Modernistiske historikere kasserer ikke blot Bibelen, men også andre gamle kilder og betegner dem som myter. Men en engelsk historiker har
gennem mere end 25 år undersøgt de ældgamle kilder i England, Frankrig, Wales, Irland, Island og Danmark og mener, at de er meget mere troværdige, end det antages. Fælles for dem er, at de fører kongerækkerne helt tilbage til Odin og dernæst til selveste Noa.De danske og norske kongelister kan ligesom de britiske og keltiske føres helt tilbage til Bibelens Noa.
Det fremgår af en sammenligning af navnene, som den engelske historiker Bill Cooper afslører i sin bog After the Flood (Efter syndfloden).
Det viser sig nemlig, at de nordiske og britiske stamtavler, hvoraf nogle er nedskrevet før kristen tid, ligner hinanden, når det gælder navnerækken før Odin (kaldet Woden).
Herefter deler navnelisten sig ud i de danske, norske, islandske og engelsk-saksiske kongerækker. Også seks angel-saksiske kongelige familier stammer tilbage fra Odin-linjen. Og den kan så igen føres 18 led tilbage til Noa.
Selv om nogle personer mangler i nogle lister, så findes de i andre. Og da navnene ellers er meget identiske i de enkelte led, kan man slutte, at de manglende også er med i de andre.
Noa optræder som stamfader i følgende ældgamle lister: Asserius, British Museums Cotton Ms. Tiberius A., og Vetustissima Regum Septentrionis Series Langfethgatal dicta.
Også irerne fører deres kongelinje tilbage til Noah via sønnen Jafet og sønnesønnen Magog. Men her er Odin ikke indblandet.
Moderne historikere har påstået, at der blot er tale om from svindel – når Noa findes i kongelisterne. Men Bill Cooper argumenterer overbevisende for, at stamtavlerne i flere tilfælde var nedskrevet, før de hedenske folkeslag blev kristne. Og desuden mangler der som nævnt nogle personer i listerne, så man kan se, at de ikke er afskrevet fra hinanden, men er opstået uafhængigt af hinanden.
Coopers konklusion er derfor, at folkenes lister trods småfejl er historisk korrekte, og at folkene – trods deres hedenske kultur – har været bevidste om deres forbindelse tilbage til Noa.
De gamle og oprindeligt hedenske krøniker kommer også med et nogenlunde lignende antal år som bibelen, når det gælder verdens alder.
De er således også en bekræftelse af Bibelens historiske troværdighed.
Faktisk begyndte Bill Cooper sin over 25 år lange research, fordi han ville vide, om Bibelens egen slægtstavle i 1. Mosebog kap. 10-11 over Noas efterfølgere var troværdig.
Hvis han skulle tro på Bibelens øvrige oplysninger som historisk troværdige, så måtte slægtstavlerne også kunne holde til et nærmere eftersyn, mente Cooper. Han gik meget systematisk til værks. Og det lykkedes ham virkelig at finde frem til alle de folkeslag, hvis forfædre er nævnt som Noas efterkommere. Nogle af folkeslagene er forsvundet i historiens løb, men man kan stedfæste deres oprindelige geografiske tilholdssteder. Og det er meget spændende at følge Coopers gennemgang af hvem, der endte hvor.
Hans bog, som udkom første gang i 1995, er et opgør med den modernistiske historieskrivning. Her går man pr. automatik ud fra, at de gamle kilder ikke er troværdige. Det er ikke blot Bibelens enorme skatkammer af oplysninger, der glat væk kasseres til fordel for nye og udokumenterede teorier. Også andre gamle kilder, der ofte bekræfter Bibelen, betragtes på forhånd som utroværdige.
Forfatteren ønskede med sin grundige bog at fastholde de historiske fakta, som modernister har fejet til side, fordi de ikke passede ind i deres historieskrivning.
Henvisningen til Bibelens Noa er en torn i øjet på evolutionsteorien, der forudsætter, at der ikke har været en syndflods-katastrofe. Men det er ikke blot Bibelen, der fortæller om katastrofen. Den er omtalt i hundredvis af andre gamle kilder i folkeslag, som ikke var kristne eller jødiske, og som ikke havde adgang til Bibelens verdenshistorie.
Når det gælder de nordiske kongehuse, så kaldes stamfaderen før Noa for Seth, Sceaf, Seskef, Scef eller Seskef.
Bill Cooper mener, at dette er en omskrivning af Jafet, den ene af Noas tre sønner. Jafet blev stamfader til de (hvide) indoeuropæiske folk, mens Sem var semitternes stamfar (jøder og arabere m.fl.) og Kam var de sorte folks stamfar.
En sådan navneændring er ikke usandsynlig, og der findes andre lignende eksempler.
Personligt vil jeg dog minde om den store norske antropolog Thor Heyrdals velbegrundede teori om, at Odin var en asserbadjansk tilrejsende shaman.
Aserne nævnes som et overnaturligt folkefærd i de nordiske sagaer, men var ifølge Heyrdal blot asserbadjanere. Odin (Woden) fik med sine magiske kunster magt over nordboerne og blev deres hersker. Han lod sig tilbede som gud, men var blot en indvandrer.
Hvis Odin kommer fra Assov-området, ville han muligvis være semitisk, og altså en af Sems efterkommere. Og det ville være mere oplagt, at navnet Sem er blevet til Scef, end at Jafet er blevet til det.
Ifølge Heyrdal og de gamle sagaer brød Odin ind i de nordiske og angel-saksiske kongeslægter udefra. Så vi ved ikke, om de 18 led tilbage til Noa er af Odins semitiske slægt eller af Jafets kaukasiske slægt.
Men de gamle dokumenter – som ligger tilgængelige, men ulæste af mange forskere i arkiverne – bekræfter altså, at selv de hedenske folk længe før kristendommen betragtede sig som efterkommere af Noa – sådan som Bibelen også fortæller, at de er.
(Kilde: Bill Cooper: After the Flood. New Wine Press. England.)
(Odin var en asiatisk shaman. www.udfordringen.dk/art.php?ID=7046)
Comments are closed.