En dansk missionær var med, da afrikanske kirkeledere mødtes i december til topmøde i Nigerias hovedstad Abuja.
30 personer fra Afrika, herunder missionær Elisabeth Holtegaard, var i dagene 9. – 12. december samlet i Abuja til et forberedende freds-topmøde.
Deltagerne blev præsenteret for den handlingsplan, der blev vedtaget på det første freds-topmøde i Johannesburg, Sydafrika, i 2002. Ved mødet kom man med forslag til, hvordan de forskellige trossamfund i Afrika kan mødes og leve i fredelig sameksistens.
Organisationen for kristne-muslimske relationer i Nigeria, hvor tidl. ærkebiskop i LCCN David Windibiziri er formand, stod for planlægningen af topmødet i tæt samarbejde med Det Lutherske Verdensforbund, som var repræsenteret ved koordinator Dr. Saliou Mbacke. Der planlægges et mere omfattende arrangement for alle lande i Vestafrika i foråret 2004.
Elisabeth Holtegaard afslutter om få dage 35 års missionærtjeneste i Nigeria. Hun fejrede jul og nytår i Nigeria og vender i løbet af januar måned tilbage til Danmark.
Afrikanerne arrangerer en thanksgiving-gudstjeneste med efterfølgende udsendelsesfest ved domkirken i Jimeta søndag den 11. januar. Elisabeth har bestemt, at de penge, der kommer ind, skal deles mellem to lokale missionskomitéer, BME Outreach og Bali komiteen.