Jævnligt oplever vi urimelige angreb på kristent arbejde, som f.eks. Bertel Haarders mistænkeliggørelse af muslimer, som vælger at blive kristne, eller visse politikeres angreb på kristne ungdomsorganisationer, som modtager tipsstøtte.
Ofte viser det sig, at der intet hold er i disse anklager, men de skader naturligvis. Og man får ofte det indtryk, at nogle bevidst ønsker at skade det, der er kristent.
Hvad stiller vi op med den slags?
1) Vi må blive hurtigere og bedre til at protestere – og gerne samlet alle kristne organisationer, hver gang en del eller enkeltpersoner angribes urimeligt. Alle ærlige kristne må stå sammen – uanset hvad der ellers skiller os. Vi har ikke råd til at strides internt – nej, bak hinanden op!
2) Vi må i gang med at bede for den kristne kirke. Bede for hinanden. Bede for alt kristent arbejde. Gå i forbøn for personer, som står i gabet og er særligt udsatte.
I missionsarbejdet har jeg lagt mærke til, at meget arbejde bliver standset eller udsat – nogen gange på grund af ydre fjender, men oftest på grund af besværligheder.
Folk bliver syge, uenige, overbebyrdede, dovne, fristet til synd, eller der opstår forviklinger af praktisk eller teknisk art. Og hvis de ikke selv kan rammes, bliver deres medarbejdere eller familier ofte ramt.
Var det ikke sådan før?
Jo, men dengang var man meget mere bevidste om betydningen af bøn. Ikke blot som et fromt krydderi oven på alt det, vi selv kan – nej, som den vigtigste vej frem.
Man skal have oplevet det for helt at forstå, hvor afgørende bøn er for, at tingene lykkes.
Hvis du kan bede, så skriv en liste over emner, du bliver mindet om. Det kan være en person – en politiker, en kristen leder, – en organisation eller – medierne?
Vi har i hvert fald brug for, at nogen beder for denne avis. Og medarbejderne i TV og på BT kunne sikkert også trænge til lidt forbøn. Noget tyder på det.
For når vi sammen beder i Jesu navn, så nedbryder vi den åndelige modstand.