Du kender sikkert udtrykket, at man skal have hovedet i himlen, men fødderne på jorden. Det sidste er nu ikke så svært…Det er den slags udtryk, man bruger til at dunke åndelige mennesker oven i hovedet med. Ja, ja – kom nu ikke for højt op. Husk, at du skal have begge ben på jorden! Kom ikke her og snak om noget, vi ikke kan tage og føle på. For vi tror kun på det, der kan måles og vejes.
At have begge ben på jorden er ikke spor svært. De fleste af os har begge ben solidt plantet i denne verden. Hvad enten vi er kristne eller ej, fylder det verdslige næsten hele vor tilværelse. Som om der kun var dette liv.
De fleste af os har faktisk meget mere brug for at have hovedet i himlen. Jeg skal ikke gøre mig bedre. Jeg tænker som regel også kun på livet som de cirka 80 år, der går fra et lille barn bliver født, til det dør som gammel.
Men for nogen tid siden stødte jeg på nogle beretninger fra mennesker, som har oplevet livet på den anden side af døden – enten fordi de var nærdøde eller helt døde, men mirakuløst kom til live igen.
Hvad de beskriver, er en verden så vidunderlig og storslået, at deres ord ikke slår til. Da deres sjæl svævede væk fra kroppen, blev de ledt rundt i universet og så det, Bibelen beskriver som himlen og de evige boliger – for de findes. Nogle fik lov at møde engle – ja Jesus selv.
Men de så også, at nogle sjæle var gået fortabt, som Jesus advarede os imod. Og nu fortrød de bittert.
Sådanne øjenvidne-beretninger giver os mulighed for at have hovedet i himlen et kort øjeblik. Vi får det rette perspektiv på dette liv, som kun er en brøkdel af det, der skal komme. Og vi forstår, hvor vigtigt det er at tro på Jesus. At holde fast ved sandheden. Ikke at lade sig forblænde af, hvad flertallet mener eller gør. Men være tro indtil døden.
Så behøver vi ikke frygte døden, for vi skal direkte gå fra dette liv til et evigt liv – hvor alt igen bliver godt.