Pludselig skiftede vejret. Det tordnede fra en mørk sky, som lagde sig tungt over Mt Ararat. Sne og hagl regnede ned over bjerget. Og en kraftig storm forvandlede på få minutter sneen til en snestorm, så deltagerne havde svært ved at orientere sig, mens de på meget kort tid blev afkølet af den iskolde snestorm. Der var ingen læ i 4.000 meters højde…
De danske medlemmer af Noahs Ark-ekspeditionen befandt sig sammen med tre polakker, en franskmand og en større gruppe Hong Kong-kinesere på vej op ad bjerget i sidste uge. De havde tidligt samme morgen forladt deres base i 3100 meters højde for at begive sig på den sidste strækning op til ca. 4200 meter. Her skulle de slå lejr og overnatte, før de næste dag skulle gå over til fundstedet, som indeholder dele af en stor trækonstruktion, som de formoder kan stamme fra selveste Noahs Arks stranding, som ifølge 1. Mosebog 8,4 gik på grund i Ararats bjerge. Det skete den 17. dag i den syvende måned. for ca. 5.000 år siden.
Overrasket af storm
Lars Trier Madsen, København, som er en af deltagerne i den danske gruppe, fortæller:
– Vi blev overrasket og fanget i en snestorm, som ingen havde set komme. Det var meget tæt på fundet. Jeg vil tro, vi var nået op i 4100 meters højde.
Vores erfarne guide siger, at han ikke har set så voldsomt og hurtigt et vejrskifte før, fortæller Lars Trier Madsen.
– Da stormen blev allerværst, var jeg alene og kunne ikke se nogen som helst hverken længere oppe eller nede. Det var ubehageligt. Enten kunne jeg søge videre op og forhåbentlig finde de andre dér, eller jeg kunne gå længere ned. Jeg følte, jeg fik en indskydelse til ikke at fortsætte opad. Det var godt, for den øverste gruppe havde opgivet og taget en anden rute til et provianttelt for at søge læ. Det samme gjorde det nederste hold, som jeg heldigvis nåede frem til, fortæller Lars. Teltet, de søgte læ i for stormen, var faldet sammen, så de måtte stå og holde det oprejst.
Risiko for at omkomme af nedkøling
Hvis Lars havde valgt den forkerte sti opad, ville han ikke have fundet nogen, og kunne faktisk være omkommet af nedkøling, som sker meget hurtigt under sådanne forhold. Lederen af den kinesiske gruppe, Andrew, som har erfaring fra tidligere vandringer på bjerget, blev så nedkølet, at han var nær ved at besvime. De andre måtte arbejde hårdt på at gengive ham varme i kroppen, mens stormen hev og sled i det telt, de havde søgt læ i.
Skyndte sig nedad bjerget
Selv om ekspeditionen altså var ganske tæt på at nå frem til fundet, fik de af guiden besked på at opgive og skynde sig at komme ned ad bjerget, inden det blev mørkt. De efterlod deres bagage og nåede frem til overnatningsstedet i Noahs Ark Village i ca. 2.000 meters højde mandag aften.
Ville prøve igen
Mens kineserne var lykkelige for at komme levende ned fra bjerget, var danskerne og polakkerne dybt frustrerede. De havde derfor et langt møde tirsdag med den kurdiske guide. Her forsøgte de at overtale Ahmet Ertugrul til at tage dem med op på bjerget igen torsdag-lørdag, idet vejrudsigten lovede godt vejr de tre næste dage. Og der blev rent faktisk godt vejr de næste tre dage. Men kurderen stolede ikke på vejrudsigterne efter oplevelsen på bjerget, sagde han.
Den danske gruppe har siden 2020 forsøgt
at komme på en ekspedition til det sted,
hvor en kurdisk guide sammen med
en kinesisk gruppe fandt en større trækonstruktion i 2008.
Mange forhindringer
Den danske gruppe har siden 2020 forsøgt at komme på en ekspedition til det sted, hvor den kurdisk guide Ahmet Ertugrul sammen med en kinesisk gruppe fandt en større trækonstruktion under jorden i 2008. Der menes at være syv forskellige fundsteder, men ikke alle er tilgængelige. Formålet var at filme stedet og dokumentere det. En af de danske deltagere arbejder på et dokumentar-program, som DR og TV2 har vist interesse for. Men holdet har været mødt af mange forhindringer og udsættelser.
For meget og for lidt sne og smeltevand
I 2018 lykkedes det endelig for den danske gruppe at få en aftale med den kurdiske guide – som er den eneste, der kan vise folk op til stedet – om at komme der op i 2019. Men så kom coronaen. I august-september 2021 lykkedes det endeligt en del af teamet at komme helt op til fundstedet – men kun for at opdage, at den globale opvarmning havde fyldt fundstederne med smeltevand tidligere på året og derefter frosset stederne til is, så teamet ikke kunne komme ind i fundstederne.
I november 2022 var det igen planlagt at komme op til fundstederne. Men ekspeditionen blev forhindret af en militærvej, som tyrkerne var i gang med at anlægge. Og nye regler fastslog, at kun en videnskabelig ekspedition kunne få tilladelse. Danskerne allierede sig nu med georgiske, tyrkiske og amerikanske videnskabsfolk, hvorefter det var meningen, at teamet skulle prøve i maj måned.
Men usædvanlige mængder sne i april og maj gjorde det umuligt. Senere smeltede de enorme snemasser og efterlod bjerget som et ufremkommeligt pløre.
Derfor blev ekspeditionen igen udsat til september. Da to fra den danske gruppe imidlertid selv var på en træningstur op på toppen af bjerget i august med en anden guide, truede den kurdiske guide med aflyse turen, fordi han ikke følte sig tryg ved disse to. Det var svært for danskerne at forstå den særlige kurdiske kultur med fjender og venner, men det lykkedes dog at blive forsonet igen.
Nyt forsøg i oktober
Ekspeditionen blev nu af guiden fastsat til den 6.-12. oktober, hvor han havde fået en tilladelse af myndighederne. Alt så nu ud til at skulle lykkes. Og den 7. oktober begyndte opstigningen til camp 1 i godt 3.000 meters højde. Kineserne havde store problemer med at klare opstigningen i den tynde luft, og flere måtte opgive her. Men også de kinesere, der fortsatte, sakkede bagud. Derfor var holdet blevet delt op i en hurtig fortrop og en langsom bagtrop.
Lars Trier Madsen er som tømrer i god form. Men han havde ikke sovet mere end et par timer de to foregående nætter, hvor han havde ligget på et tyndt underlag ovenpå sten og grus. Han var derfor udmattet, da holdet begyndte opstigningen til 4.200 meter. Og da snestormen kom, havnede Lars midt i mellem de to grupper, uden kontakt til nogen af dem.
Men heldigvis nåede alle sikkert frem til Noahs Ark Village i ca. 2.000 meters højde. Her fik de endelig en god seng at sove i og en bedre kost end på bjerget.
Dagen efter nedstigningen sørgede kineserne for en festlig dag med sang og taler og uddeling af gaver til de andre deltagere, der blev lavet interviews og samtaler, og hotellet serverede den lokale specialitet, Noahs Budding.
Den danske gruppe vil nu prøve at komme op til stedet i maj-24, hvor man regner med, at vinterens frost har gjort rullestenene mere stabile, så det bliver lettere at færdes i det område, der støder op til fundet.
Arbejdet med at afsløre Noahs Ark kan støttes via Missionsfondens konto 9570 0006 139450 eller MobilePay. Husk at skrive: ’Projekt 6133 Bibelsk Arkæologi & Reseach’.
Comments are closed.