Paulus, Lukas, Johannes og Maria, Jesu mor, boede her i Efesos, den største og bedst bevarede oldtidsby i det sydvestlige Tyrkiet.Vi parkerer udenfor ved boderne, hvor man kan købe bøger, postkort, tyrkisk cai (the) – og Artemis-figurer.
Disse små figurer var også en stor salgsvare på Paulus tid, da han kom her til Efesos.
Faktisk førte det til optøjer, da han fortalte dem, at der fandtes en levende gud. Det generede turistindustrien.
Artemis var frugtbarheds-gudinden. Hun fremstilles med mange bryster, og folk valfartede hertid som pilgrimme for at ofre til og dyrke hende. De håbede, det kunne give dem frugtbarhed.
Første gang, vi læser om Efesos, er i Apostlenes Gerninger (18,19), hvor Paulus rejser tilbage til Jerusalem fra Korinth i Grækenland – ca. år 52.
De gik om bord i et fragtskib og ankom til Efesos, hvor Paulus efterlod Akvila og Priskilla, fortæller den hverdagsdanske udgave af Bibelen.
Når vi går ned ad den brede skrånende hovedgade i Efesos og drejer til venstre ved teatret, kommer vi ned til Cayster-floden, hvor havnen engang lå. Senere mudrede floden til, og dermed uddøde Efesos.
Mens skibet lossede i havnen, havde Paulus tid til at aflægge et besøg i synagogen for at debattere med jøderne der, fortæller Lukas videre.
Det er typisk for Paulus, at han må op og snakke med folk i byen, uanset hvor afskyelig hedensk her er.
Paulus gik altid først til den lokale synagoge. I Efesos fandtes en af de største kolonier for jøder i udlandet. Måske var her 10.000. Og folk i synagogen blev straks interesserede i det kristne budskab.
De bad ham blive nogle dage, men det kunne han ikke. Da han tog afsked med dem, sagde han: Om Gud vil, kommer jeg tilbage til jer.
Men Paulus efterlod parret Priscilla og Akvila, som han havde mødt i Korrint i Grækenland. De var som jøder blevet udvist fra Rom og var teltmagere, ligesom Paulus. De slog sig nu ned i Efesos – et godt center for handel – men også for kontakter til alverden for de kristne missionærer.
Når man hører om pilgrimme, forestiller man sig måske et fromt sted som vore dages kristne pilgrimssteder. Men den form for religion, man her dyrkede, var det modsatte af kristendom. I Johannes Åbenbaring omtales datidens religion som satanisk.
Der var fx tilknyttet prostituerede til templerne. Også i dag sælges i boderne en kopi af en obskøn lille gud fra dengang, Bes, som har en penis på størrelse med sig selv. De var sex-fikserede – også dengang.
Da Efesos 133 f. Kr. blev en del af det romerske rige, begyndte man også at dyrke kejseren som en gud. Nogle af kejserne var så indbildske, at de endda selv troede på det.
Problemet var, at man efterhånden forlangte, at alle skulle tilbede kejseren – ellers risikerede man dødsstraf.
Når vi i dag vandrer rundt i de mange ruiner i Efesos, kommer vi også til det store og velbevarede udendørs teater, hvor der kunne sidde 25.000. Og det, man her morede pilgrimmene og de faste beboere i Efesos med, var bla. at se vilde dyr flå kriminelle – eller kejserens fjender – til døde.
Der har været en uhyggelig, satanisk stemning på det teater, når de hujende folkemasser ville se blod…
Her døde også nogle af de mange kristne martyrer.
Byen var ellers en af de flotteste på den tid. Artemis-templet blev regnet som ét af verdens syv underværker. Når vi går på de lange marmorbelagte gader og ser de fint udhuggede statuer og udsmykninger, er man ikke i tvivl om, at dette har været datidens Paris.
Her boede op til 300.000 mennesker i og omkring byen. Og hertil kom alle turisterne.
Der var brug for et renovationssystem, hvis den pragtfulde by ikke skulle gå til i skidt. Kejser Nero indførte offentlige toiletter i Rom. Og hans efterfølger – kejser Vespasian, som også lod sig hylde som en gud i Efesos – indførte brugerbetaling, så pilgrimene skulle betale for at forrette deres nødtørft.
