I dette nummer fokuserer vi på retræte og faste, fordi det kan redde mange læseres åndelige liv
!Faste er en overset mulighed for at komme til realitetssans. At finde (tilbage til) Gud. At overkomme forhindringer i ens eget liv og få åndelig kraft til at hjælpe andre.
Når vi læser i Ny Testamente om, hvilken gennemslagskraft de kristne havde i den første tid, så mangler noget i dag.
En af grundene til, at dette ikke sker i dag, er at der ikke længere praktiseres bibelsk faste, konkluderer H.K. Neerskov i sin bog om Bibelsk Faste & Gud og Penge.
De fleste af os begynder først at faste, når der ikke er andre udveje. Når præsten er brændt ud. Når konen er gået. Når man tror, Gud har glemt én. Når man ikke aner, hvad man skal stille op. Når man bare er nødt til at søge Gud og tale med sin himmelske Far.
I dag, hvor kristendommen er udsat for et pres, som sjældent før i Danmark, både politisk og åndeligt, og hvor mange troende ikke kan få deres liv til at fungere, dér er fasten netop en mulighed, som vi må gribe.
Jesus anbefalede selv faste. Han advarede blot imod at gøre faste til noget, som man gør for at blive lagt mærke til. Og det er en generel regel: Hvis du vil opleve vækst i dit liv, så få øjnene væk fra, hvad andre siger og synes om dig. Gå ind i dit lønkammer! siger Jesus. Det her er kun en sag mellem dig og din Far i himlen.
Jeg beundrer de mennesker, som faster i ugevis. Men i stedet for at sætte målet så højt, så begynd med enkelt dags faste, og udvid så måske til tre dage. Og drik vand imens.
I Afrika, hvor jeg arbejder en del, bruger man ofte og med held – faste til at overvinde personlige problemer og sygdomme. Jeg fik først selv begyndt at faste lidt, da en tilfældig servitrice fortalte, hvordan hun gjorde. Det lød overkommeligt. Hun fastede kun frem til aftensmaden kl. 18, så spiste hun, og dagen derpå fastede hun så igen og drak kun vand frem til aftensmaden. Og hun gjorde det vel at mærke ikke for at slanke sig. Vi må have fokus på Jesus.
Opgiv ikke, fordi du ikke hører en stemme fra himlen eller ser et uforklarligt lys. Nej, det er nok, at jeres himmelske far ser jer for så sker der en usynlig forandring i den åndelige verden, som før eller senere vil betyde en ændring også i din fysiske verden.
Prev Post
Next Post