Han bliver brugt som forbillede – ja, ligefrem helgen – for fred og økologi. Men den virkelige Frans fra Assisi var langt mere kompromisløs i sit opgør med materialismen end de fleste nok ville bryde sig om i dag… Frans af Assisi er nok den mest populære helgen i verden. Og i en tid, hvor vi søger efter livets mening gennem retræter, pilgrimsvandringer og klosterliv, er det værd at spørge, om den fattige Frans fandt vejen.
og giver det til den
materialistiske far
i sit dramatiske
ungdomsoprør
Frans var søn af en rig forretningsmand, Peter Bernado-ne, i Assisi i det centrale Italien (Umbrien) i 1200-tallet.
Frans behøvede ikke stræbe efter at blive rig, for det var han. På den måde ligner han os i Europa i dag. Vi har alt.
Som andre unge forsøgte han at nyde livet med fester og fornøjelser – men, det rungede fælt af tomhed, og på en svirretur mistede han for altid lysten til det tomme fornøjelsesliv.
I den katolske tradition er Frans kanoniseret til helgen, og derfor opfattes alt, hvad han foretog sig, nemt i et lyserødt og urealistisk skær.
Derfor har Marc Gatti, som er redaktør af det protestantiske magasin, Christianity Today, skrevet en interessant bog om Frans – uden glorie, så at sige. Men dog stadig med dyb fascination af den mand, som gennem hele sit voksne liv levede i selvvalgt fattigdom og opofrelse for andre.
Hvis vi skal se Frans med disse realistiske øjne, så var han jo nok også noget af en ungdomsoprører, der ikke ville underordne sig under sin far.
Livet som forretningsmand appellerede ikke til den naive og romantiske Frans. Han ville noget stort med sit liv. Han lytter for meget til ridderhistorier og drømmer om at kaste sig ud i et farligt slag.
Da han gør det i en kamp med nabobyen, bliver han taget til fange og tilbringer et år i en fangekælder, før han syg bliver frikøbt af familien.
Så længe han bare drikker, fester og spiller ridder, affinder faderen sig åbenbart med det.
Men nu begynder Frans at blive religiøs, og så reagerer bedsteborgeren. For det skulle jo nødigt tage overhånd!
Og det gør det med Frans, i hvert fald efter den driftige forretningsmands mening.
For selv om Frans tjener mange penge til familiefirmaet, så forærer han også meget væk. Mens han i første del af sit liv har forsøgt at leve op til faderens idealer, vælger han nu moderen Picas kristne idealer. Han begynder at bede meget og inderligt til Gud for at få vist meningen med sit liv.
Han går på pilgrimsrejse til Rom og ser bl.a. apostlen Peters grav. Men han chokeres blot over andre pilgrimmes manglende seriøsitet. Undervejs prøver han at leve som en fattig tigger, og her opdager han den frihed, det giver, ikke at eje noget.
Da han kommer tilbage er han endnu mere gavmild, ja tossegod ville faderen mene.
Han tager især ud til en faldefærdig kirke udenfor Assisi for at bede, og her er det så, han føler Gud siger til ham:
Frans, gå ud og genopbyg mit hus, som du kan se er ved at blive ødelagt.
Men Frans fatter ikke, at Gud måske taler om kirken som et åndeligt hus, der er ved at blive ødelagt. Han tager det helt bogstaveligt og skynder sig ind til byen for at skaffe penge til en restaurering af San Damiano kirken.
Han tager noget dyrt stof fra sin fars forretning og sælger det sammen med sin hest for at give det hele til præsten.
Faderen bliver rasende og banker sønnen, ja forbander ham endda og sætter ham i lænker i familiens fængsel. (Den gang havde rige familier egne fængsler og ret til at sætte slægtninge i fængsel.)
Moderen slipper imidlertid Frans fri, og han fortætter med at tigge penge i Assisi.
Nu henvender faderen sig til biskoppen, kræver erstatning og sønnen forvist fra byen.
Men så er det, at Frans vælger at bryde helt med ham. Han tager sit tøj af og giver det til faderen, hvorefter han siger:
Hør på mig alle sammen og forstå dette: Indtil nu har jeg kaldt Peter Bernadino min far, men fordi jeg nu ønsker at tjene Gud, leverer jeg pengene tilbage …og alt det tøj, der er hans, fordi jeg fra nu af vil sige: Min far, som er i himlene og ikke min far, Peter Bernadino.
