Da Danmission stoppede tilskuddet til 40 landsbyskoler i Bangladesh,
oprettede tidligere missionær Filip Engsig Karup sin egen engelsk- sprogede skole, hvor bl.a. danske volontører nu underviser.En gang imellem synes missionærerne ikke, at missionsselskabet gør det helt rigtige. Det syntes Filip heller ikke, da Danmission standsede støtten til ca. 40 landsbyskoler foruden nogle håndværkerskoler.Danmission – som havde overtaget skolerne fra den fusionerede Santalmission – var bl.a. utilfreds med det rod, der var i kirkens administration.
Filip, der i mellemtiden var vendt hjem til Danmark, oprettede derfor en privat engelsk skole sammen med sin tidligere medarbejder Nagen Bormon. Skolen er nu i færd med at blive til flere skoler.
– Forældrene betaler selv skolepengene, og børnene kommer fra både muslimske, hinduistiske og kristne forældre, fortæller Filip om sin St. Mathews International School i Birganj i det nordvestligste hjørne af Bangladesh.
Tidligere missionærkolleger kalder for sjov skolen for St. Filips. For det er hans idé, og efter mange år i det subtropiske land trives Filip Engsig Karup bedst derude.
og volontørophold
Derfor arrangerer han også jævnligt såkaldte dogme- og paradoks-rejser for Unitas, hvor danskere for mellem 17-27.000 kr. får lov at opleve Østens charme i Bangladesh.
Også volontører rejser til Bangladesh for i 3-6 måneder at undervise på Filips skole. Det er både helt unge studenter og lidt mere erfarne lærere.
– Grunden til, at vi underviser på engelsk, er, at det giver bangladesherne bedre muligheder. F.eks. er de fleste i administrationen engelsk-uddannede, forklarer Filip.
Det er hans tidligere medarbejder i skolearbejdet, Nagen Bormon, der er leder af skoleprojektet i Bangladesh.
Nagen er netop nu i Danmark, og her fortalte han Udfordringen, hvordan han i 1979 selv blev kristen:
– Jeg husker, at en omvandrende amerikansk missionær, John Ottesen, kom gående til vores hindu-landsby Chilkura. Han var en lille mand, men jeg lyttede meget interesseret til det, han fortalte om Jesus.
Min far var også grebet og sagde til mig, at jeg skulle tage med til et seminar, som John Ottesen ville holde. Her fik jeg undervisning i Bibelen, og jeg besluttede at blive kristen.
Det var i 1979, og jeg gik da i 9. klasse. Jeg var den første i min familie og i landsbyen, som blev kristen, fortæller Nagen med lys i øjnene.
– Efterhånden overbeviste jeg alle i min familie, og halvdelen af landsbyen blev kristne, men resten holdt fast ved hinduisme. I begyndelsen udelukkede de os fra deres fester og kaldte os grimme navne. Men da de så, at Jesus var godt for os, begyndte de også at tilbede ham – som én af deres guder, smiler Nagen.
Pionéren John Ottesen blev i øvrigt udvist af de muslimske myndigheder, og det blev en lille gruppe danske missionærer – bl.a. Elsebeth og Jens Fischer Nielsen – der kom til at samle de nye kristne i den lille selvstændige bengalkirke.
Nagen Bormon blev i øvrigt selv valgt til præsident fra 1991-93. Men strid mellem forskellige familier, magtbegær og misbrug har gang på gang ødelagt forholdene i kirken, så Danmission nu alvorligt overvejer, om den kan fortsætte samarbejdet. Der er ikke flere danske missionærer udsendt. Nogle af de tidligere missionærer støtter nu selv ærlige evangelister direkte.
– Mange medlemmer har forladt kirken og er gået ind i andre kirker. Selv er jeg fortsat menigt medlem, men jeg véd ikke, om nogen af de fire præster vil begrave mig, hvis jeg dør. De er mere optaget af politik, smiler Nagen.
Mens han venter på bedre forhold, koncentrerer han sig om skole-projektet.
noget for andre
– Vi kristne skal gøre noget godt for vores medmennesker. Det er det, der er så godt ved kristendommen. Muslimerne og hinduerne tænker kun på at gavne sig selv, men vi kristne skal hjælpe alle.
Undervisningen på de offentlige skoler er ikke god, og forældrene må betale ekstra for lektiehjælp. Hos os får børnene en god undervisning.
Det er kun forældre fra middelklassen, der har råd til at betale de ca. 300 kr. om året. Men vi håber at kunne tilbyde fripladser til fattige. Og vi er i gang med at oprette tre skoler mere. Desuden har vi planer om at hjælpe forældrene med lån og udvikling.
– De danske volontører er en stor hjælp for os. De er med til at holde vores engelske i orden, så det ikke bliver for lokalt præget. Det er en god oplevelse for både dem og os, så I er velkomne i Bangladesh!