Hvert år, når Evangelisk Alliance holder bedemøder den første uge i januar, tænker jeg, at næste år må vi gøre det anderledes.Når nu vi véd, at bøn er så afgørende, hvorfor lader vi så gang på gang bedeugen blive en tungsindig oplevelse, i stedet for en inspiration en ny start på året? Gennem fælles bøn kan vi få et åndeligt fællesskab med hinanden. Det er tid at bryde traditionerne, så unge også involveres.
Oplægget er ofte systematisk men uinspirerende. Det går på omgang hos de forskellige lande at udforme teksten, men det var nok bedre at lade mennesker, der lever i bøn, formulere den.
Indlederne – holder ofte en hel prædiken. Nogle beder også alle de foreslåede bønner selv. Der bliver for lidt tid til det, det hele burde handle om: Bøn.
Sangene der er en tendens til at vælge tunge og ukendte salmer. Nogle steder synger man tilmed et vers af en endeløs salme mellem hver bøn. Så er man da helt sikker på, at ingen når at finde ind i bønnens stilhed og dybde, før man igen skal have fat i sangbogen og brillerne på.
Fællesbøn – hvem tør bede i en større forsamling? Og hvordan undgår man, at det bliver små foredrag, man holder for de øvrige fremfor at bede til Gud? Hvis bønnen foregik i små grupper på 3-4 ville langt flere få mulighed for at bede og flere turde deltage i bønnen.
Måske forstår vi ikke og får ikke forklaret i indledningerne, hvad der sker, når vi beder. Vi mødes jo ikke for at bede højt for hinanden, men vi forsøger at komme i kontakt med Gud selv! Alle vore aktiviteter er meningsløse, hvis vi ikke har kontakt til Gud. Vi har brug for at blive hørt.
Jesus lovede: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. (Matt. 18,19) Hvorfor ber vi så ikke mere konkret? Hvordan skal Gud opfylde vore diffuse bønner om fred og velsignelse og hele verdens frelse?
Når vi beder, så skal vi forestille os, at Gud står foran os og spørger: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?