Da hans søn Titus bebrejdede ham dette, stak han en guldmønt op under næsen på Titus og sagde de berømte ord: Non olet (latinsk for: stinker ikke – penge lugter ikke. Pecunia non olet.)
For Efesos var det blevet en industri at være kultby for Artemis. En statue stod i det pragtfulde tempel. Hun blev også afbilledet på mønter. Oprindeligt havde hun bare været den lokale anatolske gudinde, Cybele, men da byen kom under det romerske rige, blev Artemis personificeringen af Diana, modergudinden – som også findes i de andre gamle religioner som Afrodite, Isis, Freja, osv.
Men der skete en positiv udvikling i det mondæne og hedenske Efesos.
På den tid kom en jøde ved navn Apollos fra Alexandria i Egypten til Efesos. Han var en veltalende mand og var godt kendt med Skrifterne.
Byen Alexandria i Egypten var den tids videns-center. Her havde man verdens største bibliotek med alverdens visdomsbøger. Også septuaginta-udgaven af Gamle Testamente lå her. Efter at de kristne blev forfulgt af jøderne i Israel, flygtede de i alle mulige retninger. Nogle tog sydpå til Egypten. Ingen steder kunne de lade være med at fortælle om deres tro:
Hjemme i Alexandria havde Apollos lært om Jesus, og nu talte han begejstret om det og underviste korrekt ud fra det, han vidste, selv om den eneste dåb, han havde hørt om, var Johannes dåb.
Da han frimodigt stod og talte om Jesus i synagogen, inviterede Priscilla og Akvila ham med hjem og gav ham yderligere undervisning.
Senere dukker Paulus igen op i Efesos efter at have rejst rundt inde i højlandet i det nuværende Tyrkiet. Han grundlagde formentlig flere af menighederne i Kollosæe, Laodikea, Filadelfia,Sardis, Smyrna, Thyathia, Pergamum. Man kan stadig finde ruinerne af de fleste af disse byer i Sydvesttyrkiet.
Da Paulus nu på sin 3. missionrejse kommer til Efesos finder han en gruppe troende kristne. Men måske lagde han mærke til, at de manglede åndelig indsigt eller kraft. I hvert fald spørger han dem undrende: »Dengang I kom til tro, fik I da Helligånden?«
»Vi har ikke engang hørt, at der findes en hellig Ånd,« svarede de.
»Hvilken dåb blev I da døbt med?« spurgte han. »Johannes Døbers dåb,« svarede de.
Paulus forklarede dem så:
»Johannes døbte dem, der havde taget afstand fra deres synd, og han sagde til folk, at de skulle tro på én, som kom bagefter ham, det vil sige Jesus.«
Så snart de hørte det, lod de sig døbe til at tilhøre Herren Jesus. Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.
Der var omkring tolv mænd i alt, fortæller Lukas, som nok var med Paulus på rejsen.
Paulus blev denne gang i byen Efesos i mere end to år. Han koncentrerede sig de første tre måneder stadig om at omvende jøderne, men til sidst opgav han at overbevise de udvalgte og henvendte sig til alle de mange tusinde mennesker i Efesos:
Så forlod Paulus synagogen og tog gruppen af disciple med sig over i Tyrannos forelæsningssal, hvor de holdt daglige samtaler. Det fortsatte de næste to år, så alle indbyggere i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik anledning til at høre Herrens ord.
Efesos var strategisk det bedste sted at nå ikke blot provinsen Asien – dvs. den sydvestlige del af Tyrkiet – men fra storbyen Efesos bragte besøgende og handelsfolk det kristne evangelium med sig til hele verden.
Og Paulus nøjedes ikke med at prædike i Efesos. Hans tjeneste skyldtes ikke hans veltalenhed, fortæller han. Nej, det er Helligånden der virker:
Gud udførte usædvanlige undere gennem Paulus tjeneste med det resultat, at folk kappedes om at få fat i de arbejdsforklæder eller tøjstykker, som Paulus havde brugt. Når tøjstykkerne derefter blev lagt på syge mennesker, blev de syge helbredt, mens andre blev befriet fra onde ånder.
