Tidl. missionær har selv udgivet sine erindringerSigrid Frandsen er en af de danskere, der var i Nigeria i Sudanmissionens storhedstid. Hun rejste ud i 1954 som ung lærerinde og hjem igen i 1968. På det tidspunkt var der 90 danske missionærer derude, og de gjorde et stort velgørende arbejde.De oprettede et stort antal velfungerende skoler i Gongo-la staten, bl.a. den pigeskole, hvor Sigrid Frandsen først var tilknyttet og senere blev leder. Hun efterfulgte Gurli Vibe Jensen. I det tilbagestående samfund, Nigeria var på det tidspunkt, var det et kæmpe socialt løft for befolkningen – og ikke mindst kvinderne – med alle disse skoler, som den nye kirke tilbød, foruden et omfattende klinik- og hospitalsarbejde og fællesskabet i kirkerne.
De danske missionærer havde en klar vision. De ville bringe det kristne budskab ud til nigerianerne i det hjørne, de havde fået tildelt. Efter at dr. Brønnum i 1913 begyndte sit arbejde derude, fulgte hundredvis af missionærer, og det kostede dem både blod, sved og tårer. Nogle døde faktisk derude.
Da Sigrid Frandsen kom derud, var Nigeria stadig en britisk koloni. Inden hun rejste hjem, var Nigeria blevet selvstændigt, og der havde været en blodig borgerkrig om Biafra.
Hun havde gennem årene fået større ansvar og var til sidst supervisor for de mange skoler, der var spredt over et område på størrelse med Jylland – som hun besøgte i sin gamle folkevogn ad meget dårlige veje.
Om sin tid i Nigeria og om sin opvækst og kaldet til mission har Sigrid Frandsen nu skrevet en bog Mit Livs mosaik, som også handler om den næste afdeling af hendes liv som bestyrer af et plejehjem og om pensionisttilværelsen, hvor hun blev gift.
Et af de første år oplevede Sigrid en storm, som rev tagene af husene, men regnen udeblev.
En hungerkatastrofe truede. Hedningene begyndte at ofre til ånderne, og muslimerne anråbte Allah. Men ingenting hjalp. Så besluttede de kristne ledere til sidst at kalde sammen til bøn i kirken søndag aften:
– Vi var alle med, fortæller Sigrid. – Flere hundrede mennesker bad i flere timer. Så skiltes man – i tro på, at Gud hører bøn. Før midnat var regnen der, og den blev ved i flere dage. Man fik sæden i jorden og fik en god høst. Det blev et mægtigt vidnesbyrd for alle i byen og omegnen. De kristnes Gud hører bøn, og Han er almægtig.
Bogen er skrevet for to målgrupper, dels familien, dels andre interesserede. Og det er jo altid problematisk, hvad man så skal have med. Når man ser det udefra, så ville man nok have foretrukket lidt færre detaljer og små billeder, til fordel for nogle større linjer og større fotos. Men det er alligevel interessant at få indblik i, hvordan en kvindelig lærermissionær oplevede Afrika i missionens storhedstid.
Kort sagt var der meget arbejde og få fornøjelser. Men det var også eventyrligt. Og glæden lå i at være med i en stor og god sag. Når Sigrid sad ud på aftnerne ved petroleumslampens skær og rettede de små afrikanerpigers stilehæfter, så gjorde hun det jo ikke for at opnå noget for sig selv, men fordi hun havde et kald til at hjælpe andre; fordi troen drev hende.
Det er den form for kalds-bevisthed, der ofte mangler i moderne hjælpearbejde. Men det er den, der gør forskellen.
Sigrid Frandsen:
Mit Livs Mosaik
146 sider (indb.)
Eget forlag (97381083)