– Jeg har egentlig aldrig haft det bedre end nu, siger den 88-årige og helt blinde Jens Møller. Han har ellers siddet i både Folketinget og byrådet, været skoleleder, modstandmand og missionær i Indien!
Det var ham, der første gang bragte Kristeligt Folkeparti i Folketinget med et overraskende rekordvalg, som gav syv mandater imod alle odds. Han forhandlede med statsministrene Hartling og Anker Jørgensen og var ofte i tv.
– Men at blive gammel er slet ikke dårligt, mener han.
– Hvorfor ikke?
– Jeg har ikke så mange bekymringer mere. Jeg har god tid til at høre lydbøger og radio. Hver morgen hører jeg morgenandagt, og hver søndag følger jeg gudstjenesten i radioen. Og jeg synes faktsisk, at præsterne siger noget godt. Det er ikke Grosbøll det hele.
Jeg har tid til at bede for mennesker, og jeg føler Guds kærlighed, skønhed og varme så stærkt, som om han er lige her ved siden af, fortæller Jens Møller og peger på sofapladsen ved siden af i hjemmet på Vangen 6 i Kolding. Her har han og Gudrun boet i 38 år.
– Som ung tvivlede du på, at Gud var til. Hvorfor?
– Ja, mine egne forældre var meget negative over for kristendom. Min far drev akkumulatorvirksomheden Boris. Han havde oplevet en biskop, der svindlede. Derfor forkastede han religionen fuldstændig. Og mor var nærmest overtroisk, husker Jens Møller.
– Så det var ikke skrevet i stjernerne, at unge Jens Jørgen skulle blive SÅ troende.
– Nej, men jeg tænkte meget over de store filosofiske spørgsmål, og jeg fulgte et godt råd, som en fransk filosof gav: Læs lidt i Ny Testamente hver dag, sagde han. Og hvis du tvivler, så bed sådan: Gud, hvis du er til, så
. osv.
En stjerneklar aften, da jeg cyklede hjem til Odense fra Korsør, bad jeg: Gud, hvis du er til, kan du så ikke bare lade den stjerne dér blive et stjerneskud. Næppe havde jeg sagt det, før der kom et stjerneskud netop fra den stjerne. Jeg var forbløffet over det utrolige sammentræf. og jeg tænkte: Hvis Gud ville gøre det én gang til
– Åh nej…
– Jeg turde ikke friste Gud ved at bede om det. Men minsandten om der ikke kom et stjerneskud mere. Så måtte jeg af cyklen og på knæ for universets skaber.
– Mod slutningen af 2. verdenskrig var du med i en kommunistisk modstandsgruppe.
– Ja, jeg var ikke kommunist, men det var faktisk svært at få kontakt med modstandbevægelsen, fordi de frygtede at blive afsløret. Men på min fars fabrik var der en kommunist, som var med. Og ham kontaktede jeg. Vi ødelagde bl.a. tyskernes lastbiler ved at sprænge deres dæk.
Senere overvågede vi Gestapos hovedkvarter på KFUM fra et kontor overfor, så vi efter krigen kunne få fat i dem, der havde noget på samvittigheden.
– Har du dræbt nogen?
– Ja, det er jo ikke noget, jeg praler af. Men det skete aftnen før befrielsen. Sammen med nogle kammerater holdt jeg vagt halvanden hundrede meter fra Gestapos kvarter. Da kammeraterne forsøgte at standse en tysk Gestapomand og en kvinde, greb han pistolen og forsøgte at vride den fra min kammerat, mens han råbte til kvinden, at hun skulle skyde. Det var nær gået helt galt, og derfor skød jeg ham. Kvinden forsvandt.
– Fik du skyldfølelse?
– Ja, jeg har bedt Gud om tilgivelse mange gange siden
Selv om det var i selvforsvar. Men det var jo at tage et liv.
Efter krigen læste Jens Møller teologi og rejste sammen med Gudrun til Indien som missionær for DMS (nu Danmission). Det blev imidlertid et mislykket forsøg, og efter mange problemer det første år rejste de hjem igen.
Den missions-teologiske uddannelse kunne ikke bruges til at blive præst, fordi der var en klausul om, man først skulle arbejde 7 år som missionær.
