Hvert år besøger tusindvis af kultur-turister det gamle Christiansfeld Brødreme-nighedens unikke by i Danmark.De vil se de gamle huse, den mærkeklige kirkegård og høre guiderne fortælle om denne by, som blev opført af forfulgte kristne, for hvem fællesskabet om troen var selve livet.
Nu er der kommet en ny flot bog om livet og husene.
Den er skrevet af præsten ved Brødremenigheden, Jørgen Bøytler, og arkitekten Jørgen Toft Jessen. Sidstnævnte har i mange år haft tilsyn med de 43 fredede bygninger, og begge er involveret i den store renovering af byen, som er blevet mulig med million-støtte fra store fonde, først og fremmest Realdania.
At bogen er et bi-produkt af projektet fremgår af, at ikke færre end ti fonde med videre har givet støtte til bogens udgivelse.
Men det er da også blevet en flot bog med mange farvebilleder af de specielle gamle huse og deres interiør.
Huset, hvor Udfordringen nu har redaktion og produktion, Søstrehuset, er både omtalt og vist på flere billeder. Om det så er vores køkkendør. Det samme gælder naturligvis den mægtige kirke og de andre store fælleshuse, som de gode brødremenigheds-folk opførte fra 1772 og de kommende cirka 20 år, det tog at opføre hele den kristne by.
Arkitektonisk perle
Her er masser af kultur at studere for både religiøst og arkitektonisk interesserede, ja for alle, der er bare en smule historisk interesserede.
Her er huse opført i klassisk stil, enkle og praktiske, og alligevel storslåede med deres rokoko trapper og smukke messingdørhåndtag. De er præget både af baroktiden, som var ved at være forbi, og af nye påvirkninger ude fra det store Europa.
International flække
Her i denne lille flække en mellemting mellem en landsby og en købstad var der nemlig et internationalt miljø, som overgik mange købstæders, med forbindelser ud i Europa, og efterhånden til Afrika, Grønland, De Vestindiske Øer, Canada, Amerika og så videre.
Her blomstrede nye håndværk, småindustrier og handel til gavn for regionen, og det var faktisk derfor, statsminister Struense og Kong Christian VII gik med til at anlægge byen.
Kongen var også præget af pietismen, men ikke i samme grad som Kong Christian d. VI, der allerede i 1731 mødte Brødremenighedens leder, grev Zinzendorf, til sin egen kroningsfest i København.
Allerede dengang talte den karismatiske greve og hans to missionærer fra Herrnhut i flere forsamlinger i København. Der var stor interesse for denne fornyelsesbevægelse blandt de kristne. Senere opstod en menighed i København, hvortil blandt andre Søren Kierkegaards familie gik på søndags eftermiddage.
Den oprindelige Brødremenighed havde i århundreder levet under forfølgelser i Østeuropa, først af katolikkerne, senere af rettroende lutheranere, som ikke tålte andre måder at tilbede Gud på end den officielle.
Det var efterkommere af brødre-bevægelsen, der fandt sammen på grev Zinzendorfs gods og dannede byen Herrnhut under grevens beskyttelse. I 1727 havde de en speciel oplevelse af, at Helligånden forenede dem, til trods for deres skarpe holdninger. Og fra det tidspunkt blev de mere interesseret i mission end i diskussion…!
I det kommende århundrede spredtes bevægelsen ud over verden og førte en masse godt med sig. Men det skete ikke uden problemer hvilket måske er interessant for moderne fornyelses-folk at overveje.
Kongen var skeptisk
Den danske konge Christian d. VI var slet ikke så positiv overfor Brødremenigheden. For selv om brødrene var pietister (fromme lutheranere), så var de ikke så ortodokse som andre pietister. I bogen kaldes de for glade pietister, og forskellen på dem og den traditionelle pietisme var måske netop, at de var fornyede. De havde oplevet noget nyt med Jesus. De hang ikke bare fast i fromheden, men havde en ny vision. Jesus var meget stor for dem, og de kunne gå til yderligheder, når de fordybede sig i Jesu lidelser for vor skyld.
Det reagerede de gamle pietister overfor, og kritikken blev personlig ligesom i dag, når fornyelses-kristne angribes. Zinzendorf blev gjort til en farlig mand. Og kongen hørte på kritikken og ville ikke se Zinzendorf i København.
Ja, det endte med, at Zinzendorf sendte sin Dannebrogsorden tilbage, fordi han følte sig så modarbejdet af kongen og statskirken. Selv Brorson pietisten over alle pietister følte Brødrene som en farlig bevægelse og bekæmpede dem indtil han forstod, at han havde med ægte kristne brødre at gøre.
Åh hvor vi kender det.
Men til trods for misforståelser og modstand blev byen opført og var i mange år et åndeligt centrum. Ikke blot for Sønderjylland, men for hele Norden, hvorfra en del sendte deres børn til byens skoler.
Som et mægtigt
frilands-museum
Bogen beskriver detaljeret gudstjenestelivet i byen og forklarer de mange symboler og traditioner, som menigheden fortsat holder i hævd.
Måske kan man indvende, at det kommer til at handle meget om liturgi, og mindre om ånden bagved. Det bliver let lidt museumsagtigt. For de mennesker, der grundlagde kærlighedsmåltidet, og som hvert år fejrede, at de havde valgt Jesus som generalsekretær, gjorde det jo netop, fordi troen var blevet noget meget levende for dem.
Brødremenigheden var netop et opgør med religiøsitetens klamme ånd til fordel for et meget mere personligt forhold til Gud. Uden den åndelige dimension er ritualerne bare tom religiøsitet.
Men Christiansfeld er virkelig et besøg værd, og bogen giver en meget solid introduktion til dette mægtige frilands-museum, selv om man i dag må se sig forgæves om efter de kyseklædte søstre, som Jeppe Madsen Olsen malede – eller de store samlinger, hvor der kom over tusind for at høre om missionens sag.
Jørgen Bøytler og Jørgen Toft Jensen: Christiansfeld – livet og husene. Det Danske Idéselskab. 2005.
Pris 298 kr.