I Efesos var der mange filosof-skoler og forelæsningssale, hvor man kunne høre kloge folk diskutere dagen lang. Det har været et paradis for akademikere. Men Paulus adskiller sig markant fra de andre filosoffer ved, at Helligånden understøtter hans forkyndelse med tegn og undere.
Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt.
De nye troende bekendte åbent de hemmelige ting, de før havde været involveret i, og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker.
Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.
Det er næppe gået stille af, når der her i Efesos blev brændt kostbare okkulte bøger for 50.000 sølvstykker…!
Tusindvis af indbyggerne i Efesos har været grebet af budskabet. Men så er det, mørkets magter slår fra sig.
På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt »Vejen«.
En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet. Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: »Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting. I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder. Ikke alene giver det vores erhverv et dårligt ry, men der er fare for, at vores store gudinde Artemis tempel vil miste sin betydning, og at den gudinde, som hele Asien, ja hele verden, dyrker, vil blive vanæret!«
Den tale satte blodet i kog hos folk, og de begyndte at råbe: »Stor er efesernes Artemis!« Ophidselsen bredte sig, og snart var hele byen i oprør. Alle stormede mod friluftsteatret. De greb fat i Paulus to rejsekammerater, Aristark og Gajus fra Makedonien, og slæbte dem med for at anklage dem. Paulus ville også selv være gået hen på teaterpladsen, men disciplene holdt ham tilbage. Desuden sendte nogle af provinsens ledende mænd, som var venner med Paulus, bud til ham om ikke at sætte livet på spil.
Inde i teatret råbte og skreg folk i munden på hinanden, og det hele var én stor forvirring. De fleste var ikke engang klar over, hvad de var der for. Nogle af jøderne fik øje på Alexander. De satte ham hurtigt ind i sagen og fik ham skubbet frem. Han vinkede med hånden og forsøgte at komme med et forsvar. Men da alle kunne se, at han var jøde, råbte de i kor i næsten to timer: »Stor er efesernes Artemis!«
Til sidst lykkedes det byrådets formand at berolige dem så meget, at han kunne få ørenlyd. »Borgere i Efesos!« råbte han. »Alle ved, at Efesos er centrum for tilbedelsen af vores berømte Artemis, hvis billede faldt ned til os fra himlen. Når det er en kendsgerning, som ikke kan diskuteres, så er der ingen grund til at blive foruroliget eller gribe til overilede handlinger.
I har ført de mænd herhen, skønt de hverken har stjålet noget i templet eller har hånet vores gudinde. Hvis Demetrios og hans sølvsmede har en klage imod dem, er der domstole og fastlagte dage for retsmøder, og dommerne kan straks tage sig af sagen. Lad os derfor bruge de lovlige instanser. Og hvis I har andre ting at klage over, så kan det ordnes ved et lovligt indkaldt folkemøde, for vi risikerer at blive anklaget for oprør efter det, der er sket i dag. Der er ingen fornuftig grund til at lave sådan et spektakel.«
Med disse ord fik han forsamlingen opløst. Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene. Han opmuntrede dem til at holde fast ved troen, tog afsked med dem og tog af sted til Makedonien. (Ap.G. 19-20,1)
Senere vender Paulus tilbage, men tager ikke til Efesos. I stedet tager vennerne fra Efesos ned til Milet – lidt længere nede af kysten. Her er det, Paulus på stranden fortæller dem, at det er profeteret, at han skal tages til fange. Det sker også, da han kommer til Jerusalem, og han sendes til Rom. Men i fangeskab skriver han breve til alle menighederne – bl.a. Efeserbrevet:
I fulgte strømmen og lod jer lede af tidsånden. I fulgte herskeren over de onde åndsmagter, den ånd, som stadig styrer dem, der lever i oprør mod Gud. Sådan har vi været alle sammen. Vores livsstil afspejlede de lidenskaber, der beherskede os, og vi gjorde alt, hvad vores lyster og tanker lokkede os til. Af natur var vi som alle andre under Guds vrede og dom.
Trods fangeskabet er brevet næsten euforisk begejstret og mættet med indhold om den fantastiske åndelige velsignelse, som Gud nu har åbnet for dem, der er blevet kristne.
