Hvorfor skal min tro adskilles fra mit job?

Konference skal hjælpe kristne i erhvervslivet til at få både tro og job til at fungere bedre – sammen. John Hatcher har selv prøvet det i praksis. 

John Hatcher (i midten) er her omgivet af to af de danske arrangører, tidligere bankdirektør Bent Claudi Mortensen (tv.) og bibelunderviser Finn Rasmussen fra Christ for the Nations. Nordea bank er valgt som baggrund i stedet for en kirke. Det handler om at omsætte troen i erhvervslivet.
John Hatcher (i midten) er her omgivet af to af de danske arrangører, tidligere bankdirektør Bent Claudi Mortensen (tv.) og bibelunderviser Finn Rasmussen fra Christ for the Nations. Nordea bank er valgt som baggrund i stedet for en kirke. Det handler om at omsætte troen i erhvervslivet.

 

Hvem siger, at “kirke” kun er det, der foregår i et kirkehus?

John Hatcher mener, at kirke er at leve som kristen på sin arbejdsplads. Selv er han direktør i et stort byggefirma i Texas. Og en dag begyndte han at holde kirke i sit firma.

Hvad sagde de ansatte til det? – Well, nogle af dem var i forvejen kristne, og andre var ikke. Nogle af de kristne forlod faktisk firmaet, fordi de ikke syntes, man skulle blande tingene sammen. Men til gengæld var der nogle af dem, der ikke var troende, der blev det, da de oplevede Guds nærvær og den kærlighed, som følger med, svarer John Hatcher. Han er en af talerne på en erhvervskonference, som Christ for the Nations holder den 10.-12. April 2015 på Trinity kursuscenter ved Fredericia.

Missionær blev erhvervsmand

John gik selv på CftNs bibelskole i Texas som ung. Bagefter tog han til Nepal for at arbejde som en slags missionær. Han blev gift med en nepalesisk kvinde, og de vendte efter nogen tid tilbage til USA. Her gik John for 20 år siden i gang med sit byggefirma – bare for at tjene penge nok til igen at kunne rejse ud.
Men det gik rigtig godt med firmaet, og årene fløj afsted. Han havde meget travlt.
– Jeg følte en eller anden form for skyld, indrømmer John.
– Jeg følte jo, at jeg skulle bruge mit liv på at give evangeliet videre. Og hvad gjorde jeg i stedet? Tjente penge…!

Krise og tab

Men firmaet havde ikke kun vækst, omkring år 2000 kom det ud for flere kriser, så John og hans kone mistede en masse af de penge, som de så hurtigt havde tjent.
– Nu var jeg endnu mere i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Jeg tror, at rigtig mange kristne forretningsfolk oplever det samme. De havde måske en drøm om, at de skulle være i en kristen tjeneste, men som forretningsfolk var der åbenbart kun brug for dem, når der skulle skaffes penge til kirken og missionen.

Gudstjeneste i firmaet?

Men en dag besluttede John, at han ville lovprise Gud midt i firmaet. Det fortalte han de ansatte.
Hvor? Spurgte de. Her, svarede John. lige foran dit skrivebord. Så i stedet for at holde sin “gudstjeneste” et andet sted, sagde han til sine ansatte, at de var velkomne til at gå et andet sted hen, hvis de ikke havde lyst til at deltage.
– En af dem var altid lidt sur og negativ. Han deltog ikke, men han opholdt sig i et lokale lige ved siden af. Han lyttede til lovsangen. Og hver gang ændrede hans holdning sig, så han efterhånden blev meget mere positiv. John Hatcher er godt klar over, at det var helt specielt, hvad han foretog sig. Og han véd godt, at situationen kan være anderledes i Danmark. Men hans pointe er, at kirken ikke skal lukkes inde i et bestemt kirkehus, men at kristendommen skal ud og virke i alle miljøer.

