Gråd og gudsnærvær skabte nye salmer
Det kan også være bevægende at skrive melodier til salmer. Det oplevede Fangekorets Louise Adrian og Janne Mark fra Brorsons Kirke, da de skrev melodier til ’Det bedste er i vente’.
Selv om det ofte er salmedigteren, der er i fokus, har 17 forskellige kunstnere skrevet melodier til Daniel Øhrstrøms nye bog/cd ”Det bedste er i vente”.
Daniel Øhrstrøm har tre gange været i radioen om sin nye bog, fx var han for nylig gæst i P1’s Mennesker og Tro.
– Men faktisk kan der ligge lige så dybe tanker bag arbejdet med at skabe melodien til en salmesang, siger Daniel Øhrstrøm.
Faktisk er det netop melodierne, der er det allersmukkeste ved samlingen, mente en anmelder fra Organistforeningens blad, der for nyligt blandt andet fremhævede to af komponisterne bag udgivelsen – Fangekorets leder Louise Adrian og leder af musikken i Brorsons Kirke, Janne Mark. Og her fortæller de hver især om, hvordan sangene blev til.
En særlig linje: ’Min nåde er dig nok’
Louise Adrian kender Daniel Øhrstrøm fra bogen om Fangekoret, som han har skrevet. Det førte til et venskab. Og derfor havde han også vist hende nogle af sine tidligste bud på salmer. Og det ramte hende i en følsom periode, fortæller hun:
”Jeg havde været ked af det i nogle dage. Når jeg er i trist humør, kan det hjælpe mig at spille og synge. Sådan sidder jeg ofte ved klaveret og improviserer et eller andet, som er en lille snak, gråd eller bøn til Gud.
Daniel Øhrstrøm havde sendt mig nogle tekster, han havde skrevet, og jeg havde printet dem ud. På det tidspunkt havde han slet ikke nævnt noget om, at han havde gang i en digtsamling, og slet ikke noget med musik. Jeg fik øje på linjen ”Min nåde er dig nok”. Jeg blev ved med at spille denne linje igen og igen og følte, at Gud ville glæde mig med denne trøst. Jeg oplevede et særligt nærvær fra Gud i dette løfte og kunne langsomt slippe alle de tunge og destruktive tanker og fokusere på denne sætning, som rummer hele evangeliet,” siger hun.
Fra mol til dur
På den måde voksede melodien nærmest frem af sig selv gennem bøn, fortæller hun:
”Jeg satte mig ikke ned for at lave musik, men sætningen ”Min nåde er dig nok” blev så stærk, at den blev et løfte fra Gud, hvor jeg kunne glemme mig selv og fokusere på hans lidelse og ikke min egen. Sangen blev også en tak til Gud og påmindelse om, at vi ikke behøver andet fra Gud end hans nåde.
Den lille linje ”Min nåde er dig nok” fylder kun en linje i hvert vers på skrift, men jeg valgte at lade den være hovedparten af sangen med tre stigende gentagelser i hvert vers. Denne sætning kommer musikalsk forløsende i dur efter de dystre og smertefulde vers i mol,” forklarer hun.
Guddommelig hilsen fra en kræftsyg ven
Louise Adrian spillede diskret sangen i nogle dage. Men så begyndte hendes børn også at synge med.
”De vidste ikke, jeg havde lavet den. Vi sang den meget, og de bad mig om at spille den igen og igen. Den levede i vores familie.
En dag fik vi besøg af et ægtepar, som vi ikke havde haft besøg af i nogle år, fordi de begge har været igennem voldsomme kræftforløb.
Selvom konen ikke havde noget hår på hovedet efter kemoen, fortalte hun os, at hun følte, Gud var med i denne svære tid, og at der var en sætning, som betød noget helt særligt for hende, og det var ”Min nåde er dig nok!”
Det var meget stærkt for mig, og jeg fortalte hende om den sang, som jeg lige havde lavet musik til, og vi spillede og sang den flere gange sammen.”
En grædende cello
En dag fortalte hun også Daniel Øhrstrøm, hvor meget sangen betød for hende, og hvordan hun mærkede Guds trøst om omsorg i netop denne tekst.
”Sidenhen bad han mig indspille den, og selvom Fangekoret har sunget den mange gange på Vridsløse, så syntes jeg ikke, at deres rå stemmer passede til det enkle og melankolske tonesprog. Derfor spurgte jeg 17-årige Louise Tuxen – en af børnenes venner – om at synge den ind, da hun synger fantastisk smukt og naturligt og er en varm kontrast til den ”grædende cello”.
Louise Adrian satte siden også musik til salmen ”Lykken er vendt”, der også er med på CD’en.
Vækkede melodier til live
En af de andre komponister, der har skrevet melodier til samlingen er Janne Mark.
Hun er faktisk også selv salmedigter. Og hun lærte også først Daniel Øhrstrøm at kende gennem hans journalistik, da han interviewede hende om hendes ”Salmer fra broen”.
Det førte også til et venskab, og derfor fik hun også lov at se Øhrstrøms tekster længe før udgivelsen. Først lagde hun de nye tekster væk for at lægge afstand til sin egen samling, men pludselig var inspirationen der, forklarer hun:
”Da samlingen begyndte at kalde på min opmærksomhed, læste jeg teksterne igennem, og de tre, der vækkede en umiddelbar melodi til live, valgte jeg ud – ’Det bedste er i vente’, ’Salt og lys’ og ’Glæd jer altid i Herren’”.
Livets afslutning er en åbning
Janne Mark fik hurtigt tre, smukke melodier ud af de tre tekster:
”Når jeg ser titlerne sammen nu, er det kærligheden, hjerterummet, håbet og den stærke lyse forventning om et liv i tillidsfuldhed, der gør sig gældende i alle tre salmer. At der er en gudskærlighed, der vil os alle det godt og som omslutter os. Også når livet ender – at det er en åbning og ikke en afslutning. At der en trøst at finde her for sorg, tab og savn”.
Det bedste er i vente
Denne indgangsvinkel kan hun genkende fra sit eget salmeunivers, forklarer hun:
”Jeg har altid haft mange forestillinger om, hvad der sker, når vi ikke er her mere – hvad vi har i vente. Og som barn været helt opslugt af det eventyr, der ligger foran – efter livet.
Jeg tror, at teksten til titlen ’Det bedste er i vente’ har kaldt på nogle oprindelige tanker hos mig, som jeg som barn har haft om livet og døden. Men også samlingen generelt, som udmærker sig ved, at den trækker gravstedet, som kan signalere et lukket rum, ud i livslyset og giver os nye ord og salmer for det liv, vi er fælles om, mens vi er her.”
Både Louise Adrian og Janne Mark har skrevet noder til deres sange, som kan erhverves i forbindelse med køb af salmesamlingen.