Med dette nummer har vi udgivet Udfordringen i 25 år som ugeavis. Før var Udfordringen en månedsavis.
Udfordringen opstod i kælderen under Projekt Hus i København i 1973 under inspiration af Jesus Revolutionen – en flower-power-agtig bevægelse, som begyndte i USA. Blandt initiativtagerne var Jørgen Vium Olesen, en ung arkitekt, som satsede alt på Udfordringen.
Gadeavis, månedsavis og kioskavis
I starten var Udfordringen en gadeavis, som udkom med ujævne mellemrum, når oplaget var solgt. Hovedformålet med den var at fortælle om kristen tro – men på en ny og anderledes måde, som appellerede til især unge.
Hurtigt udviklede Udfordringen sig til at udkomme i abonnement 6 gange om året, og fra 1975 hver måned. Mange gav avisen videre til interesserede. Det var ikke ualmindeligt, at en abonnent fik tilsendt 10 aviser hver måned.
Nogle år forsøgte man også at sælge avisen gennem kiosker, men det blev for stor en udgift.
Krisens udfordringer
Midt i en krise for avisen gav bestyrelsen et par unge journalister lov at lave avisen om til ugeavis fra januar 1986.
Der var nok mange, der tvivlede på, at eksperimentet ville lykkes. Men miraklet skete. Avisen ikke blot overlevede, men voksede og fik større gennemslagskraft.
Om 25 års spændende avishistorie fortæller vi i de jubilæumsnumre, der udkommer efter nytår.
Vi kender ikke fremtiden for avisen – eller for kirken eller Danmark. På mange måder står vi i en enorm krise. Økonomisk, socialt – men først og fremmest moralsk og åndeligt.
Her er det næppe den rigtige strategi for kirkens folk at trække sig vigende tilbage. Vi må gribe udfordringerne. Gå ud i det afkristnede samfund og kalde til omvendelse. Vi må som folk tilbage til kristendommen.
I den kamp, vi står foran, har vi også brug for en avis som Udfordringen til at samle dem, der vil noget med mere med deres tro og liv.