Lukas, som skrev beretningerne i Apostlenes Gerninger og var med Paulus i Efesos, blev muligvis boende her. I hvert fald findes her en Skt. Lukas grav, hvor symbolet for Lukas – oksen – er indgraveret under et kors. Og det kan ikke udelukkes, at Lukas endte sine dage her i Efesos.
Da Jesus døde på korset, overlod han sin mor, Maria, til Johannes. Og modsat.
Ifølge traditionen tog Johannes under forfølgelserne i Israel Maria med sig til Efesos. (Denne spændende historie vender vi af plads-hensyn tilbage til i et senere nummer.)
Johannes fungerede i Efesos formentlig som biskop for de syv menigheder, som omtales i Johannes Åbenbaring.
Da Johannes blev landsforvist til Patmos, en øde græsk vulkanø udfor kysten, fik han et stort syn, som handler om de sidste tider.
I kap. 2-3 skriver Johannes breve til de syv menigheder i sydøst-Tyrkiet, som Jesus selv dikterer i synet.
Det første brev er til Efesos og lyder bl.a.:
Jeg ved, hvordan du har slidt og slæbt og holdt ud gennem forfølgelserne. Jeg ved også, at du ikke tolererer onde mennesker i din midte.
Jeg ser, at du har vurderet dem, der kalder sig selv apostle uden at være det, og du har fundet ud af, at de lyver.
Jeg ved, at du har været udholdende og har lidt for mit navns skyld, og at du ikke er kørt træt.
Men jeg har det imod dig, at du har mistet din første kærlighed. Tænk derfor over, hvorfra du er faldet. Kom tilbage og gør, som du gjorde i begyndelsen. Ellers kommer jeg og flytter din lysestage fra dens plads. Det vil jeg gøre, hvis du ikke lægger kursen om.
Dog vil jeg rose dig, fordi du tager lige så stærkt afstand fra nikolaitternes gerninger, som jeg gør. Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give lov til at spise af frugten fra livets træ, der står i Guds Paradis.
Menigheden i Efesos holdt ud gennem alle de trængsler, der altid følger med at være kristen. Også i dag.
Det er ikke tilfældigt, at det verdslige samfund og medierne altid er på nakken af de aktive kristne. Det er en åndskamp, der altid raser.
Når der henvises til nikolaitternes gerninger, var der tale om en gruppe kristne, som forsøgte at tilpasse sig den lokale kultur/religion og bl.a. lærte, at kristne kunne leve et løssluppent seksualliv.
Brevet til menigheden i Efesos var nok ikke blot et brev til én bestemt menighed på ét bestemt tidspunkt.
Det er sundt med mellemrum at spejle os i disse 7 menighedsbreve, hvor Jesus selv taler, peger på svaghederne og opmuntrer os til at holde ud og gøre det rigtige. Og til at bevare den første kærlighed til Jesus og begejstringen for ham. Det er aldrig nok at have den rette lære og kæmpe for den. Uden det personlige kærlighedsforhold til Jesus kan vi ikke bevare troen eller det åndelige liv. For han er vintræet, vi er grenene, og skilt fra ham kan vi intet gøre, siger Jesus.
Da den romerske kejser Konstantin omvendte sig og anerkendte kristendommen i år 313, blev en del af de hedenske templer i Efesos ødelagt, og kristne kirker og institutioner blev bygget her.
Da kirkefædrene mødtes her i 431 for at diskutere, om Maria ikke blot var Jesu menneskelige mor, men også hans guddommelige mor, benyttede de Maria-kirken.
Kristendommen blev statsreligion – med de fordele og ulemper, det medførte.
Fra 1300-1453 erobrede tyrkerne hele den gamle kristne byzantinske rige, som Efesos var en del af. Da korsriddere rejste igennem på deres korstog for at befri Jerusalem, undrede de sig over, at Efesos nu kan var en lille landsby ved navn Ayasalouk. Byen blev først genopdaget og udgravet i 1863 af britiske John Wood og senere af tysk-østrigske arkæologer.
I dag er der kun få kristne tilbage i Tyrkiet. Men en undergrundsvækkelse er begyndt – ligesom i den første kristne tid.