Dansk Folkeparti foreslog for nylig, at der indføres obligatorisk morgensang i folkeskolen. Det blev forkastet af alle de andre partier – også Kristendemokraterne – med begrundelsen, at man ikke ville bruge tvang. Da jeg og andre gamle gubber gik i skole, havde vi morgensang, og de store elever skulle bede (eller citere) Fadervor på skift, mens vi alle foldede hænderne.
Efter at vi nu har fået mange indvandrere med en anden religion og navnlig en masse danske ateister, må det nok opfattes som et indgreb i den enkelte elevs religionsfrihed (selv om de fleste jo dog er døbt og derfor kristne).
Som kristne ved vi, at det kun fører godt med sig at bede til Gud, men hverken vi eller Gud vil pådutte andre noget med tvang. Hvor Guds ånd er, der er der frihed.
Taler vi derimod kun om at synge nogle af de gode danske sange og salmer, af fx Grundvig, Brorson eller Jeppe Aakjær, så er det rent sludder at tale om tvang.
Det handler blot om at formidle og værne om dansk kultur og historie. Og det er folkeskolens opgave.
Danmarks største problem er, at vi som samfund har fået berøringsangst over for vores egen kristne kultur.
Nogle gange skyldes det, at man vil være overhensynsfulde over for muslimerne; andre gange skyldes det modsat, at man af frygt for muslimerne vil fjerne al form for religion fra samfundet – i strid med religionsfriheden.
Men hvad gør vi så for at at formidle de kristne værdier? Det er baggrunden for, at Værdipolitisk Netværk holder konference på lørdag i Kolding om fadervor og morgensang – og kristne værdier i skolen.
Det er nemlig ikke kristendommen, men samfundet, der har mest brug for, at de kristne værdier fortsat formidles og benyttes i folkeskolen.