Selv om journalist Henriette Bjarne Hansen oplevede en dramatisk omvendelse i 2002,
fik hun ikke rystet dæmonerne af sig, før hun lærte, hvordan man selv kan sætte sig fri ved at bruge kraften i Jesus-navnet og Guds ord.En dag, da journalist Henriette Bjarne Hansen sad i et sommerhus på Skagen, hørte hun en kristen prædikant i tv. Ordene ramte lige i hjertet, og Henriette besluttede på stedet, at hun ville have fat i en præst.
Dengang lå alt, hvad der havde med kirke og kristendom at gøre, meget fjernt fra hende. Så hun slog bare op i telefonbogen og stødte på Elin Haslund Thomsen, som var præst i en frikirke i Frederikshavn.
– Elin hjalp mig til tro. Hun var en fantastisk præst, som nu desværre er død, fortæller Henriette, som herefter tog på bibelskole og fik styr på mange ting i sit liv.
Senere begyndte hun at skrive for Udfordringen. Hun kommer fra en gammel journalistfamilie og voksede nærmest op på Jyllands Posten.
Men hun havde stadig et alvorligt problem. Hun følte sig plaget af dæmoner fra sin fortid i bl.a. New Age.
Tror du, at dæmoner virkelig eksisterer?
– Ja, det gør jeg. De er virkelige, det kan jeg skrive under på. Jeg oplevede i en periode at blive angrebet af dæmoner.
De pinte og plagede mig i mit sind fra morgen til aften. Det var tortur af den værste slags. Jeg hylede som en ulv og skreg til Gud om hjælp, fortæller Henriette dramatisk.
– Jeg følte bare ikke, at jeg kunne klare at leve med disse stemmer i mit indre, som kværnede uafbrudt.
Hvis nogen havde fortalt mig, at der på den anden side af jordkloden var et sted, hvor man med sikkerhed kunne blive sat fri fra den plage, så ville jeg have kravlet på mine knæ derhen.
– Forsøgte du ikke at få hjælp?
– Jo, men jeg havde brug for at finde nogen, som forstod den åndelige virkelighed, og ikke bare troede, at jeg var psykisk ude af balance.
Så jeg gik ind på nettet for at undersøge, hvor jeg kunne blive sat fri. Der fandt jeg Åndens Klinik. Det er et arbejde, som er spredt over hele landet og som regel tilknyttet frikirker.
I klinikkerne sidder der folk, som er specielt salvet til at sætte mennesker fri fra bl.a. dæmoniske problemer.
– Hjalp det?
– Jeg ved, at mange mennesker bliver hjulpet. Men i mit tilfælde var det ikke nok med en enkelt hurtig bøn.
Jeg havde brug for at vide, hvad jeg skulle gøre bagefter.
Da jeg ikke følte, at jeg havde fået løst mit problem, opsøgte jeg også andre kristne rådgivere.
Men jeg følte, at de heller ikke tog mig helt alvorlig. Et sted foreslog de, at jeg skulle gå til ørelæge, hvis jeg blev ved med at høre stemmer.
– Var det hørbare stemmer?
– Nej, det var jo ikke hørbart, men kun i tankerne og sindet. Hvad skulle en ørelæge stille op med det…?
– Jeg må tilstå, at det ikke var lutter glade og positive oplevelser, jeg havde med dem, der skulle hjælpe mig.
Jeg fik også engang den besked, at de ikke kunne gøre mere for mig. Så stod jeg dér. Jeg var desperat.
Jeg ved godt, at nogen siger, at jeg er utålmodig, sart og sensibel, men det kan jo ikke nytte noget, at man afviser at hjælpe mennesker, fordi de er vanskelige.
– Nu er det jo som regel frivillige folk – de har vel også lov at sige fra…?
– Jo, det forstår jeg godt. Men det, jeg bebrejder dem er, at de ikke fortalte mig, hvad jeg selv kunne gøre. Jeg fik ikke den kundskab, som jeg havde brug for.
– Hvad var det for en kundskab, du havde brug for?
– At man virkelig kan sætte sig selv fri i Jesu navn. Det er jo det, det hele handler om! Det er det gode budskab.
