Meget tyder på, at Hitler indgik en okkult pagt med Djævelen. Det afslørede den danske redaktør på Flensborg Avis, Jacob Kronika, før han døde.
Han oplevde Hitler og nazismen helt tæt på som korrespondent i Berlin. Og han ærgrede sig over, at han ikke dræbte Hitler, da han havde chancen.Hvordan kunne Hitler forføre det fornuftige og veluddannede tyske folk til en verdenskrig og udryddelse af seks millioner jøder?
Der er givet mange politiske og kulturelle forklaringer.
Men findes der også en åndelig forklaring på Hitlers succes – og nazismens ondskab?
Ja, det mente bl.a. den kendte politiske journalist og forfatter Jacob Kronika.
Han var født i Broager i Danmark, men voksede op i Flensborg. Han oplevede 1. verdenskrig som tysk soldat og studerede derefter filologi (tysk og engelsk} med kristendomskundskab som bifag på universitetet i Kiel.
Allerede som 22-årig blev han chefredaktør for det tysksprogede danske blad i Flensborg. I 1932 blev han korrespondent i Berlin for det danske dagblad Nationaltidende, samt for Flensborg Avis og Svenska Dagbladet. I Berlin var han akkrediteret som talsmand for det danske mindretal over for de tyske myndigheder.
Det var her i Berlin, han mødte Hitler og nazismens andre hovedpersoner og fik indblik i, at nazismen ikke blot var en politisk ideologi, men også en satanisk religion.
Efter krigen blev Jacob Kronika korrespondent i Bonn. Og fra 1960 til 1964 var han chefredaktør for Flensborg Avis.
Kronika fortalte ofte ved foredrag om det, han havde oplevet i Berlin. Der blev også bragt en serie med ham i radioen.
I 1979 interviewede Berlingskes journalist Hjalmar Havelund den dengang 82-årige Jacob Kronika.
I interviewet sagde Kronika:
– Jeg er ikke i tvivl om, at årsagen til nazismens opståen og udvikling er at finde dels i Hitlers medfødte religiøsitet, dels i det samfundshad, der opfyldte ham, da han i Wien måtte afskrive sine drømme om at komme ind på kunstakademiet.
Var Hitler blevet præst, maler eller arkitekt, ville vi i dag ikke have kendt han, men han indgik en pagt med Djævelen og skabte et helvede, der kostede 52 millioner livet, hvoraf de 6 millioner var jøder.
Jacob Kronika var uden tvivl den dansker, der trængte dybest ind i nazismens væsen og kom de nazistiske koryfæer på nærmeste hold. Kronika var fx jævnlig te-gæst hos den frygtede propagandaminister dr. Joseph Goebbels.
Kronika måtte hele tiden balancere på et knivsæg midt i fjendens lejr.
Allerede et år før Danmark blev besat den 9. april kunne Kronika i kraft af sit forbindelsessystem advare Danmark om, at tyskerne arbejdede med at besætte Danmark, hvis der udbrød krig mellem Tyskland og England.
Kort tid før tyskerne overskred grænsen, underrettede Kronika regeringen om, hvad der nu forestod. Men den daværende socialdemokratisk-radikale regering under Th. Stauning lukkede øjnene. Man lod nazisterne besætte Danmark uden at gøre særlig modstand. Derved sparede tyskerne kræfter og ressourcer til at bekæmpe andre lande…
Senere samarbejdede også Konservative og Venstre i en samlingsregering under Th. Stauning med tyskerne. Først i 1943, efter at tyskerne også havde taget det danske politi og forsøgt at fange jøderne, blev den folkelige modstand så stærk, at politikerne droppede samarbejdet. Herefter fortsatte den radikale udenrigsminister Scavenius også som statsminister samarbejdet med Hitlers nazistiske rige frem til 1945.
Kronikas advarsler blev overhørt. De ledende politikere i Danmark ville ikke høre. De forstod ikke, hvilke kræfter, der var på spil i det tyske naboland.
Kronika var derfor taknemlig for, at serien Holocaust blev vist i dansk tv, så nye generationer kunne forstå, hvad det var, der var foregået.
Kronika ønskede, at seerne skulle forstå, at der findes onde kræfter i alle mennesker, som kan blive aktiveret på en katastrofal måde – som det skete med Hitler.
