De gamle folkekirkelige missionsselskaber forlader samarbejdet i Ydre Missions Hus, selv om administrationen vil blive dyrere.Da bestyrelsen for Mission Afrika – der tidligere hed Sudanmissionen – en morgen i oktober sidste år fortalte medarbejderne, at man havde besluttet at flytte selskabet til Århus, var det en bombe.
Ikke blot for de meget overraskede medarbejdere, men også for de fire selskaber, som Sudanmissionen/Mission Afrika gennem næsten fyrre år har delt Ydre Missions Hus med i Christiansfeld.
Selv om Mission Afrika kort forinden havde haft årsmøde i Haderslev, var repræsentantskabet ikke blevet orienteret om ledelsens planer om at flytte. Kritiske tunger siger, at det så heller ikke var blevet til noget. For Mission Afrika har altid haft et vågent repræsentantskab, som krævede indsigt og medindflydelse.
Det viste sig fx, da selskabet i 90erne blev udfordret af Santalmissionens generalsekretær Jørgen Nørgaard Pedersen til at sammenlægge de gamle missionsselskaber. Det endte med, at Santalmissionen og Det Danske Missions Selskab (DMS) blev til Danmission. Men undervejs var Sudanmissionens formand, Aage Nielsen, også åben for, at hans selskab kom med i en fusion. Han fik imidlertid klar besked fra det aktive jyske bagland. Sudanvennerne ville ikke være tredje hjul i de to københavnske selskabers nye fusion.
Samarbejdet var ellers begyndt så lovende i 1973.
Brødremenigheden i Christiansfeld – som var inspirationskilde til flere danske missionsselskaber – inviterede de andre til at flytte deres hovedkontorer til byen.
Menigheden rådede over et stort Søstrehus, som var ved at blive affolket for ugifte søstre. Her kunne selskaberne rykke ind til en billig husleje. De kunne spare penge ved at have fælles faciliteter og inspirere hinanden med gode idéer og initiativer i kantinen.
En af idé-mændene bag projektet var Helge Rønnow, som havde arbejdet for Ethiopermissionen som rejsesekretær og nu var blevet præst i Brødremenigheden.
Ud over Brødremenighedens Danske Mission kom Ydre Missions Hus til at bestå af Sudanmissionen, Dansk Ethioper Mission, Den Danske Israelsmission og det fælles forlag Savanne.
Desuden fik både DMS og Santalmissionen lokale kontorer her med bl.a. landssekretær og ungdomssekretær.
Senere kom også fællesorganisationen Dansk Missionsråd til med sin underafdeling Folkekirkelig Mission.
Drømmen udviklede sig. Da de fleste medarbejdere flyttede til byen, gav det også en positiv påvirkning af kirkelivet.
Der udviklede sig især et samarbejde om store udstillinger for skoler.
Sammen kunne selskaberne i en uge tiltrække sig de unges opmærksomhed om mission under eksotiske himmelstrøg.
Der blev holdt foredrag på skoler og gymnasier, og mange fordomme blev udryddet.
Selskaberne var også hovedaktører i en fælles YM-lodseddel til afløsning af de mange enkeltlodsedler.
Nogle steder kunne man også blive enige om at holde fælles basarer og fremstød.
Gennem årene blev der holdt utallige møder om, hvordan man kunne samarbejde mere. Men det blev ikke altid til så meget. Der blev talt meget om selskabsegoismen.
Hvert selskab ville beholde sine venner for sig selv, så gaverne og møderne ikke gik til de andre.
De store planer om fælles blad og information blev derfor ikke til noget. Også fordi man frygtede at drukne i mængden af information, hvis det hele skulle køres sammen.
Det spillede også en rolle, at selskaberne gerne ville profilere sig forskelligt teologisk. Sudanmissionen ville gerne fremstå lidt mere folkekirkelig end Ethiopermissionen, som lå tættere på Indre Mission, og BDM havde ligesom Israelsmissionen sin egenart.
