Hvis det er noget med Jesus og halleluja, så et det ikke noget for mig, sagde Mette Østergaard. Men hun var så plaget af et piskesmeld, at hun alligevel gik til et kristent møde og opdagede, at det ikke var fup. Tværtimod…
– Nej, hvis det er noget med Jesus og halleluja, så er det ikke noget for mig, sagde Mette.
Veninden havde fortalt hende, at en healer holdt store møder i Kongreshallen i Kolding. Og hundredvis fortalte om, at de var blevet helbredt. Også nogen, som led af piskesmæld, ligesom Mette.
Veninden var heller ikke troende, men synes da alligevel, at Mette burde overveje at tage til møderne, når hun nu havde prøvet alle mulige andre alternative behandlinger uden held.
– Men jeg var ikke meget for det. I min familie gik vi aldrig i kirke. Ikke engang til jul, husker Mette Østergaard.
Efter sin uddannelse på Handelshøjskolen i Kolding var Mette sammen med kæresten taget til Spaniens sydkyst for at passe en avokado-plantage i et år. Den lå ca. 70 km. øst for Malaga, borte fra alle turisterne. Og Mette så frem til at bade i de varme middelhavsbølger.
– En dag tog jeg ud til et sted, hvor der var nogle enorme bølger. Men de var mere voldsomme, end bølgerne i Vesterhavet. Og da jeg kastede mig ind i en bølge for at svømme igennem den, var det som at ramme en mur. Min nakke blev bøjet bagover, og jeg faldt fortumlet ned. Da jeg rejste mig op, blev jeg ramt af en modstrøm og blev slået omkuld.
– Jeg tumlede op på stranden og lagde mig i sandet. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde hovedpine, men det var også meget varmt den dag, så jeg tog mig ikke af det. Regnede med, at det ville gå over.
– Men det fortsatte med at gøre ondt. Jeg havde åbenbart fået en sene revet over, og jeg måtte ofte tage smertestillende piller for at dulme smerten. Når jeg lagde nakken tilbage for at kigge opad, fik jeg et blackout. Men jeg søgte ikke læge, for jeg var vant til selv at kæmpe mig gennem problemerne.
Efter året i avokado-plantagen rejste Mette og kæresten tilbage til Danmark. Mette blev udviklingschef ved postvæsnet og arbejdede i Herning. Men Mette havde mange gener, bl.a. fik hun frost i kæben, der føltes som en betændelse, husker hun.
Synet blev også påvirket, så hun måtte have briller.
Læger og alternative behandlere kunne ikke helbrede skaden fra piskesmældet.
Parret havde købt den gamle skole i Vork ved Egtved for selv at sætte den i stand i fritiden.
– En dag ville jeg lige male kippen øverst oppe i en gavl, selv om det var frostvejr. Men stigens gummidupper var isbelagte, og mens jeg stod på det øverste trin, skred stigen pludselig under mig. Jeg ramte jorden med det ene ben først og fik flækket en hæl og slået bækkenet skævt.
Mette måtte sygemelde sig og endte efter lang tids sygdom med at blive fyret.
– Jeg var deprimeret og træt af det danske klima. Jeg tænkte, at hvis bare jeg kom tilbage til mit elskede Spanien, så ville alt igen blive godt. Varmen ville måske hjælpe, så jeg fik det bedre.
– Så vi blev enige om at sætte skolen til salg. Men vi kunne ikke komme af med den. Og til sidst besluttede vi at leje den ud til nogle unge mennesker, som påstod, at de ville bruge gymnastiksalen til et pakkefirma. Men de betalte ikke husleje, da vi først var ude af landet.
En dag blev vi ringet op af en nabo, som fortalte, at politiet gik rundt ovre ved skolen og gravede i haven. De forsøgte at kigge ind ad vinduerne, som beboerne havde klistret til.
Det lød meget mystisk, og kort efter ringede politiet til os. Det viste sig, at lejerne var bankrøvere. De havde plyndret en sparekasse i Jelling, og politiet kendte dem i forvejen.
Selv da de kom i fængsel, ringede de og truede os med alle mulige ulykker, hvis de ikke fik deres depositum tilbage. Men det fik det selvfølgelig ikke, for de havde jo ikke betalt deres husleje.
Vi sænkede nu prisen så meget, at vi slap af med skolen.
Det hjalp ikke på Mettes helbred at flytte til Spanien. Depressionen blev værre.
Hun arbejdede først på en dansk café og restaurant i Spanien, hjalp i sin mands IT-firma og kom nogle år senere i gang med at sælge ejendomme og lejligheder i et flot boligkompleks ned ad en skråning ud mod vandet.
Men skaderne plagede hende så meget, at hun til sidst besluttede at tage hjem til Danmark for at forsøge at få en førtidspension – i en alder af kun 31 år.
Hjemme gik hun til undersøgelser og skanninger for at kunne påvise skaden.
Det var på det tidspunkt, at veninden ringede og fortalte om mirakelmøderne.
– Selv om jeg sagde nej tak, så hørte jeg hele tiden om møderne. Fx i TV Syd, hvor folk fortalte om det, de oplevede. Jeg læste også en stor dobbelt-side artikel i JydskeVestkysten. Her var også folk med piskesmæld, som påstod, at de var blevet helbredt. Desuden stod der, at der var 1500 til møderne hver aften. Så jeg tænkte, at så kunne jeg nok skjule mig i mængden. Og så var det gratis.
