Det er vigtigere at være god end at være dygtig, sagde Lone Hertz, da hun for nylig blev interviewet i TV DK4.Det var godt sagt.
I vor tid lægges der næsten udelukkende vægt på, hvad vi kan præstere. Vi skal være professionelle. Vi skal yde vort yderste. Vi skal være perfekte. Udvendigt.
Men er det ligegyldigt HVAD vi er dygtige til?
Er der ikke forskel på at være en dygtig betjent eller tyv?
For nogle år siden havde man en etisk debat blandt journalister om, hvor vidt en journalist måtte sælge sin sjæl til at markedsføre en virksomhed eller et politisk parti. For egentlig skal en journalist jo fortælle sandheden – og det er ikke altid i firmaets interesse… Derfor var det en vigtig debat.
Men debatten er fuldstændig forstummet. Hurtigt kom det til at handle om, at man bare skulle gøre det professionelt.
Spindoktorer, der kender mediernes mekanismer, er i høj kurs blandt politikerne. De kan hjælpe politikerne til at føre sig frem, så offentligheden får det rigtige billede – som faktisk ikke er det rigtige billede, men bare et positivt billede. Udvendigt.
Det handler ikke længere om at gøre det rigtige, men at få det til at se sympatisk ud…
Hvad med de indre kvaliteter? Hvad med måden vi gør det på? Hvad med moralen? Hvad nytter det, at man får succes, hvis man får det på falske betingelser? Ja, hvis man kun gør værdierne op i penge – som der er en tendens til for tiden – så er det ligegyldigt. Men hvis penge ikke er alt, og der også er andre værdier, der tæller, så kan man miste alt på at vinde på den måde.
Eller som en kendt mand sagde: Hvad gavner det et menneske, at han vinder hele verden, hvis han mister sin sjæl?
Det var forresten Jesus. Han lærte os, at de indre kvaliteter er vigtigere end de udvendige. Århundreder har bekræftet, at sådan er det. Alligevel falder vi gang på gang for de gamle løgne.