”Vi tror fast, at når nogen bliver renset ved blodet, frelst gennem blodet, og salvet ved Helligånden, bor Helligånden i ham,” skrev den store vækkelsesforkynder D.L. Moody. Men så tilføjede han:
”Dog vil jeg gerne gøre opmærksom på, at Gud har temmelig mange børn, der kun lige netop har det nye liv, men endnu ikke har modtaget kraft til tjenesten.
Jeg tror, man kan sige med sikkerhed og uden at overdrive, at nitten ud af tyve bekendende kristne ingen nytte gør, når det drejer sig om at bygge Guds rige på jorden.
Tværtimod står de Ham i vejen, fordi de kun lige har fået det nye liv og har slået sig til ro med det, uden at søge efter den guddommelige kraft.”
Det, der forandrer verden
D.L. Moody (1837-99) kom selv fra et ikke-religiøst hjem. Men som 18-årig fik han en levende tro i Bostons KFUM, som dengang var en vækkelsesbevægelse. Det lå ham meget på hjerte at hjælpe de fattige – bl.a. skandinaviske immigranter i Chicago med socialt arbejde og det kristne budskab.
Men efter Chicagos store brand i 1871 mistede han både hjem, kirke og KFUM. Da han en dag gik henad Wall Street i New York for at samle penge til genopbygningen, blev han pludselig ramt så stærkt af Helligånden, at han udbrød: ”Hold igen, Herre, det er nok!”
Det var herefter, han vendte hjem med en vision om, at det var forkyndelsen af evangeliet – og ikke kun socialt arbejde – der virkelig kunne forandre verden.
Han besluttede at bruge al sin energi på at evangelisere verden i sin generation. Og han kom også til at tale til mere end 100 mio. mennesker i sit liv! Og det var før tv og radio.
På én dag deltog 130.000 kristne i et evangelisations-fremstød. Han brugte enhver lejlighed til at vidne og forkynde. En måned før sin død, prædikede han stadig seks gange dagligt! Og alligevel fandt han tid til og nød at være sammen med sin egen familie på gården i Massachusetts.
Ordinære bliver ekstra-ordinære
Måske tænker du, at Moody må have været en helt ekstra-ordinær mand. Ja, men Moody indså selv, at hvis verden skulle nås med det gode kristne budskab, og frelses, så skulle det ske ”ved ikke-ekstraordinære mennesker”, eftersom de fleste i verden er almindelige mennesker.
Moder Teresa var en lille albansk kvinde, der bare ville være nonne og tjene Gud; Luther var en jævn tysk munk; Finney var landsby-sagfører; Bonnke var frikirkepræst i Flensborg, osv.
Men fælles for dem var, at de længtes efter mere fra Gud og de var villige til at tage skridt i tro, og at blive brugt.
Og Helligånden kom over dem og gjorde forskellen.
Hvordan undgår vi at blive som de 19 uduelige?
Der er egentlig to måder:
1. Vi kan søge Gud i bøn og lade ham lede os til at tage det første skridt i tro. Og så ellers gøre, hvad han leder til.
2. Men nogle af os har måske svært ved at opfatte Guds stemme. Så i stedet for at vente hele livet ”tålmodigt” på den store åbenbaring, skal vi bare gå i gang med det, der ligger lige for. Måske hjælpe til i børneklubben. Måske bakke op om bøn på gaden. Måske starte Alpha. Vær opfindsom.
Gennem at prøve os frem vil vi helt sikkert opleve, at vi mangler åndelig kraft eller vejledning. Vi finder ud af, hvad der ikke dur. Vi opdager vores egen magtesløshed. Vi bliver testet gennem modstand – nogle gange endda fra andre kristne.
Men ved at prøve, bliver vi ledt frem. Og jo mere vi tør i tro, des større bliver eventyret.
Som William Carey sagde: Forsøg store ting for Gud; forvent store ting fra Gud. (Eller modsat.)
Det gælder bare om at komme i gang – før man dør. Det største problem er ikke, at vi falder. Men at vi falder i søvn.
Comments are closed.