– Det var en kostbar historie, og jeg følte mig som en unyttig tjener. Men i stedet blev jeg lærer i Nr. Nebel i to år og fik derefter tilbuddet om at redde den katolske skole i Horsens, hvor søstrene kun havde 24 elever tilbage. Jeg gjorde skolen til en kristen friskole for alle kristne, og i løbet af de næste ni år voksede elevtallet til ca. 125. Det var også dengang, jeg besluttede at blive katolik. Men jeg kom på kant med en af de ledende i menigheden, og i 1969 rejste vi til Kolding, hvor jeg blev lærer på den katolske skole.
I 1970 opstod Kristeligt Folkeparti, og Jens Møller blev næstformand. Det lykkedes ikke partiet at komme ind ved det første valg i -71. Tilmed var formanden, Jacob Christensen, ude af trit med partiets vælgere og flertallet i hovedbestyrelsen. Det endte med, at han forlod partiet i -73 sammen med den liberale fløj, og alle kommentatorer erklærede partiet for dødt
Men Jens Møller tog nu som næstformand roret og ledte samme år partiet til valgsejr.
– Det var et af de største tidspunkter i mit liv, da vi ikke blot kom ind i Folketinget, men endda fik syv mandater. Jeg var meget glad. Og ikke mindre glad ved næste valg, hvor vi gik frem til 9 mandater. Og vi havde faktisk meget stor indflydelse.
– Du har åbenbart en særlig evne til at skabe tillid hos mennesker…
– Sådan har det været hele livet. Det er noget, som Gud har givet mig, og som jeg ikke selv kan tage æren for, siger han, mens hans slår de blinde øjne ned.
På Christiansborg var han kendt for handlekraft og utålmodighed:
– Nogle gange var det jo nødvendigt at handle hurtigt. Hvis det først skulle behandles i partiets udvalg, så var tidspunktet forpasset, forklarer Møller, som godt vil indrømme, at han er utålmodig og keder sig frygteligt, når der ikke sker noget.
Da partiet gik tilbage til fem mandater, røg Jens Møller ud af Folketinget. Imod partiets anbefaling havde han nemlig skiftet kreds fra det sikre Viborg Amt til det usikre Vejle Amt.
– Jeg syntes ikke, jeg kunne passe min kreds deroppe ordentligt, når jeg boede i Kolding og arbejdede i folketinget i København. Men det glippede.
– Var du skuffet?
– Nej, jeg tænkte, at så måtte Gud vel have en anden plan.
Og så kom jeg i stedet i byrådet i Kolding og sad der i otte år. Og det kunne jeg faktisk meget bedre lide.
– I Folketinget bliver man sjældent rigtige venner med nogen. Jeg kendte da mange af politikerne og satte pris på dem. Men i forhandlingerne er der ofte en skjult dagsorden. Det kommer ikke an på sagen, men på partiet. Der er alt for meget taktik, og det havde jeg det ikke godt med. I byrådet var det helt anderledes.
Jeg kan huske, at jeg argumenterede imod en socialdemokratisk formand i teknisk udvalg. Da han havde lyttet til mine argumenter, sagde han: Ja, det kan jeg godt se, du har ret i. Den køber jeg.
Det ville aldrig være sket i Folketinget.
– Efter folketinget var jeg meget rundt og tale om behovet for åndelig fornyelse. Selv om jeg selv var katolik, talte jeg alle andre steder også i Indre Mission. Og det var dejligt, at alle kristne kunne være sammen, for vi har alle samme far og er alle brødre og søstre.
Jeg skrev også nogle bøger i de år, bl.a. om Smittende kristendom.
Jeg forsøger også selv at praktisere det, at vise troen og tale om troen, når jeg møder mennesker. Aldrig sådan at jeg fortsøger at pådutte noget, men når det ellers falder naturligt.
Gudrun og Jens Møller har tre voksne sønner: Michael og Jens Ole er henholdsvis lærer og kunstner. Og Flemming er – som nævnt på forsiden – i Folketinget, som sin far.
– Men selv nyder jeg nu virkelig livet med Gud – og med mennesker.
Vi snakker så meget om, at Gud elsker os og det er også sandt og godt. Men det er også godt at elske Gud.
At leve Gud nær er min lykke, siger salmisten, og det oplever jeg er så sandt.
Det er også godt at elske andre mennesker. Og har man nogen, man ikke kan elske, så kan man komme til det.
– Hvordan?
– Ved at gøre to ting: 1) ved at opføre sig, som om man kan li dem og 2) ved at bede regelmæssigt for dem.
Så vil man opleve, at man begynder at kunne li selv ens værste fjender, slutter den kendte stridsmand.