Udfordringen er normalt en avis, man holder i abonnement. Den sendes ud over hele landet hver søndag morgen.
Vi opfordrer to gange om året læserne til at dele henholdsvis julenummeret og påskenummeret ud til venner og bekendte for at markere de to store højtider. Desuden sender vi den til udvalgte postdistrikter. Derfor får mange avisen i denne uge.
Hvad er det, der er så specielt ved Udfordringen?
Det er en avis, der handler om tro og kristendom. Og forhåbentlig er den så interessant, at du får lyst til at læse avisen hver uge.
De fleste af os danskere er jo medlem af Folkekirken eller en af frikirkerne, så det med troen burde jo interessere os alle.
Men faktisk prøver vi at lave avisen, så den også er en udfordring til dem, der ikke er så kirkelige. Eller som er ateister, muslimer eller bare tvivler lidt på det hele. Påsken er godt nyt til alle.
Hvad er det, der er så specielt ved påsken?
I påsken kan vi glæde os over, at Jesus virkelig genopstod påskemorgen efter sin frygtelige død langfredag.
Han gennemførte dermed sin fantastiske plan: at tage al verdens skyld på sig og dø for den – og overvinde døden.
Ny Testamente fortæller, at det var netop dét, der skete.
Kort sagt betyder det, at enhver som tror på Jesus, vil blive frelst og ikke gå fortabt, men få et evigt liv efter døden.
(Det kan man fx læse i Johannes-evangeliet 3,16)
Det har været den kristne kirkes grundlæggende tro i næsten 2.000 år. Og det gælder også i dag.
Troen betyder også, at vi kan få en ny start og et spændende liv her og nu, hvis vi tillader Helligånden at virke i os.
Udfordringen er en selvejende institution – uafhængig af kirker og organisationer. Avisen er kun forpligtet på at udbrede evangeliet – dvs. den ægte, oprindelige kristendom, som du kan læse om i Ny Testamente. Avisen opstod i 1973.
Først som gadeavis i hippietiden i København, så som månedsavis og fra 1986 som ugeavis. Vi er nu i den 49. årgang. – Men stadig en udfordring.
Glædelig påske!
Comments are closed.