Jesus gjorde ofte mennesker raske ved at uddrive dæmoner. Her ligger en hemmelighed begravet.
Mange folkekirke-præster ved sikkert ikke, hvad de skal stille op med søndagens dynamit-tekst (se den her). Den handler nemlig om uddrivelse af dæmoner.
I diverse prædikensamlinger forsøger pæne teologer at tolke denne tekst i overført betydning, fx psykologisk og poetisk. Og der er ingen ende på opfindsomheden, når man skal komme udenom dét, som denne tekst i virkeligheden handler om.
De indre dæmoner
Mens kirkeligheden således har svært ved at tale om det dæmoniske, overhales kirken indenom. Det er blevet almindeligt i vor tid at tale om de ”indre dæmoner”, som ”vi allesammen har”.
Som regel lægger man dog noget mere diffust i dette udtryk, end Jesus gjorde. Man bruger udtrykket om uforløst vrede, skyld, angst, sorg osv., som får mennesker til at overreagere ulogisk.
Men måske kan disse traumer, som vi normalt opfatter som ”almindelige” psykologiske problemer, også have en åndelig forklaring. Et eksempel fra vor tid:
Mark blev plaget
Mark var en ung intelligent ingeniør-studerende. Som mange andre eksperimentede ham lidt med hash og LSD, – og lukkede dermed op for en overnaturlig verden, som han ikke var beskyttet imod, fordi han havde forladt sin tro.
På gaden i en europæisk storby så han bogstaveligt talt og helt synligt en mærkelig lille mand, som fik ham til at følge efter sig, og som i de næste mange år fik Mark til at gøre mærkelige ting.
Mark fik pludselig tvangstanker om, at han skulle springe ud fra bygninger for at opnå en højere åndelighed. Udover at skade sig selv med brækkede kropsdele kunne han heller ikke koncentrere sig om at studere eller arbejde. Og hans personlige liv blev et mareridt. Han blev flere gange indlagt på psykiatriske hospitaler. Lægerne forsøgte deres bedste med medicin, der beroligede ham, og med psykologiske samtaler, der dog aldrig fik fat i ondets rod.
Mark kunne heller ikke fortælle andre om det dæmoniske, han oplevede. For de ville blot tro, at det var hallucinationer.
Da han på et tidspunkt opgav at springe ud fra et højt hus, så han igen synligt den lille mand komme rasende imod ham. Han blev så skræmt, at han dagen efter følte sig presset til at springe ud fra bygningen.
Heldigvis var der en ældre troende dame, som begyndte at bede for ham. Og senere kom en præst og andre kristne ham til hjælp. Stille og roligt hjalp de ham fri af den magt, som den grimme dæmon havde haft over ham. Hans egen tro voksede, og efterhånden kunne han slippe tvangstankerne. Mark blev rask, og lykkelig igen.
Et tabu i dag?
Men der gik ca. 30 år, inden Mark kunne fortælle andre om, hvordan det er at være plaget af en psykisk sygdom, som ikke blot kan behandles med piller og samtaler – fordi den har en dæmonisk årsag.
For i den vestlige verden har vi indsnævret virkeligheden til kun at omfatte den materialistiske, synlige virkelighed.
Derfor har Mark taget en svær beslutning og nedskrevet sin historie i en bog, som Udfordringen snart udgiver. Han har skrevet bogen for at gøre det nemmere for andre at fortælle, hvordan de bliver plaget af noget dæmonisk – så de også kan få hjælp.
Og både en anerkendt psykiater og en dygtig psykolog har anbefalet bogen, fordi den tager fat på et vigtigt problem.
Jesus – dengang og i dag
Tilbage til søndagens tekst.
Efter at Jesus har drevet en dæmon ud, kan en stum mand tale igen. Naturligvis var folk forbløffede, men jeg har set det samme ske – også med stumme – i Afrika.
