Jens Sørensen har været en pionér og arbejdshest i Guds rige, siden han som ung gav Gud sit ja – og fik et formål med livet. Men det har ikke været så nemt…
Når man sejler ind gennem isfjorden til Illulissat (Jakobshavn), ligger sygehusets røde bygning oppe på skrænten. Her arbejder Jens Sørensen – igen, selv om han gik på pension i januar.
Og faktisk var det ham, der var med til i 1980 at få skaffet de 45 mio. EF -kroner, så det gamle sygehus kunne blive udvidet og moderniseret. Bagefter fik han til opgave at være med til at udbygge sygehuset i Maniitsoq længere sydpå.
Jens og hustruen Maria kom herop nord for polarcirklen allerede i 1978 med deres første fire piger som en slags ”teltmager”-missionærer, der ligesom Paulus selv skaffede deres underhold ved at arbejde. Og deres liv har været meget dramatisk.
Et formål med livet
Allerede som ung oplevede Jens Sørensen et kald fra Gud til at gøre noget for andre mennesker. Han havde ellers pjekket de sidste to år i folkeskolen, så han reelt kun havde gået fem klasser i skole, da han som 17-årig kom i kontakt med Missionsforbundet i Grindsted.
Men pludselig kom der mening og målrettethed ind i den unge vestjydes liv.
– På en 14-dages bibelskole med Ingolf Diesen, som var rektor på Ansgarskolen i Norge, hørte jeg for første gang om Helligåndens gaver. Det var i 1967, før den karismatiske fornyelse rigtigt kom til Danmark. Jeg blev klar over, at der var et formål med mit liv. Jeg besluttede at uddanne mig til diakon, men først måtte jeg gå på realskole i Grindsted for at indhente det forsømte.
Herefter begyndte jeg på Kolonien Filadelfia i Dianalund, fortæller Jens, mens vi sidder i Snespurve klubben/ INO-kirken og kigger ud over isbjergene i fjorden.
Opholdet i Filadelfia blev imidlertid af kort varighed, for på det tidspunkt kunne ledelsen ikke acceptere en frikirke-kristen, så Jens blev bedt om at rejse. Han tog nu i stedet en sygeplejeske-uddannelse i Holbæk fra 1970-73 og avancerede herefter hurtigt til afdelings-sygeplejerske i Grindsted, hvor Maria også blev ansat.
Gud sørgede for os
– Vi fik hurtigt Volvo, Villa og Vovhund. Men ved en gudstjeneste vækkede Gud mig, så jeg forstod, at jeg skulle bruge mit liv til noget bestemt. Vi sagde jobbet op, solgte huset, og jeg begyndte på Missionsforbundets 4-årige teologiske uddannelse på Ansgarskolen i Oslo. Udover at studere bl.a. dogmatik og græsk, var vi elever ude at holde to møder om ugen! Rektor Diesen holdt selv fem evangeliske møder om ugen det meste af livet.
– Vi havde regnet med at have 300.000 kr. på et pantebrev fra det hus, vi solgte i Holbæk. Men lige før vi rejste, fik vi besked om, at den nye ejer var gået konkurs og alt var tabt…
Men på forunderlig vis sørgede Gud for, at vi havde, hvad vi skulle bruge, fortæller Jens taknemlig.
Efter to år tog han et job som afdelingssygeplejerske i Grindsted og fuldførte studierne som fjernstudier.
Til Grønland – alligevel
– Folk spurgte mig ofte, om jeg skulle være præst. Men jeg svarede: Måske. For det var missionær, jeg ville være. Men Missionsforbundet ville ikke udsende os til Grønland, men til Congo Brazaville, hvor de havde arbejde i gang. Herefter tilbød Apostolsk Kirke at udsende os, fordi de allerede havde arbejde på Grønland. Men da man hørte om det i Missionsforbundet, udsendte de os alligevel til pionerarbejde i Illulissat.
– Det første år var vi hos en norsk missionær i Aasiaat. Vi havde planlagt at fragte tre Panbo-huse herop, men kommunen ville ikke give byggetilladelse til ”de falske præster”, som man kaldte frikirker og alle andre ”sekter” dengang. Men det havde Gud også en løsning på. For i helikopter-lufthavnen kom en svensker hen til mig og sagde, at Gud havde talt til ham. Han skulle sælge sit hus til mig. Det var en svensk pinsemand, og vi tog nu sammen ned til en advokat for at skrive papirer. Først dernede talte vi om, hvad jeg skulle give for huset. Advokaten undrede sig. Kun 60.000 kr. fik jeg det for. Og da jeg ikke havde pengene, måtte advokaten undrende skrive, at ”Jens betaler, når han kan betale”.