Om Hitler fortalte han, at han faktisk begyndte sin livsbane som utrolig from.
Det sagde barndomskammeraterne, som Kronika talte med i Linz, Hitlers fødeby.
– Drengen Adolf forsømte ikke en eneste (katolsk) messe og gik til sangundervisning for bedre at kunne deltage i gudstjenesten. Da han tretten år gammel blev spurgt, hvad han ville være, svarede han: Præst i den hellige romerske kirke, og hans fætter fortalte, at Adolf elskede at lege biskop. Så klædte han sig i gevandter, foretog en efterligning af messen og forlangte, at alle skulle kysse hans hånd, fortalte Kronika.
– Fra 1908 til 1913 var han i Wien. På kunstakademiet blev han afvist hele to gange. Hverken hans talent eller hans flid fandtes af tilstrækkeligt format.
I lange perioder levede han som subsistensløs. Hans had til samfundet voksede, og han ville have hævn.
Så lærte Hitler nogle frafaldne katolske præster at kende.
De havde lavet deres egen religion og skabt en lære, som de kaldte ariosofi – altså læren om den ariske race.
Arierne nævnes i Avesta, der er en del af den iranske zarathustra-religion, og i Rigveda, fra de indiske vedaer.
Arierne var ifølge en dansk forsker, Malte Conrad Bruun, de indo-europæsike folks stamfædre i Iran. Dette folk invaderede ca. 2000-1500 f.Kr. Afghanistan og Irans højland.
Ud fra disse i sig selv spændende og måske rigtige teorier om et oprindeligt nobelt folk (Noahs slægt måske) udviklede de frafaldne præster nu deres forrykte herrefolks-religion.
Her var de selv – germanerne – de noble, mens de semittiske stammer i Østeuropa og jøderne var laverestående snyltere.
Selv i videnskabelige kredse var der på det tidspunkt en overbevisning om, at europæerne var en højere-udviklet stamme, mens afrikanere (negre) ansås for lavere-udviklet. Forskere mente, at negrenes hovedform viste, at de var tættere på aberne…!
Socialdarwinismen lagde op til, at de svage i samfundet skulle forsvinde ved hjælp af survival of the fittest – at den stærkere overlever.
Som symbol havde de frafaldne katolske præster i den ny religion valgt det indiske svastika-kors, hagekorset.
Som hilsen brugte de at råbe Heil! Den ene af de to frafaldne præster byggede i Wien en ordensborg med hagekorset vajende. Det var en kirke i perverteret verdslig udgave.
Da Hitler hørte om alt dette, blev han meget begejstret. Nu var han ikke længere en mislykket og kasseret kunstner, en subsistensløs på bunden af samfundet. Nu så han sig selv som tilhørende arierne, et højtstående herrefolk, som var født til at herske over og undertrykke alle dem, han hadede.
I det østrig-ungarske samfund var man udpræget antisemitisk og hadede polakker, czeker og zigeunere, men især anså mange østrigere jøderne for at være årsagen til alt ondt.
Hitler deltog i 1. verdenskrig. Henimod krigens afslutning blev han såret og indlagt på et lazaret i Pasewalk ved Stettin.
Han var blind efter et giftgasangreb og led af stærke smerter. Han var helt til hundene.
Den 9. november 1918 kom en ung evangelisk præst og fortalte ham, at den tyske kejser tilmed var flygtet til Holland, og at de røde socialister nu havde taget magten i Berlin og flere andre tyske byer.
Da skete der noget med mig, sagde Hitler siden, da besluttede jeg at blive politiker.
– Jeg hørte ham selv fortælle det ved et møde for nazikoryfæer, som Goebbels havde taget mig med til, fortæller Jacob Kronika.
– For en mand, der som jeg har troen på Kristus, er det helt sikkert, at Hitler i det øjeblik, han blev klar over nederlaget, sluttede en pagt med Djævelen.
Han fik det samme tilbud som Jesus, der efter 40 dages faste fristes af Satan.
For mig er der ingen tvivl om, at her er centralpunktet i Tysklands udvikling fra 1918.
Djævlepagten var begyndelsen. Satan gjorde straks mirakler. Hitler fik sit syn tilbage og grundlagde i München sit parti. I sig havde han den ny religion – og antisemitismen.
