Niels Erik Søndergaard blev placeret langt nede som nr. 13 på Dansk Folkepartis liste til Regionsvalget i Syddanmark. Selv mener han, at det skyldes hans kristne holdninger. Men 4.166 stemte på ham.
Det er ikke hver dag, at en kandidat på en 13. plads overhaler 11 andre og ryger ind som nr. 2 ud af et partis fem valgte. Men det skete for Niels Erik Søndergaard ved valget til Region Syddanmark.
– Partisekretæren hev mig nedad på listen, for i et så materialistisk land som vort skal man jo naturligvis være forsigtig med, hvad sådan én som mig kan finde på at sige om det åndelige, bemærker Søndergaard med et smil.
Han fik hele 4.166 stemmer og blev valgt som nr. 2 ud af DFs 5 mandater blandt regionsrådets 41 medlemmer.
Han fik også en plads i regionsrådets forretningsudvalg, selv om han er ny i rådet.
Stærke meninger
– Jeg blev politisk interesseret som 10-årig. Det skete den 14. maj 1957, da jeg sad med Midtjyllands Avis’ forside med overskriften: ”H.C.Hansen fortsætter som statsminister”.
I det øjeblik blev jeg både politisk og åndeligt personlig bevidst, fortæller han.
Niels Erik Søndergaard var fra 1970 til 2001 medlem af Kristeligt Folkeparti og agiterede aktivt for kristendommen – i modsætning til islam.
Det blev for meget for den daværende ledelse.
– I 2001 krævede partiets partisekretær en undskyldning af mig, fordi jeg hævdede, at partiets formål var at styrke kristendommens stilling i samfundet. Jeg fik forklaret af ham, at det nu kun var de humanistiske værdier, det drejede sig om. Og da partiets hovedbestyrelse i 2001 erklærede partiet for et religionsneutralt parti, et parti for både hinduer, ateister, muslimer og kristne, så måtte jeg undlade at forny partikontingentet. I 2002 meldte jeg mig ind i Dansk Folkeparti, fortæller Søndergaard.
Fremmedfjendsk?
– Er du fremmedfjendsk?
– Nej. Der er en del politiske analfabeter plus naturligvis de kulturradikale, der beskylder DF for at være indvandrerfjendsk. DF ønsker ikke, at Danmark skal være et indvandringsland, da vi ønsker at bevare Danmark. Men der ligger ikke heri nogen form for racisme, fastslår han, men tilføjer dog:
– Vi ønsker ikke islamistiske indvandrere eller mange muslimer fra Asien og Afrika, men vi har ikke noget imod kristne eller hindu flygtninge fra Asien og Afrika. Vores holdning har intet med hudfarven at gøre.
En stor indvandring af muslimer vil i længden føre til en delvis islamisering af Danmark. Indvandrerloven af 1983 har sørget for, at 8% af befolkningen i Danmark i dag er muslimer. De er ikke flygtninge, men ubevidste kolonisatorer af vort land.
Der, hvor islam går ind, der mister kristendommen sit potentielle virkeområde. I islams selvforståelse findes der ikke retfærdighed, før islam hersker over landet, siger Søndergaard, der mener at Muhammed var ”en antikrist”.
Han henviser til Koranen Sura 9,30: ”De kristne siger: Kristus er Guds Søn. Det er, hvad de siger. Allah forbande dem! Hvor er de perverse og bortvendte fra sandheden”.
Imod de kulturradikale
Søndergaard mener dog også, at de kulturradikale danskere har ødelagt meget.
– Hvem er de kulrradikale?
– Kulturradikalismen kom til Danmark med Georg Brandes i 1871. Det førte til dannelsen af dagbladet Politiken. Senere kom bevægelsens parti, Det Radikale Venstre til. Dette parti er siden blevet suppleret af to andre kulturradikale partier, SF og Enhedslisten, fortklarer han.
– Bevægelsen erobrede hovedparten af de intellektuelles tænkning i 20’erne og 30’erne med personer som Elias Bredsdorff og Poul Henningsen i spidsen. Via det såkaldte ungdomsoprør i 1968 overtog bevægelsen den kulturelle magt i Danmark. Denne bevægelse vender ryggen til alle nedarvede nationale og åndelige værdier.
– En af forudsætningerne for at vi kan bevare kristendommen som grundlag for Danmarks kultur, er at man med fuld styrke går op imod kulturradikalismen. Og det er der kun DF, der gør. Menighederne gør det ikke, de lurepasser i den sammenhæng.
