I over 50 år drev to kvinder en hotelpension i Blenstrup ved Hadsund. Nu håber nye kræfter, at det igen kan blive et åndeligt kraftcenter.
”Munkebo” var Grethes Munks barndomshjem. Da faderen døde, måtte Grethe som 17-årig og den yngste af 11 børn hjælpe moderen med at drive det lille landbrug.
Men Grethe fik tuberkulose og var dødssyg. Det tog så hårdt på moderen, at hun selv døde…
Grethe blev imidlertid overnaturligt helbredt gennem tro og bøn, og selv om hun tilhørte Indre Mission, bad hun et helt år Gud om at få Helligånden. Grethe forstod ikke, hvad der skete. Men det gjorde noget godt ved hende.
Sammen med en veninde fra Aarhus, Elin Hansen, åbnede Grethe i 1966 et alderdomshjem med fem ældre beboere. Senere ændrede de hjemmet til pensionat med plads til 15.
Åndelig fornyelse
På grund af sin egen oplevelse af en åndelig fornyelse åbnede Grethe Munk stedet for den åndelige fornyelse, der opstod i 70’erne i de gamle kirkesamfund.
Michael Harry, Cecil Cousen, Moses Hansen, Anne Lise og Peter Madsen og mange andre karismatiske personligheder har forkyndt og undervist her.
Og både de lokale kristne og tilrejsende har haft glæde af de møder, der blev holdt her.
Ramt af blodpropper
Udfordringen har flere gange omtalt de to damer og stedet.
Da Grethe Munk i 1999 blev ramt af syv blodpropper, måtte begge ben sættes af.
Elin Hansen forsøgte tappert at føre stedet videre. Men arbejdet og økonomien voksede hende over hovedet. Måske var presset medvirkende til, at Elin fik en blodprop i hjernen og nu er delvist lammet og bor på et lokalt plejehjem.
Hvem vil overtage?
En besked gik til Pottemagerens Hus i Holsted, da Elin måtte indlægges. Kendte Moses Hansen mon nogen, som ville føre det noget forsømte og forgældede sted videre i de to kvinders ånd? blev der spurgt.
Netop på det tidspunkt var der et faste- og bedestævne i Pottemagerens Hus. Og Dorthea Nielsen, som var med, følte straks hjertet banke, da hun hørte om Munkebo.
Troen vakt til live
– Jeg var begyndt at komme i Pottemagerens Hus nogle år tidligere, fortæller Dorthea. Jeg var menighedsrådsmedlem i Brørup og kom i den lokale folkekirke. Jeg var vokset op med Fadervor. Da vi fik en ny præst, Majbrit Hviid Christensen, kom jeg til at snakke meget med hende. Jeg havde ganske vist været på Kolonien Filadelfia for at blive uddannet som diakon, men det havde aldrig været en personlig tro, som det nu blev, fortæller Dorthea Nielsen, der også havde en uddannelse som bygningsmaler og socialpædagog.
Slået ned af patient
Men Dorthea havde fået en arbejdsskade efter et overfald.
En af de psykisk syge patienter på et behandlingssted havde nikket hende en skalle på en aftenvagt, så hun blev slået ud. Følgerne havde plaget hende i ti år.
Da Dorthea var blevet åndeligt vakt til live, tog hun til møde i Pottemagerens Hus, som lå i nærheden. Hun var til forbøn og oplevede en helbredelse første aften, hvor Jørgen Hyldgaard talte.
– Jesus satte mig fri. Jeg mærkede, hvordan der kom en lettelse over min krop, og Gud, Jesus og Helligånden blev meget mere nærværende. Jeg blev involveret i arbejdet og hjalp de næste fem år til med fx at byde gæster velkommen og meget andet.
Mødte Tage
Da Moses Hansen gennemførte en møderække på Bornholm, Tour de Noah, deltog Dorthea også. Her mødte hun Tage Barrit Nielsen fra Aarhus, som havde været med Moses på korstog, messer og møder i 40 år.
– Jeg har altid været i brand for Jesus. Jeg kommer oprindeligt fra Missionsforbundet, men skiftede senere til Citykirken i Aarhus, fortæller Tage. Livet igennem har han handlet med legetøj. Han begyndte i Sallings legetøjsafdeling, men blev så selvstændig og importerede legetøj, bl.a. de klemmebamser, som DSB handlede med.
Dorthea og Tage blev meget gode venner, og det er de stadig. Men de er ikke gift, selv om de har samme efternavn.
Glem det!
– Da jeg nu hørte om Munkebo, spurgte jeg Tage, om han ville tage med ud og se på stedet, fortæller Dorthea.
– Og jeg må nok indrømme, at jeg havde mest lyst til at tage hjem igen, tilføjer Tage.
– Det sagde jeg også til Dorthea: Nej, glem det. Der er alt for meget, der skal gøres. Det er måske bedre at rive det hele ned, husker Tage, at han sagde. Han beskriver stedet, som det så ud:
– Her var jo fyldt med møbler overalt. Her hang utallige billeder. Her var halvandet tons syltetøj! Her var 14 fyldte kummefrysere…!
Værelserne var også fyldt med ting. Og der lå ting og sager på trapperne. Bygningerne trængte til en ordentlig omgang, og fyret skulle skiftes…
– Så vi tog hjem igen. Der var også en anden, som overvejede, om han skulle overtage stedet. Men jeg kunne nu ikke glemme Munkebo, fortæller Dorthea om det kald, hun følte.
Vendte tilbage igen
– Men tre uger senere vendte vi tilbage. Dorthea var stadig opsat på at overtage stedet, og så tænkte jeg: Jamen, så gør vi det, selv om der er fire huse plus dem, der skal rives ned. Det tog tre måneder at rydde op… Og to år at renovere…
– Mange frivillige har hjulpet til og gjort en stor indsats. Der er blandt andet væltet en mur mellem de to mødesale, så der nu er et stort åbent lokale.
Åndeligt kraftcenter
Dortheas vision for stedet er, at det skal være et åndeligt kraftcenter, hvor mennesker kan komme og blive opladet. Enten på en form for retræte gennem kortere, eller længere tid, eller som et omsorgs-ophold, eller gennem de møder, som arrangeres på stedet.
Hver måned er der en aften med en taler udefra. Hver 14. dag er der bønnemøde. Den sidste torsdag i hver måned er der Israels-møde, fordi man her mener, at kristnes forståelse for bøn for Israels rolle i endetiden er meget vigtig.
Bofællesskab
– Vi ønsker, at der skal være et kristent tværkirkeligt bofællesskab her. Vi håber at der kommer nogen, der har tjenersind og kan være med i visionen for dette sted. Til sommer regner vi med at bruge græsmarken, som hører til ejendommen, til en form for bibelcamping, fortæller Dorthea.
– Men vi regner også med at leje værelser ud for en nat eller to, ligesom bed-and-breakfast, hvis nogen har brug for det. Der er for øjeblikket fem værelser i den nye afdeling, som tidligere har været brugt til plejepatienter. Og desuden er der 4 værelser henne ad gangen. Plus et hus, hvor de nuværende beboere regner med at flytte ud, og vi håber, at andre vil flytte ind og være med i vores bofællesskab.