Korstog er blevet acceptable igen

Det er en forståelig reaktion, at Frankrig og en række vestlige lande nu vil føre krig mod Islamisk Stat efter det frygtelige terror-angreb på uskyldige i Paris fredag aften.

Franskmændene er et stolt folk, hvor ære betyder meget. Når islamisterne udfordrer Frankrig i selve hjertet af Paris, må selv en socialistisk præsident kaste handsken til duel på liv og død.

Det er tankevækkende, at rædslerne i Mellemøsten, ja selv halshugninger og korsfæstelser af kristne og andre ”vantro” ikke kunne få de vestlige lande til for alvor at gribe ind.
Heller ikke hundredtusinder af flygtninge. Europa havde blot travlt med at sætte hegn op og holde flygtningene ude, i stedet for at bekæmpe årsagen.
Vi kan åbenbart leve med, at verden er i brand, og millioner af mennesker lider – hvis blot det er langt væk…
Men nu er det islamiske helvede rykket tæt på. Nu indser vi omsider, at den voldelige terror-islamisme må bekæmpes på samme måde som nazismen blev bekæmpet under 2. verdenskrig. Vi vil nødig i krig. Men der er ingen vej udenom. Det er os eller Islamisk Stat – ja, Islamisk Verden…

Korstogene havde en årsag

Igen er det tankevækkende, at de samme mennesker og politiske grupperinger, som har fordømt de kristne korstog, nu drager på et stats-korstog imod Islamisk Stat.
Korstogene foregik især i det 11.-13. århundrede. De var en reaktion – ikke på en enkelt terroraktion i Paris – men på flere århundreders islamisk hellig krig. Hele Mellemøsten og dele af Europa blev underlagt islam gennem hellig krig. Hele Tyrkiet var engang et kerne-kristent område, som vi kender fra Paulus breve til menghederne dér. Men islam underlagde sig ved krig den kristne verden. Alt var ikke så brutalt, som vi nu ser med Islamisk Stat, men de kristne befolkninger havde som regel kun valget mellem at underkaste sig islam – eller blive slået ihjel. Og i 1529 var selv Wien i Østrig belejret af muslimer…
Vi véd meget vel, at de kristne korsridderne også begik forfærdelige handlinger, som det altid sker i krig. Men den verdslige historie-skrivning har som regel fremstillet de kristne kortog i et urimeligt negativt lys, mens muslimerne jævnligt er fremstillet som moderate og fremskridtvenlige.
Mon ikke islamismens tilbagevenden til fortidens vold og undertrykkelse ændrer vores syn på den sag?
Mon ikke det efterhånden bliver tydeligere for det skræmte Europa, at islam er væsensforskellig fra kristendom?
Det er i høj grad kristendommens værdier og frihed, Vesten nu må forsvare imod islam.

Ikke min Allah…

Når terroristerne i Paris ved deres massakrer råbte ”Allah er stor” blev det i medierne oversat med ”Gud er stor”.
Og vi var nok mange – både kristne og muslimer, – som fik myrekryb over, at Guds navn blev taget til indtægt for den slags afskyelige handlinger.
Vi så i stedet Satans værk udført i religiøs forklæding.
I mange år har der kørt en teologisk debat om, hvorvidt muslimernes Allah og den jødisk/kristne Gud skulle være den samme, eller om Allah var en okkult månegud.
Rent navnemæssigt hedder Gud nemlig Allah på arabisk, og i mission kan det være positivt at have de samme begreber.
Men det afgørende er jo, hvad man putter i begrebet ”gud”. Og det er nu tydeligt, at muslimerne ikke kender Gud gennem Jesus Kristus. De kender ham gennem deres falske profet.
Det er gennem Jesus og hans selvopofrende liv og skønne personlighed, vi forstår, hvordan Gud i virkeligheden er.
At Gud er kærlighed.
De islamiske selvmords-krigere, som troede, deres ”martyrdød” sendte dem til Paradis med 72 jomfruer, vil få en brat opvågning det modsatte sted.
Derimod vil mange af deres ”vantro” ofre – de ægte martyrer i Mellemøsten – gå til Paradis.