Udfordringen har lige været til alternativ messe i Herning. Blandt de mange udstillere var også nogle kristne, og hovedattraktionen var faktisk den kristne helbredelsesevangelist, Charles Ndifon.Det var en fantastisk opmuntrende og trosstyrkende oplevelse at være med til hans møder. Her foregik det ene mirakel efter det andet lige foran vores øjne.
Ja, det er sandt. Mirakel efter mirakel – i Jesu navn.
Selv via mobiltelefoner fik nogle mennesker deres venner på Grønland, i Tyskland eller Aalborg helbredt, når de gennem mobeltelefonen gentog Charles bøn for de syge.
Så stor er Guds kraft.
Så fantastisk er den Gud, vi tror på.
Gud er ikke blevet gammel og senil. Selv om vore bedsteforældre troede på ham, og de nu er gamle eller døde, så har Gud ikke ændret sig. Han er stadig lige dynamisk.
Han er stadig den samme almægtige Gud, selv om vi lever i en del af verden, hvor vi det sidste århundrede har fået at vide, at Gud er død, eller aldrig har eksisteret. Eller hvis han er til, så må han i hvert fald kun eksistere som en filosofisk tanke.
Ja, selv kirken har ofte forsøgt at bortforklare alt det overnaturlige, så man til sidst står med et helt fordrejet billede af en kraftesløs gud, der ikke kan hjælpe os i vores moderne verden og komplicerede liv.
Sådan går det, når man ikke praktiserer troen – når man ignorerer alt det, der er farligt. Og snakker OM Gud i stedet for at bede til Gud.
Alt for ofte bliver det til bare mennesketanker uden den åndelige kraft, som kan frelse og genoprette og give livsindhold.
Men Gud er selvfølgelig stadig den samme.
Hvis Gud er til, så ændrer han jo ikke karakter efter vores skiftende modeluner og samfundssystemer. Kunne han udføre mirakler dengang, så kan han det også i dag. Så lad ikke din teologi eller dine fordomme hindre dig i at opleve den virkelige Gud. Få syn for savn. Opsøg de mange steder, hvor Guds kraft idag udfolder sig på ny. Aldrig tidligere er der sket så mange vidunderlige mirakler, som netop i disse år.
Det er da for dumt at gå glip af.
Specielt hvis du er syg.
Prev Post
Next Post