Henri Nouwen skrev under sit livs værste krise kort før, han døde, en dagbog, der nu er udkommet på dansk.Hvis man har læst Henri Nouwens dejlige bog Den fortabte søn vender hjem, vil man være fristet til at læse Stemmen i mit indre.
Det er nemlig den dagbog, forfatteren skrev i sit livs værste krise umiddelbart før han selv vendte hjem til Faderen til Gud. Han var også troende før, men krisen hjalp ham til at hvile i Faderens favn.
Oprindelig var det en meget privat nedfældning af tanker undervejs i krisen, og det var angiveligt ikke beregnet på at blive offentliggjort.
Det var det for privat til for den blufærdige forfatter, som på dette tidspunkt havde skrevet mange bøger, men mistet sin selvtillid og var langt nok nede til desperat at søge Gud.
Det er som bekendt næsten blevet mondænt at være søger og tvivlende men knap nok så mondænt at finde og tro. Men Henri Nouwen søgte desperat nok til at finde. Og bogen om den fortabte søn er det gode, der kom ud af det for os andre.
Nu foreligger så hans åndelige dagbog fra den periode. Gode venner fik ham overbevist om, at han skulle offentliggøre den.
Det er vel at mærke ikke en konkret dagbog over, hvad der skete, men udelukkende hans tanker.
De er formuleret i korte stykker på en side hver, og længere kunne de nok heller ikke tåle at være, for de er komprimerede med abstrakte tanker, som man ikke bare kan sluge og som ikke altid virker lige tilgængelige.
Risikoen ved at beskrive det åndelige er altid, at man svinger sig op i det abstrakte lag, hvor det, man siger, ganske vist kan lyde poetisk og højstemt, men hvor man nemt risikerer, at der ikke er konkret dækning for de store ord. Der findes alt for mange bøger indenfor søgerlitteratur, nyreligiøsitet og livsfilosofi i det hele taget, som giver læseren en oplevelse af at læse noget stort og dybt men blot efterlader en tom religiøs følelse uden åndelig substans.
Udfordringen er at skrive om det åndelige på en konkret måde, så vi hele tiden har jordforbindelse.
Det lykkes ikke helt med denne bog, hvor man fornemmer, at Henri Nouwens hjerne kører på overdrive for dog at finde de vises sten. Det er først i Den fortabte søn afklaringen kommer.
Men det er bestemt ikke en dårlig bog. Mange vil kunne identificere sig og nikke genkendende, når han f.eks. beskriver sit problem med at forholde sig til andre mennesker. Han kredser en del om dette med at sætte grænser for det, han giver, og sine egne forventninger. Hvis man er et menneske, der gavmildt gør alt for alle uden begrænsninger, så brænder man ud og undrer sig over, at andre ikke er i stand til at give lige så ubegrænset. Men det er de ikke, når Henri Nouwen frem til. Man kan ikke forvente det samme, som man giver. Jo, man får igen, når man giver, sådan er Guds livslov, men ikke nødvendigvis fra de samme.
Sådan er der mange gode iagttagelser, formuleret som råd til dig. Nouwen skriver nemlig til sig selv. Eller måske er det stemmen i mit indre, der giver disse råd. Og som sagt kan vi andre også identificere os med noget af det og blive klogere.
Henri Nouwen:
Stemmen i mit indre vejledning til den åndelige rejse
95 sider 128 kr.
Boedal