Aril Edvardsens tredje bind i serien om Solgudens Autostrada handler især om guldlandet Ofir – Afrika – og De Kanariske ØerLigesom sin landsmand, Dr. Thor Heyerdahl, er Aril Edvardsen overbevist om, at der er store fejl i den moderne historieskrivning.
Thor Heyerdahl påviste som bekendt, at det ville have været muligt for mennesker i primitive sivbåde at krydse både Stillehavet og Atlanterhavet i en fjern fortid.
Det skyldes de særlige havstrømme, der bevæger sig rundt mellem kontinenterne. Aril Edvardsen kalder disse havstrømme for Solgudens Autostrada.
Arkæologi er den norske verdens-evangelists store interesse, og på sine rejser rundt i verden har han samlet materiale, som påviser Bibelens historieskrivning – bl.a. om at folkene spredtes til hele verden fra et fælles udgangspunkt i Irak – fra Babelstårnet.
Mængden af information er vokset, så de to bind er blevet til tre store bind og serien først afsluttes med et fjerde bind.
For kristne er Edvardsens bøger naturligvis ekstra interessante, fordi de forbinder arkæologien (og mange andre fagområder) med det velkendte stof fra Bibelen.
Desværre kniber det efterhånden for os læsere at holde sammen på alle de oplysninger, Edvardsen dænger op på bordet. Man savner jævnligt en pointe, når der berettes om de utallige fund. Men interessant er det bestemt.
Dette tredje bind handler især om Ofir – det hebræiske navn for guld, som gav navn til Afrika, hvorfra bl.a. Kong Salomo og Dronningen af Saba hentede guld. Ifølge Edvardsen var det i fortidsbyerne Store-Zimbabwe og Mapungubwe i det sydlige Afrika. Transporten foregik på floderne. Og det var både egyptere, summere og andre folk fra Mellemøsten, som her tømte minerne for metaller.
At jøderne også var her, er Lemba-folket bevis på. DNA-test har vist, at dette folk nedstammer fra jøderne.
Anden halvdel af bogen handler om Kanarieøerne, som var mellemstation for havsejlerne på vej til Atlantis – dvs. Amerika, hvor de også fandt ædle metaller i massevis.
De mange folk har ofte gamle beretninger eller religiøse ritualer, der dels hentyder til Skabelsen og Noahs ark, dels til Babelstårnet.
Edvardsens pointe er her, at dette pyramide-tårn ikke handlede om at nå op i himlen – sådan rent fysisk – men var et kommunikations-tårn udregnet efter indviklede formler, der skulle sætte folkene i stand til at forstå de guddommelige hemmeligheder og nå frelsens højde. Afgudsdyrkelsen foregik altid på højene. Men samtidig handlede det om at kunne beregne længde- og bredde-grader. Nej, vore forfædre var ikke dumme halvaber. Deres viden var imponerende, men afgudsdyrkelsen ledte dem ud i fordummelse.
Bind 3: Pyramiden og Orionmysteriet
Bind 4: Atlantis & Globusenes hemmelighet
(Anmeldelse følger).