…og ikke ved styrke, men ved Guds Ånd.
Denne avis er trykt onsdag morgen – dagen før valgresultatet. Men den udkommer for de fleste læsere på selve valgdagen, og for nogle få læsere først fredag. Derfor véd du måske nu, hvordan det gik, mens vi andre endnu famler i mørke.
Uanset resultatet, så er mange kristne på det seneste blevet klar over, at vi skal kæmpe for at bevare vores Danmark.
Vi skal kæmpe for alt det, vi har kært.
Men hvordan kæmper vi bedst?
For tre år siden var jeg meget engageret i politisk arbejde, havde endda været formandskandidat i Kristendemokraterne efter Ørums farvel. Jeg følte en stor byrde for Danmark. Samtidig var jeg meget presset på mit arbejde, så jeg overvejede at droppe mine missionsrejser i Afrika. Jeg bad desperat Gud om svar: Hvad skal jeg droppe for at nå det hele?
En lørdag deltog jeg tilfældigt i et møde med en sydafrikansk kvinde, Anita Giovanoni, som underviste om profeti. Jeg sad bogstaveligt talt på bagerste række og småsnakkede med min kone, da profeten pludselig bad ”manden på bagerste række” om at rejse sig. Hun kendte mig ikke, og jeg ikke hende. Men nu profeterede hun præcist ind i min situation – her kort sammenfattet: Du har tre opgaver. Det, der betyder mest for dig er at ændre samfundet, men du kan ikke ændre noget, hvis der ikke sker noget i Guds rige. Dernæst har du dit arbejde, som altid har været der. Og her bliver du nødt til at uddelegere. Det tredje er det, som du tror betyder mindst, (det var Afrika-missionen) men som i virkeligheden er det vigtigste, fordi det har med Guds rige at gøre, og det berører flest mennesker. Og nu siger Gud, at du skal prioritere modsat, sagde hun.
Jeg havde ikke drømt om, at jeg ville få så konkret svar på mine bønner. Men nu fik missionen en optur – ved hjælp af kampagnerne med Per Hyldgaard – og det politiske blev en mindre byrde. Da valget kom, vidste jeg godt, at vi intet kunne stille op i egen kraft, hvis ikke der skete noget i Guds rige. Så jeg var med til at organisere forbøn på mail, facebook og i avisen – i enhed med andre kristne, som jeg ikke tidligere ville have fundet sammen med. Den enhed er afgørende. Og jeg er sikker på, at valgresultatet vil afspejle store forandringer, hvad enten KD kommer ind i Folketinget eller ej.
Men hvis forandringen skal fortsætte, må nogle af jer læsere afsætte tid hver uge til at bede for Danmark. For i egen kraft kommer vi ingen vegne. Men ved bøn kan vi sætte himmel og jord i bevægelse.