Bodil vandt rejsen til Israel

Bodil Ditlev glæder sig til at komme til Israel sammen med mange andre af Udfordringens læsere i maj.
Bodil Ditlev glæder sig til at komme til Israel sammen med mange andre af Udfordringens læsere i maj.

Bodil Ditlev fra Rebild blev abonnement og vandt rejsen. Men andre kan også komme med. 

Bodil Ditlev tegnede i november et års abonnement på Udfordringen. Og de penge var givet godt ud.

De 648 kr., som hele årets abonnement kostede, gav nemlig også en tillægsgevinst i form af en rejse til en værdi af 15.975 kr.!
Bodil fik onsdag at vide, at hun var blevet udtrukket som vinder af den store Israels-rejse i Udfordringens konkurrence.
Rejsen foregår fra den 10.-19. maj og er en læserrejse specielt for Udfordringens læsere.

Helt vildt

– Nej, det er da helt vildt, udbrød Bodil, da hun fik beskeden.
– Jeg har lige sagt til min veninde, at jeg sådan kunne tænke mig at komme til Israel.
Det er noget, jeg tit har tænkt på, siger Bodil, som er aktiv i Missionsforbundets kirke Betania i Aalborg. Hun er desuden med i lokale bede- og bibelkredse. Og hun har også haft sin gang i både pinse- og apostolske sammenhænge, så hun kender meget til Israel fra Bibelen – men har aldrig selv besøgt det hellige land.

Røverne i Rold

Det var Bodils gode veninde Ella Wagner, der foreslog hende at blive abonnent. De to har været venner siden barndommen i Marstrup i området ved Rebild Bakker i Himmerland.
I gamle dage var det ikke ufarligt at rejse gennem den mægtige Rold skov, for her lå landevejsrøvere på lur.
Rebild er også stedet, hvor tusindvis af dansk-amerikanere og andre hvert år mødes for at fejre USAs uafhængighedsdag den 4. juli. Her har dronningen og flere tidligere amerikanske præsidenter været med.
Bodil har selv arbejdet på Støvring (og Rebild) kommune i 24 år, før hun gik på efterløn.
– Har du så mødt en masse dansk-amerikanere gennem årene til Rebild festerne?
– Joh, der er jo altid mange besøgende ved den tid. Men når man selv bor i nærheden, kommer man jo ikke altid med til det, der sker lige for næsen af en. Men jeg har da været i bakkerne.

Rejse for læserne

Bodils mand, Johannes, er desværre ramt af Alzheimers sygdom, så hun må selv tage til Israel. Men hun vil få selskab af nogle af Udfordringens andre abonnenter. Det er nemlig en læserrejse, som abonnenterne kan melde sig til.
Så man er i godt selskab med rejsende, der har nogle af de samme kristne interesser.
Rejselederne er ingen ringere end Rhoda og Stig Christensen, Sønderborg. Han har været sognepræst og formand for Dansk Oase og Den Internationale Kristne Ambassade, samt Udfordringen. Og han har et indgående kendskab til Israel. Undervejs fortæller han om, hvad man kan finde i Bibelen om de steder i det hellige land, som gruppen besøger. Og om aftenen er der andagter og hyggeligt fællesskab.

Rundrejse med pauser

Rejsen er tilrettelagt, så man bor flere dage samme sted.
Gruppen begynder med to overnatninger i det bibelske Samaria med besøg på bl.a. Garizim bjerg. Herfra kører de til Jesu dåbssted ved Jordanfloden og besøger Jeriko samt Det Døde Hav, inden de kommer til Jerusalem, hvor de skal bo de næste 4 nætter. Her skal de naturligvis op på Oliebjerget, besøge Getsemane Have, gå Via Dolorosa gennem Den gamle By og besøge Betlehem.
Men udover det bibelske stifter man også bekendtskab med det nye Jerusalem, bl.a. Chagalls kunstværker i Knesset og på Hadassah-hospitalet.
Læserne slutter med 3 nætter ved Genesaret Sø, hvor de bl.a. skal sejle på søen samt besøge Kapernaum og Nazaret, og en tur op i Golanhøjderne.

Vil du også med?

Hvis andre læsere skulle få lyst til at tage med Bodil og de andre, så kan man endnu nå at tilmelde sig, så længe der er pladser – dog
senest den 8. februar til Felix Rejser, Korskærvej 25, 7000 Fredericia, tlf. 7592 2022 (eller på www.felixrejser.dk)

Leave A Reply

Your email address will not be published.