Hashtag #-tegn betyder faktisk ’I Guds navn’

Tidligere skulle læger skrive ND øverst på deres recepter. Senere blev bogstaverne erstattet af et # dobbeltkors – det, man i dag kalder et hashtag.

Bogstaverne ND stod for det latinske ”in Nomine Dei”, som faktisk betyder ”i Guds navn”. – Hver gang vi nu bruger hashtag (bl.a. på twitter eller når vi koder noget ind på vores telefon) kan vi tænke på, at vi faktisk siger ”i Guds navn”, siger Johannes Kirk Søndergaard, som endnu engang udgiver sin lille andagtsbog med samme navn fra 2008 og 2017. Den er nemlig igen udsolgt.

Andagtsbogen er lavet, så et opslag svarer til en uge. Og på hvert opslag er der et bibelord, en kommentar, en udfordring, en eftertanke og en bøn til hver af de 53 uger. Bogen har allerede haft betydning for mange, og den bruges bl.a. i fængsler, familiearbejde og kirkers udadvendte arbejde.

En velsignelse

#-tegnet stammer fra, når præster med to fingre velsigner med korsets tegn, som det ofte ses på ikon-malerier af apostlene.

– Den lille handy andagtsbog med spiralbind skal opmuntre kristne i troen. For vi har brug for jævnligt at minde os selv om sandheden, mener Johannes.
Han elsker at sige tingene på sjove og tankevækkende måder i bogen. Det bruger han også, når han snakker med naboer, handlende og andre tilfældige menesker om tro. Og det sker meget ofte.

Bogen er illustreret af små fotos af Benny Pedersen, skulpturer af Gert Grube og humoristiske tegninger af Thomas Frost Jensen. Johs. Søndergaard fylder den 26. april 81 år, mens han hustru Christa fyldte det samme den 14. april. Trods en fejloperation for 25 år siden, som delvist lammede Johannes og gav en masse smerter, er han fortsat i gang med at få mennesker med til himlen. Han er fx med til at uddele Ny Testamente gennem Gideonitterne.

Politibetjent

Johannes er vokset op med en far, der var indremissionær i 46 år. Selv valgte han at blive politibetjent, og han var en af de mest engagerede – både som tillidsmand, vagthavende og hunde-fører i Kolding. Sammen med hunden reddede han livet for mere end ti mennesker ved bl.a. at finde selvmordere, før de omkom. Han var ved politiet fra 1963-89. Han var også tilsynsførende ved kriminalforsorgen i 17 år.

Kaldet til Quo Vadis

Men i 1972 oplevede Johs. Søndergaard, at Gud kaldte ham til at hjælpe kriminelle, narkomaner og andre af samfundets tabere. Det skete i forbindelse med, at en hjemvendt missionær fra Taiwan, Birgit Norholdt, lagde hænderne på ham og bad for, at han måtte modtage Helligånden. Herefter tog tingene for alvor fart på en helt eventyrlig måde.

Sammen med kristne venner i bibelkredsen engagerede han og Christa sig i et kristent hjælpearbejde, hvor de gik på gaden og opsøgte de fortabte. Snart blev deres hjem fyldt med mennesker, der havde brug for hjælp. Og da Johannes samtidig var blevet valgt ind i byrådet, fik de lov at købe et tidligere børnehjem meget billigt af kommunen, så de kunne huse flere mennesker i krise.

Huset i Læssøegade og arbejdet derudfra fik navnet Quo Vadis – dvs. hvor går du hen? Senere kom der også en anden ejendom til – et tidligere bordel i Klostergade, som de fik indrettet til udslusnings-bofællesskab. Også en bus og en ophugget fiskekutter indgik i arbejdet, og de var også med til at oprette Vejen Højskole Kibbutz.

Da højskolen blev uafhængig, købte de i stedet en gård i Vestjylland, hvor de især tog sig af grønlændere. Altsammen skete i løbet af få år og var svar på en vision, som Johannes havde fået, mens han var politimand. Pengene kom overraskende, ofte uden at de havde gjort andet end at bede til Gud. Bussen fik de fx foræret.

Kærlighed forvandler

Hjælpen bestod først og fremmest i at vise Guds kærlighed. Mange mislykkede skæbner blev hjulpet gennem bøn og et varmt kristent fællesskab, hvor der blev givet mange knusere hver dag. De mest hårdhjertede kriminelle og afhængige narkomaner og prostituerede forvandlede sig til kærlige og velfungerende mennesker, når de opdagede, at de var elsket af Gud og de kristne.

Quo Vadis var – især i de første år – et trosfællesskab, hvor man var helt afhængige af gaver og Guds indgreb. Gang på gang oplevede man på mirakuløs vis, at penge og mad netop kom frem til tiden.

Tilskud og nedtur

Senere blev stedet godkendt som behandlingssted og fik tilskud fra det offentlige. Det viste sig at være både godt og skidt. For i takt med, at man blev afhængige af tilskud, faldt de frivillige gaver og de kristnes opbakning. Da man ikke længere fik tilskud, måtte projektet afvikles efter næsten 30 års indsats.

Afslutningen bør ikke overskygge, at mere end 80 menneskers liv blev forvandlet. Og det var en forandring, der holdt gennem de næste 20-30-40 år, fortæller mange vidnesbyrd.

Bogen om Quo Vadis

Johannes Søndergaard har tidligere skrevet en bog om sit og Quo Vadis’ spændende liv i tro. ”I Guds hånd” hedder bogen, der er udkommet på Mediacellens forlag. Bogen er lavet sådan, at når man vender den om på bagsiden, så er det forsiden af en anden bog. Den har titlen ”Jeg har en ven, der kan gå på vandet”
Men nu foreligger altså den lille andagtsbog igen – I Guds navn – for 3. gang.

Udfordringen hjælper med at udgive bogen, men Johannes og Christa betaler selv gavmildt udgifterne, for det ligger dem meget på hjerte, at flere møder Jesus og holder fast ved troen på ham. Bogen er kun lidt forandret, men har stadig det samme gode formål: At opbygge og udruste til et spændende liv i Guds hånd og i troen på Guds navn.