Plug in

– Jeg så engang et billede, en slags vision. Jeg hørte sætningen: Plug In! (tilslut kraften). Jeg tænkte, at hvis ikke en ledning blev tilsluttet en kontakt, nyttede det ikke, at der var masser af elekricitet til rådighed på nettet. Jeg så også en vision af nogle store vandreservoirer, som blev holdt inde af mure. Vandet kunne ikke komme ud, så det kunne drive en turbine og producere kraft.
På samme måde er det med kirken. Der er en masse kraft indenfor murene, men religiøsiteten holder kraften indenfor.

Ikke her, ikke nu…

– Læg mærke til, hvad farisæerne altid sagde til Jesus, når han udfoldede Guds kraft. Han måtte ikke gøre det hér, – ikke gøre det nu – eller ikke gøre det sammen med den slags mennesker.
Sådan er det også i dag. Kirke-modellen holder i mange tilfælde Guds kraft væk fra almindelige mennesker.
Jesus sagde jo ikke til de syndere, han mødte: Gå hen i synagogen på lørdag, så skal du nok høre noget. Nej, han underviste dem lige på stedet. Og jeg tror, vi skal gøre det samme.

Femfoldige tjenester – også i erhvervslivet

– Jeg tror, at den femfoldige tjeneste, som omtales i Bibelen, med profeter, lærere, apostle, pastorer og evangelister skal fungere – også i erhvervslivet. Derfor vil jeg og mit team også gerne sætte danske erhvervsfolk fri, lover John Hatcher. – De skal ikke bare give af deres økonomiske ressourcer. De skal selv fyldes op. De skal betjenes. Og de kan også fungere med en tjeneste i deres virksomhed. Jeg kender en erhvervsmand, som er typisk “pastor”. Han er en rigtig hyrde, som tager sig af mennesker. Men han er ikke præst, han er erhvervsmand. Han bruger sit kald på sit arbejde.

Fra Wall Street

På konferencen på Trinity kommer også flere andre erhvervsfolk fra USA. De vil fortælle om deres erfaringer til danske erhvervsfolk.
Det er bl.a. Will Ford, som er marketplace pastor i Christ for the Nations. En anden taler bliver Alistar Howye, der fungerer som præst i en virksomhed. Han har en fortid som børsmægler på Wall Street, men følte så et kald til at gå ind i den anden tjeneste. Det kostede ham mange penge, men nu véd han, at han er, hvor han skal være.

Christ for the Nations

Christ for the Nations er grundlagt af Gordon Lindsey, som var på linje med Oral Roberts og William Branham. Han var en af de store helbredelsesforkyndere i USA. Han grundlagde også Voice of Healing. Derefter grundlagde han en bibelskole i Texas, som nu har fået henved 35 bibelskole-filialer over hele verden.
Også i Danmark har Finn Rasmussen gennem de seneste tre år kørt to bibelskoler i Horsens og Vejle. Undervisningen er lagt ud på nettet, så man nu kan downloade en App med adgang til den spændende undervisning. Christ for the Nations er tværkirkelig, men har den karismatiske dimension med.

En anden slags konference
Hanne Wiese
Hanne Wiese

– Hvorfor vil I nu holde en erhvervskonference? Er der ikke erhvervsnetværk i forvejen? – Jo, og vi vil gerne samarbejde. Men vores konference bliver ikke som fx Willow Creek en konference, der fokuserer på at blive bedre til at lede osv. For os handler det ikke i første række om at blive en bedre forretningsmand, men om at få fyldt på af Helligånden. Det er en anderledes konference, hvor vi lægger vægt på at sætte folk fri til at gøre det, de har et kald til, og hvor vi vil betjene mennesker, fortæller John Hatcher og hans danske samarbejdspartnere. Udover Finn Rasmussen er det (på billedet) Bent Claudi, som tidligere har været omtalt i Udfordringen. Han er tidligere bankdirektør, men blev kristen, da han var udsendt for at redde en bank i Tanzania. Desuden er Hanne Wiese med til at arrangere konferencen på Trinity. Hun har 21 års erfaring som selvstændig proceskonsulent og direktør.

Leave A Reply

Your email address will not be published.