2.235 blev kristne og mange helbredt ved Falks kampagne

Ikke færre end 2.235 mennesker blev kristne, da det danske missionærpar Hannah og Egon Falk og deres New Life-team gennemførte en kampagne i Nguruka i det vestlige Tanzania.
Forkyndelsen af det kristne budskab og mange mirakler ovebeviste tilhørerne.
Hannah Falk fortæller, at New Life Outreach’s team måtte tilbringe fem dage på dårlige veje for at nå frem til den lille landsby Nguruka i det vestlige Tanzania ikke langt fra Tanganyika-søen.
Selvom alle teammedlemmerne var meget trætte, gik de i gang med at bygge platform og sætte lydanlægget op, så at møderne kunne begynde den 25. maj.
– Forventningen, begejstringen og glæden hos de tusinder af mennesker der modtog os udenfor Nguruka var en præsident værdig, det kan ikke beskrives, men må opleves, fortæller Hannah Falk.
– Evangeliet og Jesus bliver ikke hyldet så meget i det offentlige i den vestlige verden som her i Afrika – alle deltager, både store og små, fattige og rige, kristne og ikke kristne samt højtstående myndighedspersoner.
Folk kom fra nær og fjern, og mødepladsen blev hurtigt tætpakket af mennesker med mange problemer og behov – ja børnene klatrede op i de store træer for bedre at kunne følge med i det, der skete.

Dæmoner kastet ud

– Det tog ikke lang tid, før mange dæmoner reagerede, syge og plagede mennesker faldt til jorden med voldsomme manifestationer. Ser man det, forstår man hvor ond Djævelen virkelig er. Jesus sagde, vi skulle drive disse dæmoner ud i hans navn, og det gør vi med stor succes, fortæller Hannah.
– Forvandlingen i disse mennesker er så mærkbar og synlig som nat og dag. Det gjorde stort indtryk både på os og befolkningen, da fx troldmandens datter blev udfriet fra dæmoner og med løftede hænder begyndte at prise Jesus.
Hun fortalte om sin far, der under selve mødet udøvede sine trolddomskunster uden for landsbyen.

Krumbøjet helbredt

– Man kunne ikke undgå at lægge mærke til den gamle muslimske mand, der hver dag kom frem til forbøn, han var krumbøjet som et L og kunne ikke gå uden sin stok. Han fulgte meget koncentreret med i forkyndelsen – han nærmest slugte hvert eneste ord. Under forbønnen rettede han sig pludseligt op og smed stokken fra sig, og dagen efter kom han op på platformen for at fortælle om sit mirakel. Pludselig springer en kvinde op på platformen, og hun kan ikke holde sin glæde og begejstring tilbage, denne gamle mand er hendes far.

Ar efter kugler

En mand havde ar efter en kugle, som røvere havde skudt igennem albuen og ud på undersiden af armen.
– Lægerne kunne ikke hjælpe, og albuen var derfor helt stiv, og manden kunne ikke rette armen ud; men det kunne han nu, og det demonstrerede han igen og igen – det var næsten, som om det var vanskeligt for ham selv at forstå, at Jesus havde helbredt hans ødelagte arm.
En lille piges mor fortalte med tårer, hvad der netop var hændt hendes dejlige datter, der noget betuttet holdt godt fast i mors skørter. Denne pige på 4-5 år var født med den højre arm og hånd helt forkrøbet og tvistet.
Sådanne tilfælde vil man med lægehjælp kunne rette og forbedre i den vestlige verden; men ikke i Nguruka. Jesus kan og vil, og det var det, der skete, mens vi bad for de syge, armen og hånden rettede sig helt ud, og der findes ingen svaghed eller mén.

Billedet til venstre: En blind kvinde demonstrer, at hun er blevet helbredt af Jesus og har fået sit syn tilbage.
De to andre billeder: En gammel forkrøblet mand kunne ikke rette sig op… men på billedet til højre er han blevet fuldstændig helbredt og danser af glæde sammen med sine nærmeste.
Døve og blinde

– Døve fik deres hørelse tilbage, blinde deres syn, og rigtigt mange gamle kvinder og mænd blev helbredt. En af disse meget gamle damer var så lykkelig for sin helbredelse, at hun omfavnede Egon og tog en dans for fuld kraft i taknemlighed og glæde.

2.235 nye kristne

– Så mange helbredelser fandt sted, og manges liv er totalt forvandlede, men det største er de tusinder, der tog imod Jesus og blev født på ny, ja nye skabninger i Kristus, hvor det gamle liv er afsluttet og det nye begyndt, siger Hannah.
2.235 nye kristne blev registreret til opfølgning i Nguruka.

Parlamentsmedlem

På afslutningsdagen fik man besøg af parlamentsmedlem Mr. David, der er 29 år og det næstyngste medlem. I sin tale til folket lagde han stærk vægt på vigtigheden af at bygge sit liv på Gud. Han bad de kristne om at bede for ham, og teamet bad for ham på platformen.
De danske missionærer Hannah og Egon Falk fortæller, at de modtager flere henvendelser med bøn om hjælp til at forkynde evangeliet end nogensinde – både i og uden for Tanzania.
– Vores største udfordring er ikke manpower, men den økonomiske støtte. Vi bor og lever i den fattigste del af verden. Vi går til de fjerneste egne af landet, der hvor ingen andre kommer. Nguruka ligger der, hvor vejen slutter, og sådanne steder har mennesker brug for vor hjælp, siger Hannah og nævner Jesus’ ord om bryllupsfesten, som de indbudte ikke ville komme til. I stedet blev tjenerne sendt ud til andre:
”Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet” (Matthæus kap. 22, 9).
– Dette er vor opgave, som vi vil fortsætte med, indtil vi ikke kan mere, og vi vil venligst bede hvem som helst om at stå sammen med os i dette, slutter Hannah Falk med at appellere til danske kristne.
Arbejdet fungerer ved hjælp af frivillige gaver, som man kan læse mere om på hjemmesiden www.nlo.dk.

Leave A Reply

Your email address will not be published.