Huset lå netop i det socialt mest belastede kvarter, så vi så Guds finger i det og gik i gang med en kristen børne-
og ungdomsklub.
Vi byggede så et andet hus ved siden af. Og senere udvidede vi igen.
Måtte ikke danne kirke
– Jeg fik nu et job som forstander på byens sygehus, og Mogens Gjerløv, som sammen med Lene også var kommet herop, blev leder af kriminalforsorgen. Så vi havde fingeren på pulsen. I fritiden drev vi missionsarbejdet sammen med vores koner og børn, fortæller Jens.
– Hjemmefra havde Missionsforbundets ledelse besluttet, at vi ikke skulle danne egen kirke, men indgå i den grønlandske folkekirke. Det var svært for mig, indrømmer Jens.
– Vi forsøgte at tilbyde vores hjælp til provsten. Men vi blev afvist, da vi sagde, at vi ville fortælle konfirmanderne om evangeliet. Provsten mente, at vi hellere skulle fortælle om Grundtvigs livssyn og Kierkegaards filosofi. Til 14-årige konfirmander…? Vi måtte heller ikke synge med børnene.
I 1987 rejste vi hjem og blev afløst af flere forskellige for en kortere periode, før Kerstin og Bjarne Nederby kom herop – og blev i 13 år. I deres periode blev klub-arbejdet udvidet til en menighed. Det var jo uholdbart i længden, at vi ikke måtte danne menighed.
En grønlænder, Josef Mørk, der var blevet kristen i Herning pinsekirke kom herop og har stået for menigheden i mange år.
Mordforsøg i Dueslaget
Jens og Maria startede nu et socialt hjælpearbejde for narkomaner og andre sammen med fire andre familier. ”Dueslaget” hed gården i nærheden af Grindsted. Her arbejdede de i 9 år, og det var til tider meget dramatisk.
En nat blev Jens overfaldet af en tidligere beboer, som ville slå ham ihjel. Beboeren havde også brændt deres sommerhus af. Han pressede nu Jens op i et hjørne i køkkenet med en kniv for struben.
I sidste øjeblik kastede Jens’ søn et luftgevær hen til faderen, som slog voldsmanden omkuld med geværkolben. Senere flygtede voldsmanden flere gange fra fængslet, og politiet advarede familien, som så måtte gå under jorden. Det tærede på dem. Maria havde i forvejen ekstra arbejde ved siden af som natsygeplejerske for at skaffe penge. Og deres beboere havde jo alle store problemer.
– Til sidst anskaffede vi en bidsk schæferhund og sagde til politiet, at vi ikke ville vide, når fangen var på fri fod. Det var ikke til at holde ud for børnene og os andre, husker Jens.
Udbrændt i Brovst
Efter 9 år med arbejde i døgndrift, blev Dueslaget nedlagt – og de to familier måtte forlade det med gæld, selv om de havde investeret en million i gården.
Jens blev nu præst i menigheden i Brovst, og han kørte igen på med bl.a. café og ungdomsarbejde. Tre volontører blev ansat. Samtidig følte han en mur af modstand fra en del af menigheden, som ikke ønskede de forandringer, han foreslog. I stedet for at gå med på hans visioner, stillede de krav, som han ikke synes, han kunne leve op til.
Det endte med en dyb depression, så Jens efter 8 år måtte sygemelde sig i et års tid. Han blev opsagt efter nogle måneder af økonomiske grunde, og han havde mistet alt håb om nogensinde at prædike igen. Han følte sig mislykket og forkastet. Han holdt også op med at bede og læse Biblen i næsten et år – var i en dyb depresion.
– Havde det ikke været for min familie, så havde jeg taget mit eget liv. Jeg var totalt udbrændt, husker han.
Lys i mørket
Midt i mørket fik Jens en opmuntring gennem bogen ”Den himmelske mand” om Guds omsorg for de forfulgte kristne i Kina. Og under en forbøn sagde en forbeder: ”Jeg skal sige fra Herren, at den dag vi står derhjemme i Himlen, så står der mange dér på grund af dig, Jens.”
Dette ord fik Jens til igen at se opad, og han begyndte igen at bede efter den lange tavshed.