Da jeg et sted spurgte, om jeg ikke kunne begynde at sætte mig selv fri i Jesu navn, fik jeg den besked, at det kun ville forværre min situation. At dæmonerne bare ville grine ad mig…
– Heldigvis kom jeg i kontakt med nogle kristne, som ikke nøjedes med at bede en kort bøn for mig, men som viste mig, hvordan jeg selv kunne sætte mig fri, fortæller Henriette. Hun nævner også to bøger, som hjalp hende: Henrik Czismadias bog: Befri fanger (Powerhouse) og Graham Powells bog Bryd dig vej til frihed. Den sidste er på norsk, men Henriette fandt undervisningen gengivet på Udfordringens hjemmeside fra en artikelserie i 2003.
– Jeg følte, at Helligånden blev min bedste rådgiver og vejleder og gav mig den kundskab, jeg havde brug for.
Han fortalte mig nøjagtigt, hvad jeg skulle læse, og præcis hvad det var, der ville hjælpe mig. Jeg skulle sætte mig selv fri i Jesu navn.
– I starten fik jeg det ganske rigtigt meget værre. Det blev faktisk så slemt, at jeg var lige ved at kaste mig ud foran et tog. Jeg skreg til Herren om at komme, ikke i morgen, men nu, og sætte mig fri fra alle disse rædsler. Men han kom åbenbart ikke lige på min kommando…
– Først én dag, flere uger senere, på en tur i skoven, hvor jeg på en eller anden måde følte, at der var ved at ske et gennembrud, fik jeg et møde med Herren.
Han sagde i mine tanker til mig: Tapre kriger, jeg er med dig. Fortvivl ikke, du er på rette spor. Jeg har sat dig fri på korset for to tusind år siden. Tag imod den frihed i tro, bekend det med din mund og tro på det i dit hjerte. Fortsæt det, du er i gang med. Giv ikke op. Du bliver fuldstændig fri.
Dagene gik, uger, måneder. Hver dag frasagde jeg mig mørkets kræfter. Og en dag, en lykkens dag, følte jeg endelig, at mine anstrengelser ikke havde været forgæves. At fæstningsværket svækkedes. Der var en lille lindring. Ikke meget, men den var der. Dette lille skridt fremad gjorde, at jeg fik mod til at kæmpe videre. Min tro voksede, og det var troen, der flyttede bjerget og fik fæstningsværket til at falde fuldstændigt.
Henriette tror, at mange er plaget af dæmoniske angreb. Også kristne, som helst ikke vil tro, at der findes dæmoner og forsøger at finde al mulig anden hjælp.
– Jesus har sat os fri fra mørkets magt. Det står der skrevet i Guds ord. Alligevel er der mange kristne, som tilsyneladende ikke har forstået det. De befinder sig i et mørke, der er så tæt, at de ikke kan komme ud af det. Nogle har det så slemt, at de er indlagt på psykiatrisk afdeling. Det nytter ikke at fortælle overlægen, at de ikke er syge, men at de er angrebet af mørkets magter, for lægerne forstår sjældent den åndelige virkelighed.
– Men du oplevede selv, at du blev fri, da du holdt op med at jamre og i stedet begyndte at sige Gud tak for, at dæmonerne allerede er overvundet?
– Ja, da jeg først bekendte med min mund, hvad Guds ord siger, så mistede det dæmoniske magten.
– Hvad skal man sige, når man går op imod det onde?
– Jeg siger fx selv: Jesus, jeg takker dig for at du har sat mig fri fra mørkets magt.
Jeg takker dig også for, at du har afvæbnet de åndelige magter og med din død gjort Satan magtesløs.
Tak Jesus for, at jeg nu er i dig og ikke længere i den syndige Adam-natur.
Da jeg ved med mit hjerte og nu bekender med min mund, at du har sat mig fri, befaler jeg enhver åndsmagt at forlade mig lige nu. Ånd af depression og angst, kom ud af min krop i Jesu navn. Du har ingen legal ret til at være her, du har ikke længere magt til at pine og plage mig, så forsvind herfra i Jesu navn.
Jeg tager autoritet over dig, tramper på dig og forbander dig. Gå i Jesu navn.
Tak Jesus for, at disse åndsmagter nu forlader mig, og at jeg er fri.
– Ovennævnte er kun et eksempel. Lad Helligånden selv rådgive dig.
Hvis du lige nu sidder og er forpint, så vær ikke passiv, men rejs dig op og begynd at tale til bjerget. Det vil sige til dit problem. Og bliv ved!
Bliv ikke bare ved med at bede Jesus om at sætte dig fri, men tak ham for, at han HAR sat dig fri.
Ud fra den stilling kan du gå ind i din egen befrielseskamp, slutter Henriette Bjarne Hansen.