Gudrun Toldam har skrevet en bog om sit liv og sin tjeneste som kvinde

Gudrun Toldam voksede ikke op i en kristen familie, men hun var så heldig at have en kristen kammerat i skolen i Svendborg.

Pigen Karin var noget så eksotisk som pinsepige, og de to talte sammen om Helligånden, mens de sad på kornloftet. Her plantedes de første tros-frø i Gudruns følsomme sind. Men konfirmationen blev en skuffelse:

– Vi gik til præst, fik en vis undervisning i troen og fik forklaret ritualerne i folkekirken, men jeg husker det ikke som en tid, hvor min tro blev styrket. Jeg blev aldrig klar over, om vores præst egentlig selv troede helt personligt på det, han fortalte om, fortæller Gudrun.

I tiden derefter prøvede hun at gå i kirke nogle gange, men det var for svært at afkode det rituelle sprog, og prædikenerne handlede ikke om hendes 15-årige teenageliv.

Livet på landet

Gudrun husker 1950’erne som et forholdsvist sorgløst årti. Og i 1960’erne fik mange råd til noget, de ikke før havde haft.

Hendes familie solgte husmandsstedet for 125.000 kr. og familien kunne købe en fabriksny Folkevogn. Gudrun fik også det klaver, hun drømte om.

– Førhen var vi ikke vant til at have ret mange kontanter, vi levede mest af vores egne produkter: høns, æg, mælk, flæsk, kål, kartofler, gulerødder, æbler og anden frugt. Alt sammen ting vi selv producerede og frit kunne bruge af. Kontanter skulle vi kun bruge, når vi købte sukker, kaffe og den slags, og egentlig var penge heller ikke altid nødvendigt der, for vi leverede æg til Brugsen og fik skrevet op i en bog, hvor mange penge vi til gengæld kunne købe varer for. Det var samme princip på mejeriet, hvor vi til gengæld for leveret mælk kunne købe smør og andre mejeriprodukter, fortæller hun.

Til København

Gudrun blev optaget som elev på Børnehospitalet i Nyborg og kom i praktik i København.
En af veninderne, Inger, inviterede Gudrun med i Apostolsk Kirke på Vesterbrogade 17, på 1. sal i en baggård.

Gudrun følte, at prædikanten talte netop til hende, og samme aften tog hun imod Jesus i sit liv.
Da Gudrun derhjemme fortalte ved middagsbordet: “Jeg skal forresten døbes på mandag,” blev der meget stille.

– Heldigvis sagde min søster, Bodil, efter nogle minutter: “Hvad skal du hedde?” Det udløste almindelig munterhed hele bordet rundt, og på den måde gik trykket lidt af situationen, fortæller hun.
Forældrene brød sig slet ikke om, at hun nu var blevet troende. Faderen sagde rent ud: “Ja, så havde jeg hellere set, du var endt i Nyhavn!” På det tidspunkt var Nyhavn, hvad Halmtorvet er i dag.

Men Gudrun holdt ud og voksede i sin nye tro. Hun var også et år i Frankrig og Schweiz, og sproget brugte hun senere som tolk for franske talere på besøg.

Da hun senere fandt sammen med Dan, og de to blev gift, fik Dan lærerjob på Bornholm. Her var de også med i frikirkens menighedsliv.

Men de følte et kald til at rejse til Grønland og være med i det kristne arbejde for grønlændere.
Det syntes den lokale frikirke-forstander Holger Hansen bestemt var meget uansvarligt, når de nu havde små børn. Måske ville han også gerne beholde dem i menigheden.

Efter en lang snak tog de sammen et ”manna-korn” for at se, om der var et fingerpeg fra Gud.
Det ”tilfældige” ord var fra Esajas bog kapitel 55 vers 12, hvor der står: “I skal tage afsted med glæde og føres frem med fred.”

Derefter udbrød den bornholmske frikirkeleder: “Jamen, så rejs da med jer! – og det bliver også med min velsignelse.”

Grønland i hjertet

En stor del af bogen handler naturligvis om oplevelserne på Grønland og det helt anderledes liv deroppe. Dengang var det meget småt, hvad der kom ud af missionsarbejdet – især på grund af de store problemer med druk og incest, som holdt grønlænderne i lænker.

Det var ofte dramatisk, og vi får gennem bogen indblik i nogle grønlænderes skæbner.
Gudrun beskriver også, hvordan hun og Dan senere vendte tilbage til Grønland og oplevede det gennembrud, der skete efter at de forskellige frikirker var gået sammen og havde dannet den grønlandske frikirke.

Tema-kapitler

Bogen er tilrettelagt i samarbejde med Heidi Bobjerg, der har gjort et godt stykke redigeringsarbejde, så bogen virker frisk og letlæst.

Heidi har fået Gudrun til at fortælle historien ud fra forskellige emner, istedet for blot kronologisk at gennemgå, hvad der skete år efter år.

Derfor er der fx også kapitler, der handler om, hvordan kvinderne fik en ny rolle i kirken. Her var Gudrun også én af foregangskvinderne, som bl.a. tog til konference i Sydafrika.

Bogen handler også om de oplevelser, parret havde, da de var lederpar i den apostolske kirke i Tønder. Her endte det med, at kirken gik sammen med pinsekirken, og de to blev til én fælles frikirke. Det samme skete også delvist i Ikast.

Parret var med til at få oprettet en kristen friskole i Kolding.