Odin var ikke nogen gud. Ikke engang en afgud. Han var bare en shaman fra Asov i Rusland, som bildte nordboerne ind, at han var guddommelig…
Denne overraskende konklusion når man frem til, når man læser den norske oldtidsforsker Thor Heyerdahl og svenske Per Lillieströms bog Jakten på Odin (norsk på J.M. Stenersens Forlag, 2001).
De bygger dels på den islandske historieskriver Snorre Sturlasons kongesagaer og deres egne undersøgelser sammen med russiske og aserbajdsjanske forskere kort før Thor Heyerdahls død.
Thor Heyerdahl blev verdenskendt på at sejle over Stillehavet i en båd af balsatræ. Derved beviste han, at Polynesien kunne være befolket fra Amerika. Senere foretog han andre rejser med Ra I+II og Tigris, som beviste, at vore mesopotamiske og egyptiske forfædre var jordomsejlere længe før Columbus, og at Amerika kunne være befolket via Atlanterhavet i stedet for den hidtidige teori om, at de var vandret over isen fra Sibirien til Alaska.
Gang på gang modbeviste Heyerdal de herskende teorier ved simpelthen at tænke selvstændigt og utraditionelt og afprøve teorierne. Han bebrejdede den etablerede videnskab, at den består af specialister, som ved alt for meget på deres eget felt til at kunne overskue andre.
Da han i slutningen af 90erne påstod, at Odin bare var et almindeligt menneske, vakte det højlydte og irriterede protester fra historikerne i Norge. Ganske vist troede de heller ikke på, at Odin var en gud, men de troede, at han var rent opspind. En mytologisk skikkelse uden ret meget bund i virkeligheden.
De fleste af os er da også blevet undervist i folkeskolen om de gamle nordiske gudesagn, som om de kun var myter og udtryk for en oprindelig nordisk religion.
Men Heyerdahls bog peger på, at Norden var befolket, før Odin som en krigerhøvding rejste op gennem Europa fra Asov nede i Kaukasus, hvorfra han blev fordrevet af romerne ca. 150 år efter Kristus.
Så den oprindelige religion var ikke Odin-dyrkelsen, som han påduttede nordboerne.
Heyerdal mener, at myte-opfattelsen slog igennem ca. 1880, hvor kristne historikere ikke kunne acceptere, at de nordiske konger skulle nedstamme fra en hedensk gud som Odin. (Forklaringen var dog nærmere, at moderne historikere degraderede både den nordiske og kristne historieskrivning til kun myter.)
I Snorre Sturlasons kongelister, som han nedskrev på Island omkring 1200, står Odin på kongelisten over de nordiske konger.
Men historikerne anså Island for så afsides en ø i Atlanterhavet, at man ikke fæstede større lid til Snorres oplysninger. Men på Island levede den fordrevne, veluddannede adel fra Norge, og de havde gode forbindelser til kulturcentre i England, Irland ja, selv Armenien. Dengang var skibsvejen jo det hurtigste transportmiddel, så Island var ikke spor afsondret.
Det er imidlertid ikke kun Snorre, der har Odin med i kongelisterne. Det har f.eks. også den angelsaksiske krønike, Winchester of Canterbury manuskripterne. Blot er stavemåden forskellig.
Snorres Edda Anglo-Saxon
Odin Woden
Beldeg/Balder Beldeg
Brand Brand
Frjodigar/Frode Frithugar
Freovin Freawine
Uvigg Wig
Gevis/Gave Gewis
Både i Snorres Edda og Canterbury manuskriptet findes også Odins forgængere nedskrevet og stemmer stort set overens.
Ud fra Heyerdahls og andre forskeres undersøgelser viser der sig følgende historie:
Snorre fortæller, at verden blev delt i tre Afrika , Asien og Europa – hvilket passer fint med Bibelens beretning om Noas tre sønner. Snorre nævner en flod, som skiller Asien og asernes land fra Europa. Han kalder denne flod Tanais eller Tanakvisl. Han fortæller, hvor den ligger, og det må være Don-floden. Undersøgelser afslører da også, at floden også kaldes Tana. Ved dens udløb i Asov-havet ligger byen Tanais på vestsiden, og Asov på Asiens side. Dette Asov svarer altså til det mytiske Asgård.
Her boede Odin som høvding for en gruppe aser. Han lå ofte i krig med vanerne. Og Heyerdal identificerer dette folk med Urartu-riget omkring Van-søen i Tyrkiet. (Urartu = Ararat, nævnes i Bibelen).
