Sidste år lød det i en profeti, at alles øjne skulle rettes imod Danmark. De, der hørte profetien, havde nok ikke forestillet sig, at det skulle foregå på dén måde…!Siden katastrofen 11. september i 2001 i USA er der ikke én begivenhed i verden, som har fået så megen – og så negativ – omtale som Danmarks Muhammed-tegninger.
Hvem skulle have troet, at vores flag Dannebrog nogensinde ville blive brændt af ophidsede folkemængder. Tænk, at vi pæne, liberale danskere ikke længere kan være os selv bekendt, når vi rejser i verden. Os, der altid har hygget os i smug og kørt på frihjul, mens USA og Israel blev hånet. Nu er vi i samme kategori. Og hvem véd, hvad der mere kommer.
Vi kan sagtens finde årsager til ulykkerne: Jyllands Posten skulle ikke have trykt de provokerende tegninger. Statsministeren skulle ikke have været så sen til at beklage. Kulturministeren skulle ikke have opfordret til at pisse på Koranen. Imamerne skulle ikke have rejst rundt og vist grisetryner frem. Befolkningerne skulle ikke have reageret…
Men måske skal vi bagved alt det, der er sket, søge efter en anden årsag af mere åndelig karakter?
Når det kunne gå så galt, hænger det så ikke sammen med, at vi som land har frasagt os al kristen moral og anstændighed…? Lige fra skolen til hele det offentlige liv.
I medierne er sproget blevet sjofelt og vulgært. I politik bruger Venstres ordfører Jens Rohde en sjofel, mandschauvinistisk bemærkning til at afvise Socialdemokraternes statsministerkandidat Helle Thorning. Hvorfor finder kvinderne sig i det? Det var ikke gået i rødstrømpernes tid.
Men sådan er kulturen blevet, fordi ingen siger fra.
Mange af os kristne har i årevis været knust over den udvikling, vi har oplevet i vores Danmark. Ude i verden er vi kendt som foregangsland – for abort, porno, børneporno, Thorsens blasfemiske Jesus-film og andre perverse kunstneriske film, samt statsministerens promovering af bøsse-samliv – og nu at vi forhåner andres religion og følelser.
Er det, vi oplever, ikke den bitre frugt af vores hovmodige jante-mentalitet? Vi tror, vi kan tillade os alt. Vi sætter os hovmodigt op imod alle traditioner og normer. Vi pisser på religion og andres følelser, mens vi selvgode taler højtideligt om vores ytringsfrihed – til den slags pjat.
Men nu høster vi den bitre frugt.