I sidste nummer fortalte vi om, at sprogene kan føres tilbage til et oprindeligt sprog i Armeniens højland – hvor arken strandede.
Også vores gener peger tilbage på det bibelske udgangspunkt.Denne serie handler om det nye fund på Mt. Ararat i Tyrkiet, som efter stor sandsynlighed er resterne af Noahs Ark. Men de fysiske rester af arken er ikke det eneste, der tyder på, at Bibelens beretninger er troværdige.
I sidste uge fortalte vi her om to sprogforskere, der har fundet frem til, at alle de indo-europæiske sprog – som udgør langt størstedelen af verdens sprog – stammer tilbage fra et proto-sprog, som blev talt i det armenske højland.
Det vil med andre ord sige i det østligste Tyrkiet, hvor Mt. Ararat ligger, og hvor Noahs Ark ifølge Bibelen strandede i bjergene efter en enorm oversvømmelse – den såkaldte Syndflod.
Selv om mange bedrevidende har betragtet beretningen om Syndfloden og Noahs Ark som en myte og et eventyr, så viser sprogforskningen altså, at de forskellige sprog – og dermed de folk, som talte sprogene – spredte sig fra det armenske højland ned gennem Mesopotamien og derfra ud i hele verden.
Og det er netop, hvad Bibelen også fortæller. Folkene rejste fra arken i bjergene ned til lavlandet,til Sinear-sletten i Mesopotamien (Irak). Her byggede de et mægtigt babelstårn – men Gud forvirrede sprogene så de ikke kunne forstå hinanden – og de spredtes i alle retninger.
Navnene på Noahs børnebørn og oldebørn går igen i de historiske folkegrupper og lande, der kendes fra Mellemøsten. (Markeret med rødbrun skrift).
Folkenes oprindelige navne indikerer således, at de virkelig alle havde Noah som stamfader, sådan som Bibelen fortæller.
Folkevandringer, krige og erobringstogter spredte de fleste stammer ud over verden, hvor de splittedes op i flere stammer og i nogle tilfælde sluttede sig sammen. Men de historiske kilder og arkæologiske fund bekræfter i mange tilfælde, hvor de oprindeligt holdt til, mens der i andre tilfælde er mere usikkerhed og flere teorier. Fx er der stor enighed om, at Javan er grækerne, hvorimod der er uenighed om, hvorvidt Tarshish svarer til det nuværende Tarsus i Tyrkiet – eller var Spanien eller Amerika. På internettet kan man finde mange spændende sider med nye teorier om folkeslagenes historie.
Uanset om man nu vil anerkende, at verdens befolkninger nedstammer fra Noah, er det tankevækkende, hvor mange sammenfald der er mellem folkeslagenes navne og Noahs efterkommere.
Også moderne genforskning tyder på, at europæerne stammer fra Armenien.
I 2009 blev en stor undersøgelse af 2.374 europæiske mænds gener offentliggjort fra universitetet i Leichester, England.9 Undersøgelsen påviste, at over 80 pct. af de europæiske mænd 110 mio. – har gener, som kan føres tilbage til fælles forfædre i Anatolien i Tyrkiet. Ja, deres oprindelige forfader antages af komme fra det sydlige Armenien.
Noahs Ark strandede ifølge Bibelen netop i Ararats bjerge dvs. i det østligste Anatolien eller Armenien. Herfra spredtes efterkommerne mod syd-vest til Sinerar slettelandet mellem Eurofrat og Tigris-floderne.
Forskeren Patricia Balaresque og hendes forskerhold nåede frem til deres resultater ved at undersøge den mest udbredte undergruppe af Y kromosomer i Europa den såkaldte haplogruppe R1b1b2.
Hyppigheden af denne gruppe er højere, jo længere man kommer vestpå. I Danmark findes den i knap 43 procent af den mandlige befolkning og i Irland i over 85 procent.
På grund af denne store koncentration i de vestlige dele af Europa har man hidtil troet, at europæerne stammede fra jæger-samlere i Syd-Europa i palæolitisk tid (for ca. 40.000 år siden).
Men Patricia Balaresque og kolleger forkaster denne forklaring.
De mener, at den geografiske fordeling af variationerne inden for denne gruppe bedst kan forklares ved, at forfædrene kom fra Anatolien i Tyrkiet.
Her er antallet nemlig mindst og mutationerne størst, hvilket tyder på, at de ældste forfædre findes her. (Der er dog ikke tale om vor tids tyrkere, da de først indvandrede fra øst omkring 1071. Europæernes forfædre var indoeuropæere.)
Hvis man forsøger at beregne, hvornår europæernes første indoeuropæiske anatoliske forfædre levede, når man frem til, at de første levede for ca. 7.989 år siden, mens de første forfædre, som kom til det vestlige Europa, levede for ca. 5.000 år siden.
Disse tal er dog ikke præcise, men fremkommer simpelthen ved at man ganger antallet af generationer med en anslået gennemsnitlig levetid.
Til sammenligning skulle Syndfloden ifølge Bibelen være foregået for 4.300-5.300 år siden. Og de første mennesker, Adam og Eva, skulle have levet for ca. 7.793 år siden10 (efter den reviderede tidskronologi, som findes i bogen om Noahs Ark – Historien og Det Store Fund).
Altså meget tæt på forskernes årstal, der som nævnt også skal tages med forbehold.
Metoden med at bestemme den yngste fælles forfader, kaldet TMRCA (The Most Recent Common Ancestor) er nemlig heller ikke helt pålidelig.
Den bygger på en hypotese om, at alle mutationerne i arvemassen sker med en konstant frekvens, hvilket ikke er helt rigtigt. Derfor er der stor usikkerhed for dateringer på over 5.000 år. Så tallene skal tages med forsigtighed.
Men genforskningen peger på, at de fleste europæiske mænds gener kan ledes tilbage til området, hvor Noahs ark faktisk strandede.
Det er endnu et indicium for, at beretningen om arken ikke blot er en skrøne, men at det netop var herfra, menneskeheden igen udviklede sig.
Noter: Af pladshensyn henvises til de omfattende noter i den nye bog, hvor denne forkortede udgave af artiklen er hentet: Noahs Ark – Historien og Det Store Fund. Forlaget Scandinavia. 2010.
Den nye bog, som er grundlag for artiklerne udkom 1. november.
Bogen kan bestilles for 298 kr. på
Udfordringen.dk Tlf. 74 56 22 02.