Peter Holmsgaard er en af de bemærkelsesværdige nye unge evangelister, som vil vinde Danmark tilbage for kristendommen
– med profeti, tegn og mirakler25-årige Peter Holmsgaard tog sin præsteuddannelse i Afrika. I fire år levede han som student sammen med afrikanerne på Kaniki Bible College i Ndola, Zambia, og det var, som han siger, kanon godt.
– Jeg lærte så meget på alle områder, både menneskeligt og åndeligt, men specielt om Helligåndens kraft og autoritet. Og om profeti skolen siger selv, at den træner en hær af profeter. Og undervisningen var virkelig god.
– Hvordan var det forskelligt fra en dansk teologisk uddannelse?
– Det er et sted med meget mere disciplin, end vi er vant til. Og det er elevrådet, der disciplinerer. Man får straffeopgaver, hvis man kommer for sent eller begår en anden fejl. Det fik jeg også, og der er ikke andet at gøre end at tage imod straffen. Ellers får man én mere.
Men det vigtige er, at man lærer at respektere autoritet. At underordne sig.
– Var det kulturelle et problem?
– Nej, slet ikke. Når det handler om det åndelige, kan vi sagtens forstå hinanden. Min lillebror er taget derned nu for at tage en uddannelse ligesom mig.
i familien
Peter Holmsgaard kommer oprindeligt fra folkekirken, men er i dag tilknyttet Apostolsk Kirke, og selv om han kun er 25 år, bliver han snart indsat som omrejsende evangelist i kirken med den særlige opgave at opbygge åndelige klinikker efter zambisk forbillede.
Og der sker mirakler omkring ham, og mennesker bliver befriet for onde plageånder.
Der er et missionsgen i familien. Hans mor er født i Narainpur i Indien, som datter af missionærparret Maria og Jens Verner Olsen. Og farfaren, Asger Holmsgaard, var formand for Santalmissionen, som de var udsendt for.
Peters morfar og mormor omkom ved en bilulykke i Frankrig, da han kun var syv år. De var til hans onkels bryllup.
– Min mor sagde, det var mig, det gik hårdest ud over, for jeg holdt sådan af min morfar.
Peter ville måske ikke selv have holdt fast ved sin tro, hvis han ikke i gymnasiet fik begyndt på at skrive en opgave om satanisme. Han opsøgte derfor Johannes Hansen, som er landsleder for Apostolsk Kirke, for at få nogle oplysninger, og de to har holdt sammen siden.
– Han er min åndelige far, siger Peter.
Efter gymnasiet arbejdede Peter på et svineslagteri for at tjene penge til at tage til Afrika, og så var det ellers fire år i Kaniki.
Til forskel fra danske teologiske uddannelser, hvor man læser sig til det i bøgerne, lægger undervisningen i Zambia vægt på, at man lærer af mennesker, som har en salvelse. Det vil sige evangelister og præster m.fl., om hvem det er tydeligt, at de bliver brugt af Gud. Og ligesom i Bibelen gives salvelsen bogstaveligt talt videre ved håndspålæggelse.
Peter regnede med, at han skulle være føl hos en meget salvet afrikansk evangelist eller apostel, som hed Samuel Bonda. De to var som far og søn i to år, og Peter var ofte på besøg i ferier, men da han en dag endelig ankom for at følge Bonda for alvor, kom en mand ud og fortalte, at Bonda netop samme dag var død
Peter tog nu hjem til Danmark for at tjene flere penge til opholdet, og samtidig var han i forstanderpraktik hos Allan Høyer i Lemvig. Pludselig blev han syg og kom i isolation på hospitalet med tuberkulose. Det er noget, der kan tage seks måneder at komme over, men efter aftale med lægen tog Peter medicinen med til Zambia efter kun to-tre uger. Peters far er i øvrigt også selv læge, så han var i gode hænder.
tilbage til Danmark
I stedet for Bonda blev Peter nu knyttet til Robert Bwalya, en evangelist, som flere gange har været i Danmark, og hvis dramatiske livshistorie vi har bragt i Udfordringen.
Robert Bwalya arbejder især med at befri mennesker for dæmoniske bindinger og besættelser. Han har i Zambia oprettet en Åndens Klinik i forbindelse med sin kirke, hvor syge kommer og bliver befriet for deres plageånder. På en anden almindelig klinik tager kirken sig af de mere biologiske sygdomme.
– Sammen med Bwalya var jeg med til en udfrielses-konference, hvor der var 1200 deltagere. Da Robert befalede dæmonerne at forlade deltagerne, manifesterede dæmonerne sig hos 1100 ud af de 1200! Jeg har aldrig oplevet noget lignende hverken før eller efter. Sådan en kraft, blev der udløst.
– På den konference blev tre ting klart for mig:
1. At jeg skulle tage hjem til Lemvig og lave en Åndens Klinik.
2. At vi skulle have Robert til Danmark det kom han i efteråret 2002.
3. Og at jeg selv skulle udsendes som evangelist til Danmark.
Siden da er Åndens Klinik i Danmark blevet oprettet i Lemvig, Aalborg, Hillerød, Ikast, Randers, Dronninglund, Ringkøbing og Thorshavn. Det er de klinikker, som er tilknyttet Peter og Johannes Hansens lederskab. Udover dem findes der lignende klinikker ud fra frikirker og enkeltpersoner i andre byer. Hundredvis af mennesker har allerede fået hjælp.
– Indenfor psykiatrien er der et stort antal sygdomme, som kaldes kroniske altså uhelbredelige. Det fortæller min far mig. Han er læge.
– Men vi nægter at tro, at nogen sygdomme skulle være undtaget, når der gang på gang står i Bibelen, at Jesus helbredte alle sygdomme. Og vi ser heldigvis på disse klinikker, at når vi beder for mennesker i Jesu navn, så bliver de fri. Nogle gange sker det ikke umiddelbart, der skal flere behandlinger til. Og nogle gange er der ikke tale om åndelige bindinger, men om noget psykologisk.
Peter mener, at også mange kristne er bundet af åndelige bindinger:
– Vort mål er at sætte undertrykte kristne fri til tjeneste. Der er behov for et opgør med det, der binder. Slaver arver som bekendt ikke, siger Jesus i Johs. 8, 31-36. Altså gælder det om, at vi ikke fungerer som slaver i vores gudsliv, men som børn af Gud og arvinger til al den åndelige velsignelse.
– Vi vil åbne himmelens sluser ved at bede for hele nationen, siger den unge bemærkelsesværdige evangelist.