Fra da af lever han som en fattig tigger. Hans mål bliver at skille sig af med alt, som kan binde i et materialistiske liv.
Snart begynder andre at følge Frans eksempel, for Frans har hele tiden været en ledertype, som folk flokkes om.
Efter nogle eksperimentende år stifter Frans så en orden af gråbrødre. Navnet får de, fordi de altid går i det billigste tøj, som er en grå vadmelskutte.
Fransciscaner-ordnen breder sig ud over Europa og Nordafrika, og har stadig tusindvis af medlemmer, der lever i fattigdom, afholdenhed fra sex og hengivelse til Gud.
Efterhånden opstår der også en orden af kvindelige tilhængere, Clarisa-ordnen. Den får navnet efter Clara, en rig ung kvinde fra Assisi, som følger Frans eksempel.
Nu lyder det måske meget idylisk, at Frans og hans efterfølgere levede i fattigdom.
I praksis var det et meget barsk liv, hvor de bogstaveligt talt ikke ejede noget, og hvor selv deres tøj var pjaltet og grimt. Ja, hvor de ofte måtte forære deres skjorte væk og selv fryse for at leve op til idealerne om total opofrelse.
De gik til yderligheder for at gøre op med den materialisme, som også prægede samfundet i Middelalderen. Kirken holdt sig heller ikke fri af materialisme og rigdom, men selv om det var Frans inderligt imod, så valgte han alligevel at være loyal overfor kirken.
Hans egen ven, biskoppen af Assisi, blev da også senere pave, og sørgede for, at Frans meget hurtigt blev kåret til helgen efter sin død, kun et halvt hundrede år gammel. Han var bogstaveligt talt slidt op af et barsk, fattigt liv.
I dag er Frasciscanerne anerkendt, men dengang mødte de ligefrem forfølgelse.
Det skyldtes ofte, at verdsligheden og dele af kirken manglede forståelse for disse sære munke, som var ligeglade med penge, ære og magt, og bare var opsat på at nå til en dybere efterlevelse af Kristus.
Men det skyldtes også, at der indenfor bevægelsen jævnligt var munke, der ikke ville acceptere den almindelige kirke med alle dens kompromisser, men ønskede en mere ren og ægte kirke.
Der opstod også forgreninger indenfor fransciscanerne, som valgte en anden vej. Nogle fordybede sig i studier, andre valgte en knapt så kompromisløs livsstil.
Mange kan i dag bruge Frans, fordi han gik imod materialismen og stræbte efter det enkle liv. Andre er betaget af hans opfattelse af hele naturen som levende og guddommelig, næsten panteistisk.
Det er let at blive betaget af Frans poetiske sange om Broder Sol og Søster Måne.
Men sandheden om Frans er jo, at han var fuldstændig kompromisløs, og at han forlangte den samme radikale livsstil af sine tilhængere.
På et tidspunkt var man begyndt at slække lidt på reglerne blandt brødrene – men her gik Frans imod, og han påstod endda, at han havde fået et ord ovenfra om, at reglerne skulle efterleves bogstaveligt og at de var uforanderlige.
I dag ville man helt sikkert have kaldt ham fanatisk.
Han nøjes heller ikke med at betragte sol og måne som søskende, han gik også og snakkede med fuglene – og traditionen påstår naturligvis, at de forstod ham.
Stadig færre vælger idag helt at følge Frans som klosterbror eller Clarisasøster. Men i længslen efter religiøs dybde og ægthed inspireres mange af hans liv. En del tager på pilgrimsrejse til Assisi.
Set fra en protestantisk vinkel kan der siges meget imod at fornægte kroppen eller livets goder for at opnå større åndelighed – det var jo bl.a. det, Luther gjorde op med efter selv at have forsøgt.
Og alligevel, så véd vi jo godt, at det ikke er dem, der holder sig på det jævne og middelmådige, der forandrer verden. Og det er heller ikke nødvendigvis de mest belæste teologer, der når til den største erkendelse – men måske snarere en Moder Teresa – eller en Frans – eller en ukendt munk, som ingen kender, fordi han gav afkald på sit liv.
Det er næppe Guds vilje, at vi skal leve som Frans lærte. Men som modvægt til kirkens almindelighed og vores egen bekvemmelighed er der nok altid brug for fanatikere som Frans af Assisi.
Mark Gatti: Frans af Assisi og hans verden.
Lohse. 190 sider. 199,95 kr.