Gud. Bethlehems-stjernen var ikke et specielt mirakuløst lysfænomen, skabt til lejlighden. Nej, fra tidernes morgen havde Gud fastlagt stjernernes baner, så de i „tidens fylde“ kunne bekræfte, at Gud havde sendt en frelser.
Han var Judas løve, han var også barnet i Jomfruens stjernebillede.

Alle stjernetegnene fortæller i virkeligheden bibelhistorie. Hvordan det er gået til, er svært at fatte. Vi ved blot, at det ikke er en efter-kristen rationalisering. Stjernebillederne var navngivet allerede på Jobs tid – formentlig over 2.000 år før Kristus.
Job siger i formentlig Bibelens ældste bog: „Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen. Han gør store ting, der ikke kan ud-forskes, og undere, der ikke kan tælles.“ (Job 9,9-10).
I Vægtens tegn kan vi se korset, det slagtede lam, kronen. Skorpionen er satan, som besejres af Skytten. Stenbukken var oprindelig et slagtet lam, hvis hale var en fisk (på grund af lammet vokser et nyt folk frem – fiskene = det kristne symbol). Vandmanden symboliserer Helligåndens vand, som udgydes (og ikke en ny ikke-kristen tidsalder, som New Age-tilhængere tror).
Ved siden af Fiskenes tegn findes Andromea – den lænkede kvinde, bruden, som i Vædderens tegn løses af brudgommen Cepius, den kronede konge. Tyren er tegnet for Kristus, der kommer for at genoprette retfærdighed. Tvillingerne symboliserer Lammets bryllup. Krebsen var oprindelig tegnet som et ørnehoved. Og endelig Løven – ja, det er Løven over Juda – et billede på Kristus, sejrherren, som til sidst har al magt i Himmel og på jord – og blandt universets millioner af stjerner.
(Læs mere: I Jomfruens tegn.)
Den research i stjernehimlen på Jesu tid, som denne artikel bygger på, er udført af videnskabmænd med forskellige religioner og uden nogen skjult agenda om at bevise Mattæus-evangeliets troværdighed. Men resultatet var både overvældende og bekræftende.

Tilmed findes der flere andre opsigtsvækkende stjerne-begivenheder i årene omkring Jesu fødsel. Udover konjunktionen i år 7 f.Kr. var der en besynderlig march af stjerner på række den 17. april år 6 i Vædderens stjernebillede. På række efter Venus kom Saturn, Jupiter, Månen, Solen, Mars og Merkur!
En forsker, Michael Molnar, opdagede dette, da han fandt en gammel romersk mønt i Antiokia i Syrien med Vædderen og stjernen. Det ledte ham til, at Vædderen – af stjernetyderne – blev betragtet som jødernes stjernebillede, og han opdagede derved at Jupiter også havde været på besøg der – og stod stille d. 19. december år 6 (The Star of Bethlehem: The Legacy of the Magi).
En anden forsker, som interesserer sig meget for astrologi, har opdaget et kors bestående af Venus, Jupiter, Merkur og Mars – 2. november år 1 e.Kr. Og han mener, at den påståede kalender-fejltagelse er en misforståelse.
Uanset om man nu er tilhænger af den ene eller anden teori, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at Jesu fødsel blev markeret med pomp og pragt på stjernehimlen over Bethlehem!

Se animation af den “rigtige” Bethlehems-stjerne år 3-2 f. Kr.

Se animation af stjerne-konjunktionen år 7 f. Kr. – som hidtil er blevet betragtet som Bethlehems-stjernen, men som har været et forvarsel om den større konjunktion, som skete senere.
Jesus blev ifølge de nyere oplysninger ikke født år 7, men år 3-2 før Kr.

Læs også artiklen: I Jomfruens Tegn om stjernebilledernes påfaldende sammenfald med bibelhistoriens begivenheder før, nu og i fremtiden.

Noter:
1. David W. Beyer, “Josephus Re-Examined: Unraveling the Twenty-Second Year of Tiberius”, in Chronos, Kairos, Christos II, edited by E. Jerry Vardaman (Macon: Mercer University Press, 1998) ISBN 0-86554-582-0.

2. Ernest L. Martin, The Star That Astonished the World (Second Edition; Portland, Oregon: ASK Publications, 1996) ISBN 0-94-5657-87-0. This book is a “must have” reference work if you would like to study the Star. It contains a wealth of material corroborating the date of Herod’s death as 1 BC.

Viderelæsning om Bethlehemsstjernen i øvrigt:
1) Prof. Oswald Gerhardt, Der Stern des Messias. 1922.
2) David Hughes, The Star of Bethlehem Mystery. 1979.
3) August Strobel, Weltenjahr, große Konjunktion und Messiasstern. Ein themageschichtlicher Überblick 1986 og endvidere af samme forfatter, der i mange år var forsker i Jerusalem
4) Der Stern von Bethlehem. Ein Licht in unserer Zeit. 1985.
5) K. Ferrari D’Occhieppo (Professor i astronomi, Wien) Der Stern von Bethlehem in astronomischer Sicht. Legende oder Tatsache.
6) Harold W. Hoehner, Chronological Aspects of the Life of Christ, Chapter VI: “Daniel’s Seventy Weeks and the New Testament Chronology” (Grand Rapids: Academie Books, 1977) ISBN 0-310-26211-9.
7)

Andre artikler i serien