Da Jesus forlod jorden, befalede han nemlig sine efterfølgere at bruge den samme autoritet overfor dæmoner og sygdomme. Det står i Markus evangeliet kap. 16, at ”disse tegn skal følge dem, der tror.”
I Ny Testamente viser Jesus os, at virkeligheden er langt større end det materialistiske verdensbillede. Der findes en åndelig virkelighed udenom den virkelighed, vi kan se.
I det bibelske verdensbillede er det hele med. Både engle og dæmoner. Her foregår der en kamp om menneskets sjæl mellem det gode og det onde. Den faldne engel Satan og hans oprørske engle – og dæmoner – har forført mennesker med løgn og ondskab i flere tusinde år.
Derfor konkluderer apostlen Johannes også, at “hele verden ligger under for den onde.” (1.Johs.5,19)
Men Jesus kommer så for at sætte os fri af denne onde magt. Og fordi Jesus var fuldkommen i Guds øjne, betød hans død, at det onde nu grundlæggende har mistet sin magt – selv om verden stadig ligger under for det onde.
De, der tror på Jesus, kan gå op imod det onde og bryde det ondes magt.
Vi kan ligesom en politibetjent fast og bestemt befale, hvad der skal ske. En politibetjent er måske kun en lille kvinde. Men hun har autoritet på grund af sit embede.
På samme måde har dem, der tror på Jesus, autoritet til at befale over dæmoner og helbrede de syge i Jesu navn.
(Der er mange flere nuancer, som vi ikke kan komme ind på her. Det er fx en god idé at være flere kristne om opgaven. At vise omtanke, hensynsfuldhed og respekt. At have et netværk. At kende sin bibel. At leve ærligt og ikke med skjult synd. At være nær ved Gud, og kunne bedømme ånder, osv.)
Ikke besatte, men under indflydelse
I Ny Testamente ser vi, at Jesus nogle gange befrier besatte mennesker, som fuldstændig har mistet kontrollen over sig selv, og kaster sig i ild, osv.
Men i de fleste tilfælde er der ikke tale om den slags besættelser. Et menneske kan være under indflydelse af noget dæmonisk, uden at være ”besat” (uden selvkontrol).
Religiøse menesker elsker at diskutere, om en kristen kan være ”besat” eller ej. Men glem ordet besat og tænk i stedet på, at vi kan være under dæmonisk indflydelse.
Det er nødvendigt, at vi erkender vort behov for befrielse og slipper enhver ugudelig binding, der måtte være, hvis vi skal få has på den slags problemer.
Og hvad vi end måtte være befængt med, så er det ikke værd at holde fast ved. Jesus kan og vil gøre os virkeligt fri.
Religiøse indvendinger
Dengang havde Jesus problemer med åndeligt uvidende folk, der påstod, at han uddrev det onde – ved hjælp af Satan.
Også i dag kan man opleve religiøse mennesker, der påstår den slags.
Men Jesus argumenterer her ganske logisk, at Satan jo ikke er i krig med sine egne dæmoner. Nej selvfølgelig.
Det gælder om at forstå det bibelske verdensbillede, istedet for at lade sig drive rundt af frygt og forkerte forestillinger.
Fyld det tomme liv med Jesus
Til sidst advarer Jesus imod at lade ”huset” – dvs. kroppen og sindet – stå tomt, når det onde er drevet ud. For så bliver man snart igen fyldt med noget skidt.
Det er en vigtig pointe.
Mange bliver helbredt på møder eller på gaden i disse år. Men det bliver ikke altid fulgt op. Nogle vil fx ikke komme i en kirke eller et kristent fællesskab. De er tilfredse med bare at slippe af med sygdommen, hvorefter de fortsætter deres tomme liv. Og så går det galt igen.
Når vi er blevet frelst, helbredt eller befriet fra det onde, så gælder det om at fylde os med Jesus og hans ord og hellige ånd.
Det er den bedste beskyttelse imod, at det onde vender tilbage.
Comments are closed.