Et forsøg på fælles genbrugsarbejde slog fejl. Sudanmisionen skiftede navn til Mission Afrika og oprettede samtidig en selvstændig organisation for sine genbrugsbutikker. Tanken var måske, at den skulle omfatte de andres butikker. Men det havde de andre ikke så meget lyst til.
Trods forskellig linje kunne man dog godt samarbejde om tekniske løsninger, som en fælles server og it-medarbejder, telefonomstilling, printere og specialudstyr. Og efter mange tilløb blev man også enige om at ansætte en fælles grafisk medarbejder.
Et stort skridt var oprettelsen af et fælles administrations-kontor, hvor de samme medarbejdere tog sig af flere selskabers bogholderi og regnskaber. Flere initiativer var undervejs, da bomben om Mission Afrikas udflytning pludselig sprang.
Som begrundelse nævnte Mission Afrika, at man så udviklingsmuligheder i Århus, som man ikke kunne få øje på i YMH. Formentlig vil man slå sig ned i forbindelse med Diakonhøjskolen i Højbjerg. Men her skal først bygges nyt.
En medvirkende årsag til missionens beslutning om at flytte kan være den rent praktiske, at generalsekretæren ikke er flyttet til byen, men bor nærmere på Århus.
I de næste år er det så medarbejderne fra Christiansfeld, der skal køre de ca. 100 km. til Århus på arbejde – eller arbejde hjemmefra.
På Ethiopermissionens årsmøde den 10. april i Skjern udtrykte generalsekretær Sune Skarsholm skuffelse:
– De øvrige selskaber modtog meddelelsen med en del undren, eftersom Mission Afrika på det seneste har været meget tilbageholdende med selv at gå ind i de gode muligheder gennem et tættere samarbejde i huset, sagde Skarsholm.
Han lagde ikke skjul på, at beslutningen satte de andre selskaber i et økonomisk pres, idet de fremover selv skal bære fællesudgifterne.
De tre forsmåede selskaber nedsatte et udvalg, der forsøgte at finde en løsning. Men i februar meddelte Israelsmissionen, at de havde til hensigt at flytte til Århus – på invitation fra Menighedsfakultetet, som også har inviteret de to andre indenfor i et nybyggeri.
– Vi forsøgte at skabe en ny konstruktion med ny dynamik, men vi stod i stampe, og bestyrelserne kunne ikke blive enige, fortæller generalsekretær Bodil Skjødt fra Israelsmissionen.
– I Århus håber vi at kunne udnytte vores bagland af unge og frivillige. Og kommer vi til at bo på MF, så vil det give de studerende mulighed for større international berøring, siger Bodil Skjødt, der indrømmer, at det vil blive dyrere.
Ethiopermissionen flytter også, men er ikke sikker på, at det netop skal være Århus. Der kunne måske også være tale om at flytte sammen med Indre Mission i Fredericia.
Det eneste sikre er, at alle selskaber nu får en dyrere husleje og administration.
Brødremenighedens eget missionsselskab BDM er det eneste, der bliver tilbage.
– Et mangeårigt samarbejde brydes nu, beklager generalsekretær Erik Baun.
– Samarbejdet gik godt, og det blev tættere med årene. Der lå mange muligheder, som ikke blev udnyttet, siger Baun, som ikke vil udelukke, at BDM finder et mindre lejemål – men man vil altid blive i Brødremenighedens missionsby, Christianfeld.
Dermed vil det store gamle Ydre Missions Hus i løbet af et år eller to blive tømt.
Tilbage er på 1. sal Udfordringens redaktion.
Og før alt dette skete, profeterede den gamle missionær Mama Larsen, at der skulle komme liv i de tørre ben i denne kristne by. Og for et par år siden udtalte den amerikanske transformations-prædikant Rhonda Hughey (kendt fra bogen Desperat efter Guds nærhed), at her er frøene til vækkelse i Danmark.
Spændende, hvad der nu vil ske i hjerternes by.