Ekstra god imod de forsømte

Der er noget ved Guds hjerte, som virkelig rører mig gang på gang, når jeg interviewer mennesker. Det er, at han ofte løfter netop de mennesker op, som er mest forsømt og ødelagt.

Som nu Gabriela, der fortæller her. Hun fik en meget dårlig start på livet. Desværre er hun ikke den eneste, som udsættes for dårlige omvækstvilkår. Og grunden til vore livs succes eller fiasko lægges jo netop, mens vi er børn.

Ofte nøjes vi kristne bare med at have medfølelse med dem, der har det skidt. Det gavner dem ikke så meget.

Men i Gabrielas tilfælde var der heldigvis en kristen veninde, som lukkede munden op og fortalte, hvordan troen på Jesus hjalp hende, – og derved fik Gabrielas traumatiske barndom og mislykkede liv en lykkelig udvikling.

Der skal nogle gange så lidt til at redde et menneske.

Den ældste søns udfordring

Men ikke nok med, at Gud forbarmer sig over et menneske i en nødsituation. Ligesom i lignelsen om den fortabte søn så overdriver han næsten modtagelsen af de ”fortabte” med godhed og nådegaver.

De nye kristne får ofte lov at opleve både helbredelser og bønnesvar, og de ser syner og engle, som mange ”gamle” kristne ikke oplever. (Det kan så være vores egen skyld, og Gud ønsker sikkert også, at vi oplever de samme ting, for han siger jo, at ”alt mit er dit” – men det er i hvert fald min erfaring, at det ofte er sådan. Og derfor reagerer vi ofte som den ældste søn i lignelsen, men vi skal jo tværtimod glæde os.)

Gabrielas syn: Danmark sover

Førnævnte Gabriela får også syner og profetiske ord. Et af dem fortalte hun om ved Bedehus Danmarks samling i januar.

Hun så en stor seng, og Danmark sov i den. Og hun så Big Ben i London, og klokken var fem minutter i 12.

– Og jeg hørte Herren sige. “Jeg har forlænget tiden for at vække danskerne, men nu sender jeg et wake-up-call til det danske folk, for der er en storm på vej”. Og jeg så det danske folk med forblæst hår over det hele.

Og jeg hørte Herren sige: “Tilbed og pris mig, og kun mig. For jeg vil ryste fundamentet i Danmark. Vågn op, gør jer klar. Gør jer klar, gør jer klar. Kom foran min trone og tilbed mig, vær ikke lunkne, ellers vil jeg udspy jer af min mund (Åb. 3:16).

Gabriela så også en kæmpestor engel:
– Han havde et sværd udelukkende af hellig ild. Han ventede på ordrer, fordi han er en krigerengel og en leder for en stor englehær. Jeg hørte: “Sæt englene fri til at drage mod syd og nord, øst og vest, for at vække mit folk i Danmark. Væk dem op! Det er tid til at stå op. Tilbed og pris mig. Kom foran min trone, for der er en storm på vej. Jeg har placeret en port i Danmark, som alle englene vil gå igennem og betjene folk, ligesom jeg gjorde med min tjener Jakob” (1.Mos. 28:12).

– Jeg fik det indtryk, at Herren ønsker at komme med sin hellighed og renhed til Danmark, men når folk ikke er vågne, vil de dø, fordi det er tungt for deres hjerter. Når den mægtige ild kommer, vil den brænde alt det bort, som ikke er fra Herren.

Og jeg ser bønnekæmper med sværd og hellig ild, som går i forbøn for Danmark. Og jeg hører Herren sige: “Kom for min trone, vær stærke, brug mit ord, proklamér det ind i den usynlige verden, forløs englene, så de kan vække folk op, for jeg vil komme med min hellige ild, med min hellighed og rense deres hjerter”, slutter Gabriela.

Et varsel til os?

Også andre har profeteret om, at der vil komme en rystelse i Danmark – som får nogle til at vende om til Gud. Og som fårehyrden Amos i Gamle Testamente udtalte, da han profeterede dom – to år før et jordskælv: ”Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne” (Amos’ Bog 3,7).

Vi får altså et varsel – hvis vi ellers gider lytte til profeterne. Og måske er ovenstående specielt henvendt til os ”gamle” kristne, der har tilpasset os for meget og glemt, hvem Gud er.

Comments are closed.