Snorres beskrivelse af Odin tyder på, at han var det, vi nu kalder en shaman altså en åndemaner, som kan nogen kunster. Og Odin brugte åbenbart sine okkulte evner til at skabe sig et ry. Han opbevarede f.eks. et afhugget hoved af en fjende hos sig og spurgte det til råds. På et tidspunkt trænger romerne op gennem Sortehavet, og Odin må flygte fra Asov. Han tager sin krigerflok med sig op gennem Europa. – Først fór han til Gardarige (Rusland) og så til Saksland, fortæller Snorre.
Tre af Odins sønner blev sat til at være herskere (skatteopkrævere i stil med mafia-bosser til gengæld for beskyttelse) i Østre-Saksland, Vestfalen og Frankland. Det er disse saksere m.fl., der invaderer England og fortrænger kelterne. (Sammen med normanner og jyder.)
Så kommer Odin og hans flok til Reidgotaland (Jylland), hvor han sætter sønnen Skjold til at herske og opkræve skat. (Skjoldungerne).
Odin slår sig nu ned en tid på Fyn, som Snorre kalder Odinsøy deraf Odense, som også betyder Odins helligsted.
Men romerne har allerede erobret en del af England og krydset Rhinen og er på vej. Odin vil i sikkerhed nordpå.
Han tør imidlertid ikke tage ind i Sverige, hvor kongen Gylfa regerer, men sender sin kvindelige hovgode (præst) Gevjun foran. Hun indlader sig med kongen, der som tak for hendes gunst giver hende alt det land, hun kan pløje med et firspand. På den måde slipper aserne ind i Sverige, og da Gylfa ikke mener at kunne modstå aserne (asiaterne), lader han dem få det land, de vil have. Han lader sig imponere af Odins okkulte evner, og Snorre skriver om, hvordan mændene fra Asien, som kaldte sig aser, forfalskede fortællingerne om hændelser-ne i Troja, for at landets folk skulle tro, de var guder.
Snorres påstand, at Troja (kendt fra Homers Illiaden) lå i Tyrkerland, troede man også var rent digt indtil Troja blev fundet netop i Tyrkiet af Heinrich Schliemann i 1870.
Den oprindelige svenske konge rejste senere til Asov for at få rede på, hvor guddommelig Odin og hans slægt var, men ifølge beretningerne blev han ført bag lyset.
Snart havde Odins slægt sat sig på magten i Norden og Nordtyskland samt England, og de sørgede åbenbart for at guddommeliggøre sig selv for at afstive deres magt – før de endelig døde af sot og derefter blev brændt – en ny skik, de bragte med sig, men som vi endnu i dag ser i Asien.
De senere krigeriske vikinger dyrkede Odin sammen med Thor, der heller ikke var en rigtig afgud, men en tyrkisk konge, afslører Heyerdahl.
Snorre skriver, at Norden også skiftede sprog til asernes sprog, og det skønner han ud fra, at man i England tidligere havde et andet sprog (formentlig keltisk). Runerne kom nok også med dem.
Ja, som bekendt er der også i dag nogle mennesker, som tror på Odin.
Men Odin var altså slet ikke nogen oprindelig nordisk gud. Han var en smart asiater, som snød sig til Sverige med sine okkulte tryllekunster og fik magt i Norden ved at undertrykke den oprindelige urbefolkning med skatter og vold.
De fleste aser blev for øvrigt nede i Kaukasus. Heyerdal peger på, at Aserbajdsjan faktisk betyder asernes land.
Noget tyder på, at en del af Odins egen stamme også blev dernede, da han flygtede nordpå.
I en tidligere artikel (18/2003) har vi beskrevet, at der endnu i dag findes et Udin-folk i Aserbajdsjan på ca. 10.000. (Det udtales Odin-folket). De blev faktisk kristne nogenlunde samtidigt eller få århundreder efter Odins flugt. De boede så beskyttet af bjergene, at de undgik tvangs-islamiseringen ca. 1000 år senere. Og endnu i dag er der kristne symboler i deres folkereligion. Norsk Santalmisjon, som gjorde Thor Heyerdahl opmærksom på Udin-folket, har gjort et stort arbejde for at sikre dets sprog og kultur.
Læs også om “guden” Tor – som var en tyrkisk kongesøn fra Troja, som regerede i Bulgarien.