Ikke en typisk kristen
– Hvad er din egen kirkelige baggrund?
– Jeg er født ind i kristendommen og har altid været en kristen. Men tidligt så jeg svagheden i den private partielle tro, svarer han.
– Jeg er vokset op og har været de første 30 år i folkekirkens IM-kredse, og i resten af tiden har jeg været i frikirkekredse.
Men min åndelige referenceramme er middelalderens gregorianske reformkatolicisme med munkene Bernhard og Hildebrandt i spidsen, hvor troen befinder sig i alle dele af tilværelsen og virkeligheden. Hvor troen ikke er fængslet i det private rum. Jeg er en klassisk katolsk troende uden messevaner. Og det har været sådan fra begyndelsen, forklarer Søndergaard.
Lærer – med mere
– Jeg tog i 70’erne lærereksamen på Århus Seminarium. Lærerjobbet var for mig som ung rigeligt psykisk krævende, så jeg var i mange år i andre erhverv på lager og som postbud. Siden 2002 har jeg været lærervikar ved de 35 folkeskoler i Odense. Her oplever jeg, at jeg som ældre er blevet betydeligt psykisk stærkere. Og jeg nyder samværet med børnene.
Ikke altid enige
Niels Erik Søndergaard har i snart 30 år været gift med Erna, der har været ergoterapeut på Odense Universitets Hospital. De har en datter Maria, der går på Diakonissestiftelsens sygeplejeskole. En anden datter, Hannah, bliver bachelor i etnologi fra Københavns Universitet i 2014.
– Vi har ikke altid samme standpunkter, vi kan også nogle gange stemme forskelligt, men vi er ikke uenige. Begge vores piger er personligt kristne. Også angående troens naturvidenskabelige virkelighed.
Niels Erik og Erna har – med pauser – holdt Udfordringen siden begyndelsen af 70’erne. Og Niels Erik skriver jævnligt korte, fyndige læserbreve.
Politisk pilgrim
– Politisk historie og kirkehistorie har altid haft min interesse, fortæller Søndergaard, som ud over aviserne også læser meget faglitteratur.
Men det er ikke politik det hele.
– I de senere år har jeg interesseret mig for pilgrimsbevægelsen, hvor jeg har fulgt med i udviklingen. Der er faktisk ved at opstå en ny trend af mennesker, der kommer helt uden åndelig sammenhæng, men som nu oftest ubevidst efterspørger mindre materialisme og mindre stress, fordi de i deres daglige liv oplever erhvervs-stress med det formål at producere døde ting.
De er åbne for det åndelige og det spirituelle, bemærker Søndergaard, der selv har gået 800 kilometer på Caminoen i Spanien fra 1. juli til 11. august 2011.
Fokus på forfulgte
Han har været i bestyrelsen i Foreningen Dansk Kultur i mange år. Han har skrevet fire bøger om forfølgelsen af kristne verden over, især i de muslimske lande.
– Jeg har i al beskedenhed været med til at gøre det umuligt for medierne at ignorere emnet. Der slås ca. 160.000 mennesker ihjel verden over hvert år, fordi de er kristne. Over 100.000 kristne dræbes hvert år i de muslimske lande.
De kulturradikale er imod, at forfølgelsen af de kristne nævnes, da kulturradikalismen verden over har indgået en uofficiel alliance med islam om at bekæmpe fælles fjender. De kristne er endvidere psykologisk forfulgt i Europa.
For nærmiljøet – og imod tørklædet
– Hvad vil du så arbejde for i Regionsrådet?
– I Regionsrådet vil jeg arbejde for at fastholde nærmiljøet og de små enheder.
Jeg går ind for en lokal sygehusudvikling. Der skal være en balance mellem lokale sygehuse og specialsygehuse.
Der skal være lige adgang til sundhedsvæsenet uden sociale skel og derfor uden brugerbetaling.
Privatsygehuse må gerne skabe ekstra kapacitet, men ingen sociale skel.
De lokale sundhedshuse skal udbygges mest muligt.
I det regionale udvalg vil jeg arbejde for bedre busforbindelser i landområderne og i byerne om aftenen.
Jeg vil naturligvis ikke acceptere, at nogen blandt personalet i regionens institutioner bærer det muslimske tørklæde, der er et symbol på kvindeundertrykkelse og på islams magt.