En stor rund bedehytte spiller en vigtig rolle for Anja og de 300 elever fra hele verden på dr. Heidi Bakers ’Harwest School’ i Mozambique. Her anser man bøn, lovsang og en dyb relation til Gud for vigtigere end teologisk undervisning. Og afprøver apostlenes gerninger i praksis.
Til jul kommer Anja Munk hjem fra tre livsforvandlende måneder i Mozambique.
Her er hun for tiden den eneste dansker på en meget speciel bibelskole, oprettet af den verdenskendte missionær Heidi Baker.
Heidi er en moderne Moder Teresa, som tager sig af 3.000 forældreløse og forsømte børn. Heidi og hendes mand har været årsagen til, at en vækkelse er brudt ud i det bogerkrigshærgede land, så 10.000 nye kirker er opstået! Mirakler og tegn og undere sker hele tiden. Over 100 døde er blevet opvakt… Det er som i apostlenes første tid.
Desuden driver Heidi Baker en bibelskole ’Harwest School’, hvor 300 elever fra hele verden er kommet for at få del i den utrolige salvelse. To universiteter er på tegnebrættet i USA og Afrika, og et stort landområde er købt.
Vi vender tilbage til Heidi Baker i artikler i det nye år. Men her vil vi først fortælle om danske Anja.
Overvældet
– Jeg mødte Heidi for første gang for 4 år siden i Norge på en kvindekonference.
Da jeg mødte hende, blev jeg så overvældet af den kærlighed, hun havde til Jesus.
Jeg har aldrig mødt nogen, der strålede af kærlighed som hende. – Jeg blev så berørt af det, at jeg bare måtte ned, hvor hun er – og bare lære og selv få det ind i mit liv, fortæller Anja Munk fra København.
Anja er fysioterapeut. Hun har arbejdet med handicappede børn i børnehaver, men har nu orlov.
Anja er datter af Udfordringens tidligere redaktør (fra 1996-99) Leif Munk, og hun har altid været meget engageret og udadvendt i sin tro.
Som barn var hun fx med i dansegruppen Kings Kids.
– Jeg har altid været én, der har arbejdet meget i kirken, jeg har tjent, tjent og tjent.
Jeg kom til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg følte, at jeg kun relaterede til Gud ved at gøre og gøre. Jeg længtes efter – som Maria ved Jesu fødder – bare at være. Men hvordan er man, når man bare er…?
Det var ikke sådan, at Gud forsvandt, jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle relatere til ham, når jeg ikke gjorde et eller andet for ham og med ham.
Mislykket ægteskab
– Jeg endte i en ”ørken” – en frustrationstid, hvor jeg mødte min forhenværende mand.
Vores ægteskab var desværre overhovedet ikke godt. For at gøre en lang historie kort: Vi var gift i 3½ år, før vi blev skilt i 2010.
Der var en lang periode med mørke, så mørkt at jeg havde selvmordstanker, hvilket jeg aldrig har haft før.
Men så var det, at jeg så en skole i USA som et lys for enden af tunnelen.
Min mand købte mig ud af mit hus, der var noget friværdi – og sådan fik jeg råd til det.
Anja var to gange à ni måneder med i en kirke og bibelskole, som Graham Cook var tilknyttet i Wackerville nord for San Fransico.
Kærlighedsrejse
– Jeg oplevede det, som om Gud sendte mig ud på sådan en love quest – en kærlighedsrejse.
Gud mødte mig i lovsangen. Vi havde 1½ times lovsang 4 dage om ugen. Så der var virkelig tid til at komme ind foran Guds trone og lade mig fylde af ham og hans kærlighed. Det bragte mig tilbage til håbet og til lyset, til livet og til ham.
Ikke fordi jeg var væk fra ham, men jeg følte ikke den nære relation, som jeg før havde haft.
Drøm gik i opfyldelse
– Da jeg derfor kom hjem til Danmark, regnede jeg ikke med at skulle afsted igen. Men pludselig lagde det sig til rette med mit arbejde, så jeg kunne rejse til Mozambique, som jeg havde følt ved kvindekonferencen i Norge.
– Og nu er du her i Mozambique. Hvordan er det?
– Ja, og jeg synes, det har været rigtigt godt at være her. Jeg kan rigtig godt lide atmosfæren og den frihed, der er. Der er ikke bare en overfladisk interesse, men også en dybere interesse, når du snakker med folk. Jeg kan rigtig godt lige lovsangen, som er blevet mit kærlighedssprog mellem Gud og mig.
I USA begyndte jeg at danse igen under lovsangen, hvilket jeg ikke havde gjort i mange år. Jeg har nok aldrig rigtig danset til lovsang i Danmark. Det gør man jo ikke. Men det med at tilbede Gud med min krop, det med at synge og spille, musikken, det sidder i min krop; lovsangen får mig til at bevæge mig.
– Bo-forholdene er ikke så luksuriøse her, som i USA. I bor i nogle meget enkle jordklinede huse…?
– Ja, jeg bor i et dorm med 5 rum med 6 til 8 beboere i hvert rum. Vi deler 3 toiletter og brusere. Og et lille køkken.
– Skal I selv lave maden?
– Nej, vi henter brød og te om morgenen og ris og bønner til middag og til aften.
Hvis du selv vil have noget müsli til morgen i stedet for brød, kan du bruge det lille køkken. Hver uge får vi 4 æg og noget peanutbutter.
Personlig undervisning
– Der er undervisning om formiddagen og praktik om eftermiddagen?
– Ja, der er undervisning fra mandag til torsdag fra 8-13. Meget består også i, at vi deler vidnesbyrd, lovsang og beder for hinanden.
I går lavede vi fx en ”Fire tunnel” (hvor man på skift går igennem en række af løftede, velsignende hænder, red.)
I denne uge har vi haft om Gud Faderhjerte. Det er rigtig godt. Der bliver bedt for hinanden, brudt gamle bånd og helet gamle sår. Og man bliver ligesom genoprettet i faderforholdet, altså til Gud som far. Det er inspireret fra Toronto fornyelsen.
– Bliver det ikke en nedtur at komme hjem?
– Måske, men selvom jeg er rejst herned som en del af den kærlighedsrejse, som Gud har sat mig på, så føler jeg samtidig, at jeg er her for min nation Danmark.
Da jeg var i USA, lagde Gud Danmark på mit hjerte.
Der er mange, der taler om Europa som et åndeligt mørkt sted, og der er også meget mørke i Europa og Danmark, men jeg vender det om og siger: Hvis der virkelig er så meget mørke, så tror jeg på, at Gud som er lys ikke kan holde sig væk.
Der har været mørke så længe, at det må være vores besøgstid nu. Ligesom Gud ikke kan holde sin kærlighed tilbage, så tror jeg heller ikke, at han kan holde sit lys tilbage.
Han må bare trænge mørket tilbage sammen med os.
Da Heidi var i Roskilde i 2012, sagde hun: ”Kom ned til Mozambique og få de lokale præster til at lægge hænderne på jer, så de kan videregive det, som de bærer. Så I kan tage det med hjem til jeres nation.”
Det er det, jeg gerne vil.
Det er ikke, fordi jeg tror, at de har alt guldet her, men de har i hvert fald noget af den kærlighed, der gror koldere og koldere i vores egen nation.