Den muslimske legende Saladin som erobrede Jerusalem i 1187

Kristeligt Dagblads forlag har efterhånden udgivet en række tykke historiske bøger, hvor engelske forskere øser af deres research og viden.

Senest er det Jonathan Phillips, en engelsk korstogshistoriker, som har beskrevet Saladin.
Den kurdisk-fødte hersker erobrede enorme landområder fra det nordlige Afrika til Irak. Og ”kronen” på hans karriere var at tilbageerobre Jerusalem fra de europæiske korsfarere, som ellers havde etableret sig med et kongerige dér i næsten 90 år.

Han begyndte som udsendt for Syriens hersker i Egypten. Ved hjælp af gavmildhed (eller bestikkelse) og militærmagt satte han sig på landet, og derefter indtog han Mellemøstens småstater. Altsammen under påskud af, at hans endemål var at erobre den hellige stad gennem hellig krig.

Kampen om Jerusalem

Den hellige stad Jerusalem var som bekendt besat af Romeriget på Jesu tid, men da kejser Konstantin ca. 312 blev kristen, blomstrede byen i den byzantiske tid med mange kristne pilgrimme. Men i 638 erobrede den muslimske kalif Umar I igen Jerusalem. De kristne pilgrimme blev en tid accepteret. De var en god forretning.

Men da en muslimsk hersker ødelagde gravkirken, førte det til korstogene fra 1095, og Jerusalem blev tilbageerobret 1099 og var et kristent kongerige frem til den muslimske Saladin i 1187 erobrede byen, og kirkerne blev omdannet til moskéer mm.

Romantisk billede

Saladin er blevet rost for, at han ikke dræbte alle de kristne, men lod de fleste rejse. Men sandheden er, at han lod de rige købe sig selv fri, mens de fattige blev solgt som slaver…

Saladin er i Vesten blevet fremstillet som en gavmild og retfærdig hersker – mens korsfarerne er blevet hængt ud for de massakrer, der desværre også skete.

Når Saladin er blevet fremstillet så positivt, skyldes det populære og romantiske fremstillinger, som ”The Talisman” af Walter Scott i 1825 og Stanley Lane-Pooles ”Saladin and the Fall of the Kingdom of Jerusalem” 1898.

Selv om der senere er kommet bedre videnskabelige værker, er billedet af den gode og moralske Saladin og de grimme korsfarere blevet hængende.

Det er typisk for det kultur-kristne Vesten, at vi er ætsende selvkritiske – og anklagende overfor vores egen historie og religion, mens vi ofte er naivt godtroende om andre kulturer. Den kristne forkyndelse af ydmyghed fører her til selvudslettelse.

Brud med myten

En amerikansk forsker, Andrew Ehrenkreutz, brød i 1972 med myten om den gode Saladin i sit værk, hvor han beskrev ham som en ”skånselsløs, hævngerrig og beregnende opportunist, der ikke tøvede med at kompromittere de religiøse (muslimske) idealer, hvis det var politisk fordelagtigt”.

Nu forsøger Jonathan Phillips med utallige kilder (henvisningerne fylder 60 sider!) at give et afbalanceret billede af den muslimske hersker, som stadig er et forbillede for jihad-krigere.

Bogen er fyldt med detaljerede oplysninger, så det næsten bliver uoverskueligt at læse de 574 sider, som kun er adskilt af kapitler, men ellers udgør en endeløs tekstmængde.

Mellemoverskrifter, kort og grafiske fremstillinger ville have hjulpet.

Alligevel er det interessant – i hvert fald hvis man er historisk, religiøst eller politisk interesseret. Og forfatteren forsøger også at føre historien frem til i dag. For Saladin inspirerer fortsat muslimerne – dog ikke shia-muslimerne, som han fratog herredømmet i Egypten og bekæmpede.

Forfatteren er dog forsigtig med at konkludere. Det overlader han til læseren.
Jonathan Phillips:

Sultan Saladin – En mellemøstlig legende.
574 sider. 299,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag.