Heidi Baker havde arbejdet hårdt som missionær i Asien, Londons gader og Afrika. Hun havde mødt alverdens modstand, trusler og besvær. Til sidst var hun så nedbrudt, at hun fik dobbelt lungebetændelse og symptomer på sklerose.
Imod lægens anvisning fik hun sig kæmpet ombord på et fly og rejste til Toronto for at opleve den vækkelse, som var brudt ud her.
Randy Clark prædikede.
Heidi befandt sig bagerst i den enorme kirke-hal blandt tusindvis af mennesker og følte sig lidt sky og genert.
Men Randy Clark havde fanget hendes opmærksomhed, da han prædikede om Guds ild og Guds salvelse. Da han prædikede om sulten og tørsten efter at give sit liv for Gud, følte Heidi det, som om han talte lige ind i hendes liv.
Hun forsøgte at blive siddende, men kaldet var så stærkt, at hun ikke kunne vente på, at han formentlig til sidst i talen ville kalde frem til alteret. Hun rejste sig op og løb simpelthen op mod platformen, skrigende hele vejen derop, samtidig med at hun var chokeret og genert over, hvad hun gjorde for øjnene af alle disse mennesker.
Da hun nåede op til platformen for enden af den store bygning, så Randy på hende og profeterede, mens han spurgte:
”Vil du vinde nationen Mozambique for Guds rige? De blinde vil komme til at se. De halte vil gå. De døve vil høre. De døde vil blive vakt til live, og de fattige skal høre de gode nyheder.”
”Ja!” skreg Heidi og faldt om som ramt af et lyn, da Randy blot med fingerspidserne rørte ved hende. Hun var fuldstændig slået ud og mærkede blot Guds tunge, mægtige herlighed.
Hun var ikke i stand til at gå i syv dage. Folk måtte bære hende ind og ud.
”Der er nok,
fordi jeg døde.”
Mens hun bad for børnene i Mozambique, havde Heidi et syn. Hun så dem i tusindvis komme hen imod hende, og hun råbte: ”Nej, Herre. Der er for mange!” Derpå havde hun et klart syn af Jesus. Hun så sig selv og Jesus omgivet af tusindvis af børn.
– Jeg så hans strålende ansigt og hans intense øjne, der brændte af kærlighed. Hans krop var forslået og nedbrudt, og han havde et hul i siden. Han sagde: ”Se mig ind i øjnene. Du skal give dem noget at spise.”
Så tog han et stykke af sin nedbrudte krop og rakte det til mig. Det blev til brød i hænderne på mig, og jeg begyndte at give det til børnene. Det mangedobledes i mine hænder.
”Se mig ind i øjnene. Du skal give dem noget at drikke,” sagde Jesus. Han gav mig en kop fyldt med blod og vand, som flød ud af siden på ham. Jeg vidste, det var et bæger af bitterhed og glæde. Jeg drak det og begyndte derpå at give børnene det at drikke. Bægeret blev ikke tømt.
På dette tidspunkt græd jeg ubehersket. Jeg var fuldstændig fortabt i hans brændende, kærlige blik. Jeg indså, hvad det havde kostet ham at skaffe en sådan åndelig og fysisk føde til os alle. Herren talte til mit hjerte og sagde: ”Der vil altid være nok, fordi jeg døde.”
Lærte mere på 7 dage
end ved 7 års studier
– I syv dage var jeg ikke i stand til at bevæge mig. Rolland måtte løfte mig op og bære mig. Jeg måtte bæres ud på badeværelset, hen til hotellet og tilbage til mødet igen. Vægten af hans herlighed hvilede på mig. Jeg følte mig så tung, at jeg ikke kunne løfte hovedet.
Folk, der passerede forbi, syntes nok, det var sjovt at se én, der var slået i gulvet så længe. Hvis jeg blev anbragt på en stol, gled jeg ned fra den igen. Jeg var helt og totalt hjælpeløs. Jeg var ude af stand til at tale det meste af tiden i de syv dage.
Guds hellige, ærefrygtindgydende, mægtige nærvær ændrede fuldstændig mit liv. Jeg har aldrig følt mig så ydmyg, så fattig og hjælpeløs og sårbar. Selv til at drikke vand havde jeg brug for hjælp. Der var ikke noget som helst morsomt over det. Det var en hellig tid.
Jeg lærte mere i løbet af disse syv dage end ved at studere teologi i ti år, siger Heidi Baker, der har taget en doktorgrad i teologi fra selveste King’s College på London Universitet.
Mere værd end
en million dollars!
– Første gang, jeg tog til Toronto, blev jeg helbredt for dobbeltsidig lungebetændelse. Og jeg så synet med Jesus.
Anden gang, vi tog dertil, fik vi et brev fra vores største støtte.
Vi har aldrig fået meget støtte. Vi har altid været i bekneb. Vi havde kun én lastbil til hele vores arbejde – vi kaldte den Lazarus, fordi den hele tiden ”døde” og blev ”oprejst” så mange gange.
Og så var der denne store kirke i USA, som havde bedt os om at komme og prædike og så gav tilsagn om en million dollars. Det er rigtig mange penge. Vi havde aldrig set en million dollars i arbejdet, ikke noget, der bare lignede. Så vi følte os utroligt velsignede. Vores børn var hjemløse, og vi boede i telte. Vi havde virkelig brug for hver en cent.
Derpå tog min mand til Toronto i en hel måned. Og så fik vi et brev fra denne kirke, der lød: ”Hvis I vil underskrive dette brev og love, at I ikke vil tage til Toronto eller til Pensacola, så vil vi fortsat betale jer 100.000 dollars hver måned. Hvis I ikke skriver under, standser vi straks al støtte.”
De bedste penge,
jeg har mistet…!
Men vi tog af sted alligevel. Og Gud rørte i al sin magt ved os begge, og vi sagde: ”En million dollars er en nem pris at betale. Vi betaler frivilligt en million dollars for at være der, hvor Gud er. For at være i denne bevægelse fra Gud.”
Og det skrev vi til kirken, og de trak al støtte tilbage.
Så det kostede os en million dollars at tage til Toronto. Men det var det værd. Det var de bedste penge, jeg nogensinde har mistet, ler Heidi.
(Se mere om bogen: Mama Heidi. Afrikas Moder Teresa.)