– Så snart jeg kom ind i salen, hørte jeg noget moderne lovsang af nogle unge på scenen. Det ramte mig lige i hjertet og gjorde noget godt indeni mig.
– Da jeg så og hørte den afrikanske taler, Charles Ndifon, fik jeg straks tillid til ham. Jeg kan huske, at han sagde, at det ikke var ham, der var healer, men at Gud var den samme i går, i dag og for altid. Derfor kunne Gud også helbrede i dag.
Selv om jeg havde planlagt at skjule mig i mængden, gik jeg straks frem til forbøn, da han indbød dem, der fejlede et eller andet. Uden måske rigtig at mene det, bad jeg med på frelsesbønnen. Og da mærkede jeg noget ske.
Det gjorde pludselig ikke ondt i hovedet mere. Jeg blev vildt begejstret og meget glad. Tænk, det virkede virkelig. Endelig havde jeg fundet løsningen på mine smerter! Jeg var boblende lykkelig.
– Da jeg kom hjem og gik i seng, mærkede jeg imidlertid igen nogle af smerterne. Heldigvis var jeg så stædig, at jeg ikke bare opgav, men tænkte: Det er jeg ikke tilfreds med. Jeg går derhen igen i morgen.
Og så sad jeg ellers der til klokken halv-to om natten og tog bare imod. Jeg var ikke engang oppe til forbøn, men mens jeg sad der, mærkede jeg en helbredende varme strømme ned gennem mig. Som flydende kærlighed…
Det var fantastisk.
Jeg var med til alle møder – både formiddag og aften. Jeg kunne ikke få nok.
– Fra at have været ateist og fyldt med fordomme overfor kirke og kristendom, blev jeg nu fuldstændig overbevist om, at Jesus kunne gøre alt.
Jeg ringede rundt og fortalte det til familie og venner. De troede, jeg var blevet tosset. Jeg var sikkert også anstrengende at høre på, for jeg snakkede uafbrudt om Jesus. Min familie ville ikke tro, at det var Jesus, der havde helbredt mig. De begyndte at tvivle på, om jeg i det hele taget havde været syg! Og ellers mente de, at det nok var varmen, der havde gjort mig rask…
Det var selvfølgelig helt hen i vejret, men de ville bare ikke tro, at Gud var til og kunne gøre den slags.
– Min kæreste var mere åben, for han interesserede sig meget for det okkulte.
Mette Østergaard tog nu tilbage til Spanien, hvor hun fortsatte arbejdet som ejendomsmægler, mens kæresten forsøgte at køre et IT-firma.
– Jeg anede ikke noget om kirker, men Gud ledte mig til en lille nystartet karismatisk kirke kun ti kilometer borte. Alt foregik på spansk, og jeg forstod ikke så meget. Men jeg blev mødt af en fantastisk kærlighed og omsorg.
Jeg købte en spansk bibel, og min kæreste havde en gammel dansk bibel med. Ved at sammenligne lærte jeg alligevel en masse om at kæmpe imod det onde, og vi var meget aktive i gade-evangelisation. Da jeg senere kom hjem til Danmark, var jeg noget skuffet over, hvor tamt det var at komme i kirke. Jeg stod faktisk nede i hjørnet og græd, fordi jeg ikke længere havde min dejlige spanske menighed…
I dag er hun dog blevt meget glad for at komme i Kirke-i-byen, som er en apostolsk kirke i Kolding.
Mette og kæresten rejste nemlig hjem til Danmark igen efter 5½ år i Spanien. Kæresten havde fået et nyt job og ville hjem.
– Det passede slet ikke mig. Men jeg var højgravid på det tidspunkt med min anden datter, Sofia, så jeg fulgte med sammen med vores første datter, Julia. Min mand var blevet døbt nede i Spanien, men han faldt igen fra troen og gik tilbage til det okkulte.
Efterhånden så vi meget forskelligt på tingene. Det var som to verdener, der var i krig. Til sidst blev vi separeret, og efter tre år blev vi efter hans ønske skilt.
Mette måtte nu gennem en stor krise. Hun tog på højskole sammen med sine to piger for at blive afklaret.
– Men det var utroligt stressende, for pigerne kunne ikke sove. De vågnende hver halve time, så jeg blev kørt helt ned. Da jeg ikke ville tage medicin imod depression, som min læge foreslog, ville kommunen flere gange fjerne pigerne fra mig. De mente ikke, at jeg var i stand til at tage mig af dem.
– Det var svært for mig at forstå, at jeg så hurtigt kunne blive helbredt første gang, mens jeg i anden omgang måtte kæmpe så meget med problemerne. Men jeg holdt fast ved, at alt var muligt for Jesus. Og efterhånden oplevede jeg et gennembrud.
Det skete især på to kristne kurser. Det ene var med Graham Powell, som hjalp mig fri af de dæmoniske bindinger, som havde plaget mig. Det andet var et Loveworks-kursus med Susan og Weyman Howard, hvor jeg endelig forstod dybt ind i sindet, at Gud virkelig elsker mig, så jeg ikke behøver at stresse rundt for at blive accepteret af andre mennesker.
– I dag plager kommunen mig ikke længere, fordi de godt kan se, at de kristne temauger har hjulpet mig så meget, at der ikke er grund til bekymring, siger Mette.
– Nu ønsker jeg bare at bruge mit liv på at hjælpe mennesker med følelsesmæssige problemer. Jeg inviterer ofte venner med i kirke, og jeg drømmer om et café-sted, hvor almindelige mennesker kan komme ind fra gaden uden forudsætninger og blive mødt af Guds kærlighed.