Kort efter så han en stillingsannonce i et norsk blad. Man skulle bruge en leder af et privat plejehjem, som både havde forstand på sygepleje, økonomi, teologi og praktisk arbejde.
– Det var lige mig, så jeg søgte og fik jobbet. Og på den måde slap jeg væk fra Danmark i to år. Vi kom i en god bibelkreds ca. 100 km. nord for Oslo, men jeg holdt mig ude af ansvar og ledelse, selv om de pressede på. Jeg kunne bare ikke mere.
Bedsteforældre dræbt
– For min skyld kunne vi være blevet i Norge, men efter to år skete der en forfærdelig færdselsulykke, hvor vores datter Birgittes svigerforældre begge omkom. (Birgitte er den ene af vores i alt seks piger og ene søn. En af pigerne er adopteret og en anden er plejedatter fra Grønland.)
– Børnebørnene spurgte, om vi ikke også kunne være deres farfar og farmor. Det kunne vi ikke stå for, så vi besluttede at flytte til Vejle-egnen, hvor de boede.
Her kom vi nu med i Apostolsk Kirke, hvor jeg også blev ansat en periode og var med til ombygningen af det nye kirkecenter. Jeg blev også meget aktiv i kirkens Rumæniens-projekt, og jeg var glad for samarbejdet med bl.a. Søren Viftrup, som er præst i Vejle.
Men i 2008 besluttede jeg at tage et vikariat i hjemmesygeplejen, og det fortsatte, indtil jeg i juni 2011 gik på pension.
Tak – du reddede mit liv!
– Jeg kom nu igen igang med Grønland som bygge-konsulent i Missionsforbundets Grønlandsudvalg. Vi udbyggede kirken i Illulissat med bl.a. en stor kirkesal, fordi menigheden jo er vokset. Alt måtte fragtes herop – i otte containere. Men vi fik gode rabatter og gaver fra Missionsforbundet indsamlinger, og det hele er nu betalt denne sommer, i alt ca. 1,5 millioner.
I januar gik vi tilbage til Missionsforbundets menighed i Grindsted, så de kunne få vores tiende, da Missionsforbundet fortsat støtter menigheden i Ilulissat med driftmidler, selv om det i dag er en selvstændig menighed.
Da jeg var på Grønland igen, mødte jeg gamle ”venner/klienter ” fra psykiatrien, hvor jeg har arbejdet i Sundhedsvæsnet. Jeg fik mange omfavnelser. En mand råbte til mig i lufthavnen: Tak fordi du redede mit liv! (Han ville engang skyde sig selv.) Jeg kendte jo utroligt mange mennesker. Havde været involveret i at hjælpe mange. Og det var dejligt at møde dem igen. Det blev til et ”nødråb” om hjælp, som var svært at overhøre.
Så det endte med, at jeg første juni genoptog mit gamle job på sygehuset i psykiatrien. Nu var en af mine første elever blevet forstander, og hun bad mig om at tage mig af arbejdet med de psykiske klienter. Jeg har jo en del erfaring på det felt, og når jeg er i tvivl om medicin og diagnose, så går jeg på Skype med en psykiater i Nuuk, fortæller Jens.
Men det var svært at undvære familien, så jeg måtte have en bekræftelse. Den fik jeg på en gudstjeneste i Grindsted. Så nu er jeg her igen i foreløbig et halvt års vikariat. Heldigvis kommer min kone Maria herop i august, og så må vi se, hvor længe, vi bliver.
Vi kan så tage os lidt af kirken i fritiden. Menighederne er jo ikke så stærke. Den tidligere præst er rejst til Nuuk, så vi kan hjælpe den unge nye præst, som nu skal stå for menigheden.
Fejl ja, men Gud hjalp
– Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg godt se, at jeg ofte har vandret i ”forud tilrettelagte gerninger”. Gud har haft en plan. Men jeg kan også se, at jeg har begået mange fejl. Mange bommerter, brummer Jens, mens isbjergene sejler forbi vinduet denne varme sommerdag i juli.
– Jeg er ofte gået foran Gud. Har måske forsøgt at presse en dør op, som han havde lukket.
– Og hvis du skulle leve livet om…?
– Så ville jeg følge det samme kald igen. Selv om der bestemt har været mange udfordringer. For det gælder om at være der, hvor Gud vil have én. Og set i bakspejlet kan jeg se, at dér var et mirakel, og dér, og dér og dér…
Gud har været trofast og taget hånd om vores familie.