’Som en trædemølle siden maj måned…’

Henri Nissen fortæller her om nogle af de mange besværligheder, der er gået forud for udgivelsen den 29. oktober.De sidste 5-6 måneder har været som en endeløs trædemølle. Derfor ser jeg endnu mere frem til, at bogen om Noahs Ark endelig udkommer – forhåbentlig – den 29. oktober, end de læsere, der utålmodigt rykker for den!

Omslaget til den danske udgave af bogen, som Henri Nissen har arbejdet på siden maj. Til gengæld bliver det nok den første bog i verden om det nye kinesiske fund.

Det begyndte med en mail i maj måned, som fortalte om det fantastiske fund, som en kinesisk gruppe havde gjort sammen med en kurdisk guide på Mt. Ararat.
Som nogle vil vide, udgav jeg i 2005 en bog, som argumenterede kraftigt for, at arken IKKE kunne ligge på dét bjerg. Derfor havde jeg lidt besvær med at synke spyttet i de første timer.
Mange af mine meningsfæller har pure afvist det nye fund, men jeg vidste straks, da jeg havde læst fakta, at jeg havde taget fejl. Hvad kineserne havde fundet, var en kæmpe sensation. Netop fordi jeg har sat mig så grundigt ind i hele arkjagten, vidste jeg, at dette formentlig var verdenshistoriens største fund.
Min første tanke var, at den planlagte genudgivelse af min udsolgte bog ikke kunne blive til noget. Den næste tanke var, at jeg måtte skrive en ny bog. Den skulle bestå af de ca. 2/3 historisk og videnskabeligt stof, som stadig holdt, mens det nye fund skulle fylde 1/3.
Direktør Jørgen Vium Olesen fra forlaget Scandinavia var som altid med på nye idéer. Vi skrev kontrakt – og så begyndte vanskelighederne…

Jeg havde aftalt med kineserne at mødes med dem i Holland. Men netop, da de holdt deres pressemøde, døde min far! Det lykkedes dog at få arrangeret en tur – bogstaveligt talt mellem dødsfaldet og begravelsen. Jeg interviewede kineserne på video og lavede aftaler med dem om at komme med til deres samling ved Mt. Ararat i Tyrkiet i juni.
Men uge for uge blev det udsat på grund af terror m.m.
Jeg havde forestillet mig, at jeg kunne revidere bogen i løbet af maj-juni, hvor jeg ville tage fri. Men den medarbejder, som skulle afløse mig, blev ved med at trække det ud, så jeg fik aldrig fri! Arbejdet med avisen slugte al min tid. Vi kørte på pumperne, som så ofte før, og der var ingen tid til at skrive bog, før det blev sommerferie.
I stedet brugte jeg nu hele min sommerferie på at skrive. Heldigvis har jeg en skøn kone, som havde lyst til at male dagen lang, mens jeg skrev. Så vi mødtes kun hver aften.

Da rejsen til Tyrkiet igen og igen blev udsat, kunne min første kameramand ikke tage med. Men endelig lå datoen fast, og min multimedie-søn tog med som nybagt kameramand. Herligt. Men efter at billetterne med møje var bestilt, fik jeg besked fra min kinesiske kontakt Clara Wei, at en bombe var sprængt i byen, hvor vi skulle arbejde, så hele arrangementet var aflyst af myndighederne!
Billetterne kunne ikke afbestilles, så jeg besluttede at tage afsted for bl.a. at møde den kurdiske guide, som havde fundet arken. Møjsommeligt lykkedes det at lokke hans mobil-nummer fra Clara, som ellers ikke udleverer noget som helst.
Flyet var – selvfølgelig – forsinket, så vi mistede bagagen, og havnede et forkert sted midt om natten. Jeg mistede også min computer. Men det løste sig altsammen mirakuløst.
Jeg var begyndt at bede desperat, for det var, som om alverdens forhindringer var imod, at jeg skrev den bog.
Men vi kom helt frem til den iranske grænse. Vi fandt også kurderens storebror, men selv var han taget til Istanbul…

Nå, vi gik i gang med at lave optagelser, men så fik jeg en voldsom diarré. Min stålmave er ellers vant til Afrika, men åbenbart ikke de lokale kebab’ers tvivlsomme indhold.
De næste dage måtte jeg holde mig inden for højst 5 meters afstand af toilettet. Fra hotelvinduet kunne jeg skimte toppen af Mt. Ararat – og vi frygtede, at der ville være overskyet, når vi skulle i gang med optagelserne.
Da jeg var nogenlunde tørlagt, vovede vi os derfor ud til bjerget i en alt for dyr taxi og lavede den første optagelse.
Jeg lignede en bleg hængt kat, som jeg stod der i rabatten og forsøgte at snakke sammenhængende ind i kameraet med en dundrende hovedpine og uden at have fået ordentlig mad i et par dage. Krattet jeg stod i, stak mig hele tiden gennem sandalerne, men det skulle gå hurtigt, for det vrimlede med militær på jagt efter terrorister, og vi var ikke sikre på, at de ville bryde sig om, at vi stod og optog video. Det gjorde terroristerne måske heller ikke. De har flere gange overfaldet og bortført ark-tosser, som os, for at få opmærksomhed.

Men det gik, og vi tog til Istanbul for at møde vores kurdiske helt. Han blev imidlertid ved med at udsætte interviewet, og til sidst fik jeg en sms, hvor han beklagede, at han var på vej til Antalya. Han havde formentlig fået mundkurv på af et konkurrerende forlag, som også ville komme først med bogen.
Det var en stor skuffelse.

Hjemme igen begyndte avis-arbejdet i august. Vi manglede fortsat en mand. Jeg fik udsættelse til 15. august, så til 1. september, 15. september og til sidst 1. oktober!
Læseren kan næppe forestille sig, hvilket mareridt det er for en redaktør, der ellers altid holder sine deadlines og truer med at myrde andre, der ikke gør! Men selv om jeg arbejdede til langt ud på aftenen, kunne jeg ikke få avisen færdig, så jeg kunne komme videre med bogen. Og jeg skulle jo ikke blot skrive bogen, men også få den oversat sideløbende til engelsk og desuden sørge for opsætning i et layout på 2 x 320 sider med noter, illustrationer og billedtekster på stort set hver eneste side.
Og så var der jo avisen og alle de andre personlige aftaler, som man ikke bare kan aflyse. Jeg er fx storkredsformand og folketingskandidat, og konen ville have lavet nyt badeværelse, og bilen skulle skiftes…

Da bogen ENDELIG var færdig, begyndte problemerne med trykkeriet i Polen. Trykmaterialet måtte laves om.
Mens jeg skriver dette, har jeg fået en korrektur af omslaget herover, hvor de har klippet siderne af, så halvdelen af teksten er væk. Og klokken, den er nu 23.05…
Men de har lovet på det ellers udmærkede polske trykkeri, at de trykker bøgerne i løbet af få dage, sender dem til bogbinderen og får dem sendt til Danmark med en lastbil, så vi har bøgerne den 29. oktober.
Ganske vist forhindrede et trafikuheld dem sidste gang i at nå frem…
Men mon ikke det går.
Her er ikke plads til at nævne de mange andre besværligheder, som vi har oplevet.
Det må være en meget vigtig bog, siden helvede åbenbart er brudt løs imod den…
Sådan føles det i hvert fald.