Fra den dag han på lazarettet hørte om nederlaget, var hadet hans store drivkraft, sagde han. Hadet imod jøderne, polakkerne, czekerne, zigeunerne…
Med antisemitismen begyndte det, men det bærende var den nye religion, hvori Kristus aldrig nævntes, og hvori man ikke talte om Gud, men om den almægtige eller forsynet.
Synd og skyld afvistes som neurotiske begreber. Vi er ikke syndere, sagde man, men stolte og stærke, og Jorden er ingen jammerdal.
Den nye religion skulle forkyndes i ny kirke. Hitler nåede selv at bygge tre ordensborge. I Bayreuth så jeg forbilledet, simpelt hen en kopi af en kristen kirke.
Den brugtes til en art konfirmationer, bryllupper, mindefester, indvielse af soldater, der skulle tiltræde militærtjenesten etc. Hovedkatedralen for den nazistiske religion skulle være en af Tysklands ældste og største kirker, katedralen i Braunschweig. Hele dens indre skulle laves om. Hitler havde selv givet tegninger til det, men videre nåede man aldrig, fortæller Kronika.
At kirke-forbilledet var placeret netop i Bayreuth, var ingen tilfældighed. Hitler kom til festspillene og boede i en særlig gæstefløj, som Wagner-familien havde indrettet til ham.
Winifred Wagner, komponistens svigerdatter, som var gift med Siegfried, sagde, at alt, hvad Richard Wagner drømte om i sin digtning og musik, det havde Hitler realiseret for den tyske nation.
Det kirkelige spillede bestandig en stor rolle i nationalsocialismen. Julius Streicher, udgiveren af det rædselsfulde antisemitiske blad Der Stürmer, sagde til mig:
Vi nazister er dybt religiøse. Vi er de udvalgte, de kaldede. Vi tror på, det er gud, der har sendt føreren til Tyskland. For mit eget vedkommende tror jeg, forsynet har udset mig til at udrydde jøderne. Jødedommen repræsenterer denne verdens Satan, sagde Julius Streicher.
Som journalist overværede jeg alle partidagene i Nürnberg. I arrangementet var så at sige alt, hvad der hørte til en katolsk gudstjeneste. Orgelmusik, klokkeringning, liturgi, trosbekendelse, pomp og pragt, prædiken, en ypperstepræst (Hitler), et alter og en messe-handling for krigens og nazipartiets faldne.
Robert Ley sagde til mig: Forhåbentlig forstår De virkelig, at alt dette storslåede er vor nazistiske form for gudstjeneste. Og Alfred Rosenberg sagde: For os er den positive kristendom, som partiet i programmet går ind for, identisk med nationalsocialismen.
Hvis det er sandt, der findes et paradis, kan det i hvert fald ikke være skønnere og bedre end vort nationalsocialistiske Tyskland, tilføjede han.
– Nationalsocialismen var en religiøs besættelse. Derfor kunne den gribe så mange og vokse sig så stærk, at det blev svært at gøre modstand – og farligt. Man så, hvad der skete, og man hørte om alt det onde, men 85-90 pct. fortrængte det forfærdelige. Vi vidste intet om kz-lejrene… Joh, man vidste, men var bange for at vide, for hvad det kunne koste. Gennemsnitsborgeren foretog sig intet. Man ønskede at overleve. Også jeg, indrømmer Kronika.
– Så let som ingenting kunne jeg have skudt Hitler. Ved møderne, hvor han var til stede, og hvor jeg kom meget tæt på ham, kunne jeg blot have løftet en revolver. Jeg blev aldrig visiteret for våben. Ved mange lejligheder kunne jeg havde dræbt den satan.
Kronika mener, at Hitlers djævlepagt udløb efter 24 år (jf. Thomas Manns roman Dr. Faustus).
– Og 24 år efter 1918 var 1942. Ved den tid begyndte det at gå tyskerne ilde ved Stalin-grad. Monty sejrede over Rommel, og de allierede gik i land på Vestafrikas kyst. Fra 1942 var der for Hitler ikke andet end nederlag, konkluderede Jacob Kronika.
Den, som indgår en pagt med Djævelen, må til sidst bøde med sin sjæl i al evighed.