Den hjemmeboende søns udfordring…

Det er en af de mest kendte lignelser, der er søndagens tekst i denne uge. Lignelsen om ”den fortabte søn”. Her viser Jesus os, hvordan Guds faderhjerte virkelig er.

”Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.”

Sådan er Gud, selv om nogle mennesker forsøger at fremstille ham på en misforstået måde. Men Jesus kendte Faderen. Og han fortalte lignelsen for at vi skulle lære Faderen at kende.

Muslimerne har et helt andet billede af Gud/Allah.
Ingen af hinduernes mange guder er så god som Gud.
Buddhisterne har slet ingen gud. Ateisterne heller ikke.
Men Jesus beskriver Guds hjerte for os.

Dybest set er vi alle fortabte sønner og døtre. Vi har alle brug for at sluge vores stolthed og komme hjem og bede Faderen om tilgivelse.
Og hvor er det fantastisk, at vi kan møde Gud, som den fortabte søn mødte sin far. Det er så stort, at vi bedst forstår det, hvis vi har været langt hjemmefra.

For de fleste af Udfordringens læsere er det nok mere relevant, hvad Jesus fortæller om den hjemmeboende søn.

Mens de fortabte sønner ”nyder livet”, slider han på Herrens mark – i kirke og mission. Og ligesom jeg beskrev i lederen uge 20, kan vi ”gamle” kristne let blive misundelige og bitre over, at de ”nye” kristne får lov at opleve helbredelser og nådegaver, syner og åbenbaringer – mens vi måske ikke oplever så meget overnaturligt i vores jævne kristenliv.

Jeg tror, at Jesus vidste, det ville være sådan for os. Derfor fortalte han lignelsen, så der også var en pointe om den ældste søn – om dem, som er vokset op i et kristent hjem, eller har været kristne i mange år.

Hvad er det så, Jesus siger til os ”gamle” kristne?
Hør, min søn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.«

1. Han siger altså ”min søn”. – Dvs. vi ER hans børn, selv om vi ikke ”oplever” eller føler på samme måde, som de nye.

2. Han siger ”du er altid hos mig” – dvs. vi hører til. Han kender os godt og værdsætter, at vi er hos ham.

3. Han siger ”alt mit er dit” – og det er det vigtigste.

For det betyder, at vi også har adgang til alt i Guds rige. Ikke bare de fede retter og en fest, men til hele Guds rige.
Til alle nådegaverne (Kor. 12) og tjenester. Til alle Guds materielle og åndelige velsignelser. Det er dit!

Hemmeligheden er at gribe det. Og nogle gange forhindrer vores ”markarbejde” og vaner os i at opdage, at det også er en fest at høre til i Guds rige.

Men hold fast i, at du har fået det hele. Alt mit er dit, siger Gud. Du har ret til det. Men det ligger på hylden, indtil du griber det og ta’r imod det i tro.

Søndagens tekst: Luk 15,11-32

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk.
Illustrationer af Martin Young, Bible Cartoons.

Sønnen, der erkendte sin fortabthed

11 Jesus fortsatte med følgende historie: »Der var en mand, som havde to sønner. 12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner. 13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget.
17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’ 20
Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’ 22 Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – 23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. 27 ‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’ 28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. 29 ‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. 30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’ 31 ‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’«